Sejr i U/19 Ligaen og U/15 Ligaen

6. marts 2023 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-4
Lørdag tog U/19 Ligaholdet årets første sejr, da Patrick Allentoft samtidig scorede et hattrick i nordjydernes besøg hos Vejle Boldklub.

AaB lagde fra start et godt pres på hjemmeholdet, og den gode indledning blev fulgt op af to scoringer af Patrick Allentoft. Den ene gennem en stikning og den anden efter et godt gennembrudsspil med flot forarbejde af Gustav Dahl. 

Efterfølgende fik Vejle Boldklub vendt kampbilledet og først reduceret til 2-1 og siden udlignet til 2-2.

Inden pausen scorede Patrick Allentoft sit tredje mål i kampen, og dermed kunne AaB gå til pause foran 3-2.

Efter pausen fik AaB vist et stærkt udtryk, hvor nordjyderne forsvarede sig komfortabelt mod de få muligheder fra hjemmeholdet, og Donovan Bagou efter en god omstilling i fællesskab med Anders Noshe afgjorde kampen med 4-2-målet.

- Det var dejligt at blive bekræftet i, at vi har udviklet os i vores spil på bolden især. Det så vi især i starten af kampen, hvor vi sad rigtig fint på spillet og leverede noget af det bedste spil i sæsonen. Og så var det fedt at få output på det, vi arbejder hårdt på, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen. 

- I anden halvleg lignede kampen mere en voksenkamp, hvor vi spillede med stor modenhed, var i god kontrol og viste kynisme i forsvaret af eget felt. Og så skal jeg også huske at rose Patrick Allentoft for hans hattrick i første halvleg. Det er ikke ofte man ser det i U/19 Ligaen, siger Lars Noer Madsen. 

AaB har nu 15 point og ligger på 12. pladsen i U/19 Ligaen inden næste weekends udekamp mod FC Midtjylland.

U/17 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-1
U/17 Ligaholdets udekamp mod Vejle Boldklub i lørdags gav desværre ikke point med sig trods en ellers fin præstation.

AaB gjorde det bedst i første halvleg, men fik ikke skabt mange chancer, og opgøret var derfor uden scoringer ved pausen. 

I anden halvleg kom Vejle Boldklub bedst ud, og hjemmeholdet kom også i front 20 minutter før tid. 

AaB’s Arif Loki fik udlignet fem minutter før slutfløjt, og dermed lignede det, at AaB kunne tage hjem med et point, men i tillægstiden scorede Vejle Boldklub det afgørende 2-1-mål.

- Vi var meget sygdomsramt, men alle kæmpede godt for tingene, og vi lykkedes langt hen ad vejen også med de ting, vi arbejder på både offensivt og defensivt. Især offensivt fik vi skabt flere chancer end senest, så det var med pil op, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen. 

- Men til sidst er det frustrerende, at vi ikke får et point med hjem, når vi udlignede fem minutter før tid. Og det kan vi kun takke os selv for, fordi vi var for sjuskede og sløsede i at komme på plads i forbindelse med et indkast, som førte til Vejle sejrsmål. Det må ikke ske, siger Theis Larsen. 

U/17 Ligaholdet spiller først sin næste ligakamp 1. april på hjemmebane mod FC Nordsjælland. Indtil da ligger AaB på 13. pladsen U/17 Ligaen.  

U/15 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 0-2
AaB’s U/15 Ligamandskab kunne ligesom U/19 Ligaholdet tage hjem fra Vejle med en sejr i bagagen.

De nordjyske gæster kom foran med 1-0 efter 30 minutters spil, da Valdemar Rubæk Vestergaard fandt vej til nettet første gang.

Otte minutter efter pausen var Valdemar Rubæk Vestergaard så på pletten igen, da han med sin anden scoring i kampen sikrede AaB en udesejr på 2-0.

Sejren betyder, at AaB indtager femtepladsen i U/15 Ligaen med 25 point.

Næste uges planlagte udekamp mod FC Midtjylland er blevet udsat, og derfor er næste skemalagte U/15 Ligakamp for AaB 18. marts på hjemmebane mod Silkeborg I.F.

Tags på denne nyhed

Hamrén kigger frem mod FCM-kampen

5. marts 2023 kl. 12:33 af Rasmus Estrup

I morgen aften kl. 19.00 tager AaB imod FC Midtjylland på Aalborg Portland Park, og du kan købe billetter til kampen her. 

AaB går ind til kampen med en pokalsejr over Viborg F.F. i frisk erindring, og betydningen af det samt forventningerne til mandagskampen sætter cheftræner Erik Hamrén ord på i dette interview. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB TV: Fem mål mod FC Midtjylland i 2022

5. marts 2023 kl. 09:16 af Rasmus Estrup

Inden AaB i morgen møder FC Midtjylland på Aalborg Portland Park i 3F Superligaens 20. spillerunde, kan du i videoen øverst få et gensyn med de fem AaB-scoringer mod mandagens gæster i 2022. 

