Fri entré til Nordsøen Oceanarium søndag

20. januar 2024 kl. 12:24 af Rasmus Estrup

Vores sæsonkortholdere har denne vinter kunnet få adskillige gratis oplevelser gennem en oplevelsespakke, vi har lavet i samarbejde med en række nordjyske kulturinstitutioner for at takke vores flere end 5.000 sæsonkortholdere for opbakningen.

Onsdag venter den sidste oplevelse, når en udsolgt koncertsal i Musikkens Hus slår dørene op til et stort preseason-arrangement.

Inden da er der i denne weekend mange muligheder for gratis oplevelser for alle vores sæsonkortholdere, hvis de kan fremvise et aktivt sæsonkort ved indgangen.

Som vi skrev i går, er der i dag gratis entré til Aalborg Zoo, Vikingemuseet Lindholm Høje og Aalborg Historiske Museum. Vikingemuseet Lindholm Høje giver desuden også gratis entré i morgen.

Det samme gør Nordsøen Oceanarium, som du kan få fri adgang til i morgen, ved at bestille en gratis online billet her, såfremt man kan fremvise et gyldigt sæsonkort til Aalborg Portland Park.

Derudover kan sæsonkortholderes familiemedlemmer også få 20 procents rabat på entrébilletter til Nordsøen Oceanarium i denne weekend. Alle sæsonkortholdere modtog forrige lørdag en mail med en rabatkode, der kan anvendes online på https://nordsoenoceanarium.dk/ for at få adgang til de 20 procent rabat for familiemedlemmer.

Hele oplevelsespakken for vores sæsonkortholdere i 2023/2024 består af:

Oplevelsespakken er kun for sæsonkortholdere - ikke billetabonnenter.

Tags på denne nyhed

AaB TV: FC Midtjylland-AaB 1-4

20. januar 2024 kl. 06:48 af Rasmus Estrup

Fredag spillede vi årets første testkamp, da vi i Stadome i Ikast vandt 4-1 over 3F Superligaens førerhold, FC Midtjylland. 

Allerede i det tredje minut bragte Younes Bakiz os foran efter en assist af Tim Prica, og to minutter senere var det så svenskeren, der selv udbyggede til 2-0, da målmand Martin Fraisl blev fanget ude af sit mål. 

Efter en god første halvleg reducerede hjemmeholdets Charles til 2-1 tidligt i anden halvleg, men allerede i 50. minut gjorde Lucas Andersen det til 3-1 efter et oplæg af Mads Bomholt. 

FC Midtjylland skabte herefter de fleste chancer, men mod slutningen sparkede U/17-spiller Valdemar Møller kampens sidste scoring over stregen efter et mønsterangreb af Sebastian Otoa og Anders Noshe. 

Se et fyldigt sammendrag af opgøret i videoen øverst, hvor du også kan få reaktioner fra cheftræner Oscar Hiljemark og 1-0-målscorer Younes Bakiz. 

Tags på denne nyhed

AaB med klare sejrscifre i første testkamp

19. januar 2024 kl. 14:38 af Brian Andersen

Dermed fik AaB nøjagtig som i sommer, da netop FC Midtjylland også blev slået i forberedelsesfasens første testkamp, en god begyndelse på halvårets udfordringer.

AaB fik en drømmestart, da Tim Prica i det tredje minut lagde bolden til Younes Bakiz, som fra distancen scorede på et fint, fladt skud.

Og bare to minutter senere blev føringen fordoblet, da Tim Prica endnu længere udefra udnyttede, at FC Midtjyllands bageste skanse Martin Fraisl var kommet på mellemhånd.

AaB var generelt set i god kontrol, ligesom genpresset ved flere lejligheder sad lige i skabet.

Midtvejs i halvlegen var Tim Prica igen nærgående efter en god pasning af Malthe Højholt, mens AaB-keeper Rody de Boer ni minutter før pausen måtte levere en fodparade for at afvise muligheden til Victor Lind.

En fortjent pauseføring blev hurtigt reduceret i anden halvleg, da Charles allerede i det 47. minut uhindret ved den bageste stolpe kunne heade læderet i netmaskerne.

Blot tre minutter gik der imidlertid før AaB var på 3-1, da Lucas Andersens fra tæt hold udnyttede en assist fra Mads Bomholt.

I fortsættelsen var AaB-målmand Josip Posavec på plads over for en stor FCM-chance, og også Aral Simsir og Paulinho var tæt på med gode afslutninger for uldjyderne.

