Bliv modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning

22. januar 2024 kl. 12:53 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB's pris, som siden 2015 er blevet doneret halvårligt til gode formål i Region Nordjylland. 

De første to år gav AaB én krone pr. tilskuer til AaB’s ligakampe på Aalborg Portland Park til gode formål, men fra efteråret 2017 er beløbet blevet fordoblet, da først Spar Nord Fonden og siden Arbejdernes Landsbank (fra sommeren 2022) har bakket op om initiativet, så parterne sammen har doneret to kroner pr. fremmødt tilskuer til vores hjemmekampe i ligasammenhæng.

I efteråret 2023 var RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og beløbet endte på 131.180 kr. efter ni velbesøgte hjemmekampe i NordicBet Ligaen.

Vi tager nu imod ansøgninger for at modtage prisen for foråret 2024. Skriv din ansøgning her. 

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser. Der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.

Ønsker du at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning, eller kender du en forening, en organisation eller et andet godt formål, der kunne have fordel af en håndsrækning, kan du søge her.

Der er ansøgningsfrist for at blive forårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning onsdag 1. februar 2024 kl. 12.00. 

Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af prisen, RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel, vil gennemgå ansøgningerne og udvælge tre kandidater, der herefter kommer til afstemning på aabsport.dk.

Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2024 forventes offentliggjort i dagene op til årets første NordicBet Ligakamp på Aalborg Portland Park, der spilles 24. februar mod Sønderjyske.

Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her. 

Modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 - endnu ikke opgjort (100 kr. pr. solgt trøje)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr.
 (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Pr. dags dato er der i alt uddelt 1.781.482 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Tags på denne nyhed

Hyggelig standerhejsning på Hornevej

21. januar 2024 kl. 11:32 af Rasmus Estrup

Til dagens velbesøgte standerhejsning på Hornevej blev AaB-fanen hejst af U/14-spillerne Amalie Klovnhøj og Nawal Farhat.

Forinden havde formand i AaB af 1885 Claus Fallingborg budt velkommen og holdt tale om det forgange år, som for fjerde år i træk var med et vækstende medlemstal i fodboldafdelingen.

- Vi skal fortsætte den rejse. Jeg ved godt, at vi forlanger, at der bliver udrettet mirakler i klubhuset og på banerne, fordi vi er løbet tør for plads. Men netop når vi oplever denne vækst, så er det vigtigt, at vi holder fokus på fællesskabet. Det kræver nemlig respekt for alle, og det kræver, man er fleksible om de knappe ressourcer. Så tak til alle vores trænere, fordi i rent faktisk udretter mirakler hver dag, lød det blandt andet fra Claus Fallingborg, der også med glæde satte ord på en bevilling fra Aalborg Kommune, der skal være med til at sikre en renovering af klubhuset.

- Det er første gang, at vi er lykkes med at få penge til klubben til renovering. Processen er nu at finde ekstra bevillinger, for vi får aldrig denne mulighed igen. Så det skal lykkes, at vi får opgraderet dette hus. Til gode for fremtiden i AaB.

- Dette havde ikke været muligt, hvis ikke vi gjorde og gør en kæmpe indsats for børn og unge i Nordjylland, og især for børn og unge for Aalborg Kommune. Aalborg Kommune har med bevillingen blåstemplet, at vi giver børn og unge en sund fritid og giver dem sociale kompetencer, som bygger værdier, som ikke kun påvirker børn og unge nu, men også i fremtiden.

- Igen skal der lyde en stor tak til de frivillige og forældrene i AaB. For uden jeres arbejde var den bevilling ikke gået igennem til AaB, sagde Claus Fallingborg inden talen blev afsluttet med hejsningen af fanen og et AaB-hurra.

Herefter var der aktiviteter på anlægget, hvor spillere fra AaB’s førstehold blandt andet deltog i nogle af de yngste ungdomsholds træningspas, inden der som sædvanlig blev serveret suppe i caféen.

Tags på denne nyhed

Fri entré til Nordsøen Oceanarium søndag

20. januar 2024 kl. 12:24 af Rasmus Estrup

Vores sæsonkortholdere har denne vinter kunnet få adskillige gratis oplevelser gennem en oplevelsespakke, vi har lavet i samarbejde med en række nordjyske kulturinstitutioner for at takke vores flere end 5.000 sæsonkortholdere for opbakningen.

Onsdag venter den sidste oplevelse, når en udsolgt koncertsal i Musikkens Hus slår dørene op til et stort preseason-arrangement.

Inden da er der i denne weekend mange muligheder for gratis oplevelser for alle vores sæsonkortholdere, hvis de kan fremvise et aktivt sæsonkort ved indgangen.

Som vi skrev i går, er der i dag gratis entré til Aalborg Zoo, Vikingemuseet Lindholm Høje og Aalborg Historiske Museum. Vikingemuseet Lindholm Høje giver desuden også gratis entré i morgen.

Det samme gør Nordsøen Oceanarium, som du kan få fri adgang til i morgen, ved at bestille en gratis online billet her, såfremt man kan fremvise et gyldigt sæsonkort til Aalborg Portland Park.