I marts 2022 sikrede scoringer af Daniel Granli og Kasper Høgh en udesejr i Herning, og i maj var det Iver Fossum, der scorede direkte på hjørnespark på Aalborg Portland Park. 

I denne sæsons første indbyrdes mellem AaB og FC Midtjylland vandt AaB udekampen i herning med 2-0 efter fuldtræffere fra Pedro Ferreira og Allan Sousa. 

Køb billetter til mandagskampen på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, der i morgen åbner kl. 17.30. Kampstart i morgen er kl. 19.00. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og FC Midtjylland…

4. marts 2023 kl. 15:25 af Brian Andersen

- at den forestående duel er 3F Superligakamp nummer 68 mellem AaB og FC Midtjylland. Statistikken siger 25 sejre til AaB, ni uafgjorte og 33 nederlag samt en målscore på 79-95 set med AaB’s øjne.

- at ud af de 67 tidligere 3F Superligakampe mod FC Midtjylland har AaB scoret først i 26 tilfælde, hvilket har resulteret i 20 sejre, tre uafgjorte og kun tre nederlag. Omvendt har FC Midtjylland scoret kampens første mål i 39 tilfælde, hvilket har givet AaB fem sejre, fire uafgjorte og 30 nederlag.

- at AaB har tabt de seneste fem 3F Superligakampe mod FC Midtjylland på Aalborg Portland Park med en samlet målscore på 1-8. Faktisk har AaB kun én sejr i de seneste 12 3F Superliga-hjemmekampe mod FC Midtjylland, juli 2018, svarende til en periode på knap ni år.

- at AaB til gengæld 4. september 2022 vandt klubbernes seneste møde, da det blev 2-0 på MCH Arena i Herning efter scoringer af Pedro Ferreira og Allan Sousa.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Allan Sousa (1 mål) og Pedro Ferreira (1) også Nicklas Helenius (6 mål), Iver Fossum (1) og Daniel Granli (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod FC Midtjylland.

- at AaB har tabt de seneste seks 3F Superligakampe, hvilket er identisk med AaB’s Superligarekord. Et nederlag til FC Midtjylland mandag aften vil således betyde, at AaB for første gang siden august-oktober 1980 taber syv kampe i træk i den bedste række, hvilket dengang endte med en serie på 11 nederlag i træk (faktisk for anden gang i 1980-sæsonen!).

- at der de senere år ikke har været tradition for mange mål i 3F Superligakampe mellem AaB og FC Midtjylland. Således har hverken AaB eller FC Midtjylland formået at score flere end to mål i hver af de seneste 13 indbyrdes 3F Superligakampe, hvor det samlet set er blevet til blot 25 scoringer.

- at udeholdet har fået point i ni ud af de ti seneste 3F Superligakampe mellem AaB og FC Midtjylland. Otte kampe er endda endt med en sejr til udeholdet, hvorimod kun en enkelt kamp er endt med tre point til hjemmeholdet.

- at AaB’s otte seneste 3F Superligakampe afviklet i marts måned har resulteret i fem sejre, én uafgjort og to nederlag. Samtidig er det lykkedes AaB at holde modstanderen fra at score i fem af de otte kampe.

- at AaB senest var i aktion på datoen 6. marts, da det i 2022 sluttede målløst i Aalborg mod Vejle Boldklub.

- at de fem seneste mandagsmøder i 3F Superligaen mellem AaB og FC Midtjylland i Aalborg ikke er endt med sejr til AaB. De fem kampe er skiftevis endt med sejr og uafgjort, og hvis mønstret fortsætter, ender kampen mandag aften uafgjort.

- at AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2023 går ubeskåret til Café Parasollen Aalborg, som efter forårets første hjemmekamp allerede er sikret en donation på 15.708 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod FC Midtjylland her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Besøg fra børneafdelingen

4. marts 2023 kl. 08:21 af Rasmus Estrup

I går var der FodboldtrøjeFredag til fordel for Børnecancerfonden, som ubeskåret modtager alle donationer for gennem støtte, forskning og forebyggelse at kunne gøre en mærkbar forskel for kræftramte børn og deres familier.

AaB støtter i år op om FodboldtrøjeFredag, og i den forbindelse var børn og unge fra børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital inviteret i en skyboks på Aalborg Portland Park til pokalkampen mod Viborg F.F. torsdag aften.

Børneafdelingen er for børn og unge med kræft eller blodsygdomme, og inden kampstart var Theo Sander, Younes Bakiz og Andreas Poulsen forbi for at uddele gaver, skrive autografer og tage en hyggesnak med de unge. AaB's maskot Theodor dukkede også op og uddelte highfives og krammere. 

Du kan stadig støtte AaB's indsamling til FodboldtrøjeFredag via Mobilepay-nummer 191848. Derudover er der også en auktion i gang på Louka Prips og Rasmus Thelanders kampbrugte trøjer fra torsdagskampen, hvorigennem alle indsamlede kroner går direkte til Børnecancerfonden. 

Tags på denne nyhed
'