3F Superligaen skal som udgangspunkt færdigspilles inden 1. juli
UEFA, ECA, EL og FIFPro har lavet en aftale, der betyder, at de nationale ligaer skal være færdigspillet senest 30. juni, hvis situationen tillader det.
Altså er man i værste fald ikke bundet af ovennævnte deadline, men der er tale om en hensigtserklæring.
UEFA meddelte tirsdag, at EM-slutrunden er udskudt til sommeren 2021, og derudover har man også lavet andre aftaler med den europæiske sammenslutning af topklubber ECA, den europæiske ligaforening EL og den internationale spillerforening FIFPro.
Her er det aftalt, at de europæiske ligaer skal være færdigspillet senest 30. juni, hvis situationen tillader det.
Som hjælp hertil droppes de normale regler for, hvornår man må afvikle kampe. Det vil sige, at ligakampe kan blive afviklet på de samme dage som europæiske kampe, og europæiske kampe kan blive afviklet i weekenderne.
Parterne har desuden nedsat to arbejdsgrupper. Den ene skal kigge på kalendermæssige udfordringer, og hvordan man på fornuftig vis kan få afviklet alle turneringer.
Den anden skal kigge på de økonomiske konsekvenser af pausen samt, hvordan man sørger for at indarbejde tiltag, der kan være med til at afhjælpe coronapandamien.
(Kilde: ECA).