Derudover kan sæsonkortholderes familiemedlemmer også få 20 procents rabat på entrébilletter til Nordsøen Oceanarium i denne weekend. Alle sæsonkortholdere modtog forrige lørdag en mail med en rabatkode, der kan anvendes online på https://nordsoenoceanarium.dk/ for at få adgang til de 20 procent rabat for familiemedlemmer.

Hele oplevelsespakken for vores sæsonkortholdere i 2023/2024 består af:

Oplevelsespakken er kun for sæsonkortholdere - ikke billetabonnenter.

Tags på denne nyhed

AaB TV: FC Midtjylland-AaB 1-4

20. januar 2024 kl. 06:48 af Rasmus Estrup

Fredag spillede vi årets første testkamp, da vi i Stadome i Ikast vandt 4-1 over 3F Superligaens førerhold, FC Midtjylland. 

Allerede i det tredje minut bragte Younes Bakiz os foran efter en assist af Tim Prica, og to minutter senere var det så svenskeren, der selv udbyggede til 2-0, da målmand Martin Fraisl blev fanget ude af sit mål. 

Efter en god første halvleg reducerede hjemmeholdets Charles til 2-1 tidligt i anden halvleg, men allerede i 50. minut gjorde Lucas Andersen det til 3-1 efter et oplæg af Mads Bomholt. 

FC Midtjylland skabte herefter de fleste chancer, men mod slutningen sparkede U/17-spiller Valdemar Møller kampens sidste scoring over stregen efter et mønsterangreb af Sebastian Otoa og Anders Noshe. 

Se et fyldigt sammendrag af opgøret i videoen øverst, hvor du også kan få reaktioner fra cheftræner Oscar Hiljemark og 1-0-målscorer Younes Bakiz. 

Tags på denne nyhed

AaB med klare sejrscifre i første testkamp

19. januar 2024 kl. 14:38 af Brian Andersen

Dermed fik AaB nøjagtig som i sommer, da netop FC Midtjylland også blev slået i forberedelsesfasens første testkamp, en god begyndelse på halvårets udfordringer.

AaB fik en drømmestart, da Tim Prica i det tredje minut lagde bolden til Younes Bakiz, som fra distancen scorede på et fint, fladt skud.

Og bare to minutter senere blev føringen fordoblet, da Tim Prica endnu længere udefra udnyttede, at FC Midtjyllands bageste skanse Martin Fraisl var kommet på mellemhånd.

AaB var generelt set i god kontrol, ligesom genpresset ved flere lejligheder sad lige i skabet.

Midtvejs i halvlegen var Tim Prica igen nærgående efter en god pasning af Malthe Højholt, mens AaB-keeper Rody de Boer ni minutter før pausen måtte levere en fodparade for at afvise muligheden til Victor Lind.

En fortjent pauseføring blev hurtigt reduceret i anden halvleg, da Charles allerede i det 47. minut uhindret ved den bageste stolpe kunne heade læderet i netmaskerne.

Blot tre minutter gik der imidlertid før AaB var på 3-1, da Lucas Andersens fra tæt hold udnyttede en assist fra Mads Bomholt.

I fortsættelsen var AaB-målmand Josip Posavec på plads over for en stor FCM-chance, og også Aral Simsir og Paulinho var tæt på med gode afslutninger for uldjyderne.

I den modsatte ende bød Kasper Davidsen også ind med et skudforsøg tæt over tværribben, og 4-1 til AaB blev det syv minutter før tid, hvor Sebastian Otoa med et af sine klassiske raids leverede et fremragende forarbejde til den endnu yngre Valdemar Møller, som midt for mål bragte AaB på slutfacit 4-1.

I den første halve time fik både Daniel Ask og Jubril Adedeji de første kampminutter i benene i AaB-trøjen, og for begges vedkommende så det aldeles fornuftigt ud, hvilket også var tilfældet for en række spillere fra AaB Akademiet.

Næste testkamp spilles om en uge mod Randers FC, hvor der venter tre gange 45 minutter.

Matchfatcs – testkamp i Stadome, Ikast
FC Midtjylland-AaB  1-4 (0-2)
3. min 0-1 Younes Bakiz, 5. min 0-2 Tim Prica, 47. min 1-2 Charles, 50. min 1-3 Lucas Andersen, 83. min 1-4 Valdemar Møller.

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Diego Caballo, Malthe Højholt, Daniel Ask, Melker Widell, Younes Bakiz, Tim Prica, Jubril Adedeji.

Efter 30 minutter: Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Malthe Kjølby, Diego Caballo, Richard Odada, Malthe Højholt, Kasper Davidsen, Lucas Andersen, Tim Prica, Emmanuel Toku.

Fra 46. minut: Josip Posavec, Jeppe Pedersen, Sebastian Otoa, Nóel Atli Arnórsson, Jakob Ahlmann, Mads Bomholt, Kasper Davidsen, Richard Odada, Lucas Andersen, Nicklas Helenius, Emmanuel Toku.

60: Valdemar Møller Damgaard erstatter Richard Odada.

Fra 75. minut: Josip Posavec, Emil Nymann, Sebastian Otoa, Nóel Atli Arnórsson, Jakob Ahlmann, Valdemar Møller, Marcus Bonde, Jeppe Pedersen, Anders Noshe, Nicklas Helenius, Nikolai Veilbæk.

Tags på denne nyhed
'