I den modsatte ende bød Kasper Davidsen også ind med et skudforsøg tæt over tværribben, og 4-1 til AaB blev det syv minutter før tid, hvor Sebastian Otoa med et af sine klassiske raids leverede et fremragende forarbejde til den endnu yngre Valdemar Møller, som midt for mål bragte AaB på slutfacit 4-1.

I den første halve time fik både Daniel Ask og Jubril Adedeji de første kampminutter i benene i AaB-trøjen, og for begges vedkommende så det aldeles fornuftigt ud, hvilket også var tilfældet for en række spillere fra AaB Akademiet.

Næste testkamp spilles om en uge mod Randers FC, hvor der venter tre gange 45 minutter.

Matchfatcs – testkamp i Stadome, Ikast
FC Midtjylland-AaB  1-4 (0-2)
3. min 0-1 Younes Bakiz, 5. min 0-2 Tim Prica, 47. min 1-2 Charles, 50. min 1-3 Lucas Andersen, 83. min 1-4 Valdemar Møller.

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Diego Caballo, Malthe Højholt, Daniel Ask, Melker Widell, Younes Bakiz, Tim Prica, Jubril Adedeji.

Efter 30 minutter: Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Malthe Kjølby, Diego Caballo, Richard Odada, Malthe Højholt, Kasper Davidsen, Lucas Andersen, Tim Prica, Emmanuel Toku.

Fra 46. minut: Josip Posavec, Jeppe Pedersen, Sebastian Otoa, Nóel Atli Arnórsson, Jakob Ahlmann, Mads Bomholt, Kasper Davidsen, Richard Odada, Lucas Andersen, Nicklas Helenius, Emmanuel Toku.

60: Valdemar Møller Damgaard erstatter Richard Odada.

Fra 75. minut: Josip Posavec, Emil Nymann, Sebastian Otoa, Nóel Atli Arnórsson, Jakob Ahlmann, Valdemar Møller, Marcus Bonde, Jeppe Pedersen, Anders Noshe, Nicklas Helenius, Nikolai Veilbæk.

Tags på denne nyhed

Standerhejsning i AaB af 1885 på søndag

19. januar 2024 kl. 09:19 af Rasmus Estrup

Alle nuværende og tidligere medlemmer af AaB af 1885 inviteres til standerhejsning på Hornevej på søndag.

Standerhejsningen indledes som sædvanlig ved flagstangen kl. 10.00. Efter en tale af formand i AaB af 1885 Claus Fallingborg, vil der være aktiviteter på anlægget for U/10-holdene og opefter frem til ca. kl. 11.30.

Herefter serveres der som sædvanlig suppe i caféen.

Tags på denne nyhed

Gratis adgang til Aalborg Zoo i morgen

19. januar 2024 kl. 07:58 af Rasmus Estrup

I denne uge er der igen masser af gratis aktiviteter for vores sæsonkortholdere gennem den oplevelsespakke, der er lavet i samarbejde med andre nordjyske kulturinstitutioner for at takke for opbakningen gennem hele året.

Siden tirsdag og frem til henholdsvis i morgen og søndag har vores sæsonkortholdere gratis kunnet besøge Aalborg Historiske Museum og Vikingemuseet Lindholm Høje, og i morgen er der også gratis adgang til Aalborg Zoo med et AaB-sæsonkort.

Aalborg Zoo giver således - ligesom forrige lørdag - gratis entré, hvis du ved indgangen fremviser et gyldigt sæsonkort til Aalborg Portland Park.

Aalborg Zoo har i morgen åbent fra kl. 10.00 til 15.00.

Hele oplevelsespakken for vores sæsonkortholdere i 2023/2024 består af:

  • Gratis entré til Aalborg Historiske Museum fra mandag 4. december til og med lørdag 16. december og igen fra tirsdag 9. januar til og med lørdag 20. januar.
  • Gratis entré til Vikingemuseet Lindholm Høje fra mandag 4. december til og med søndag 17. december og igen fra tirsdag 9. januar til og med søndag 21. januar.
  • Gratis entré til Nordsøen Oceanarium enten søndag 10. december, torsdag 28. december, søndag 14. januar eller søndag 21. januar samt 20 procent rabat på billetter til sæsonkortholderes familiemedlemmer i samme weekend.
  • Gratis entre til Aalborg Zoo enten lørdag 13. januar eller lørdag 20. januar.  
  • Invitation til julehygge med AaB og Arbejdernes Landsbank onsdag 6. december.
  • Invitation til AaB’s preseason-arrangement onsdag 24. januar.

Oplevelsespakken er kun for sæsonkortholdere - ikke billetabonnenter.

Tags på denne nyhed
'