Hiljemark om udekampen i Lyngby

29. maj 2023 kl. 08:08 af Rasmus Estrup

I dag kl. 14.00 gæster AaB Lyngby Boldklub på Lyngby Stadion i næstsidste runde i 3F Superligaen. 1.200 AaB-fans har på forhånd billet til kampen, og du kan læse mere om, hvordan du kan støtte AaB i Lyngby i dag ved at klikke her. 

Forud for dagens kamp ligger AaB på 10. pladsen i 3F Superligaen med 27 point, mens Lyngby Boldklub ligger på 12. pladsen med 24 point. Mellem dagens to duellanter ligger AC Horsens, der har spillet deres næstsidste kamp, med 27 point, men en dårligere målscore end både AaB og Lyngby Boldklub. 

I videoen øverst kan du se et interview med cheftræner Oscar Hiljemark, der sætter ord på forberedelserne og forventningerne til dagens kamp. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Lyngby Boldklub og AaB…

28. maj 2023 kl. 20:26 af Brian Andersen

- at morgendagens duel er 3F Superligakamp nummer 62 mellem Lyngby Boldklub og AaB. Statistikken siger 27 sejre til AaB, 17 uafgjorte og 17 nederlag samt en målscore på 99-66 i AaB’s favør.

- at AaB har fået point mod Lyngby Boldklub i de otte seneste indbyrdes opgør i 3F Superligaen, fordelt på fem sejre og tre uafgjorte. De to seneste kampe har endda været med clean sheet, og et tredje clean sheet mod Lyngby Boldklub vil være en tangering af AaB’s rekord fra september 1996-april 1997.

- at klubberne senest mødte hinanden 30. april 2023, hvor Allan Sousas enlige træffer på Aalborg Portland Park afgjorde kampen til AaB’s fordel.

- at klubbernes seneste møde på Lyngby Stadion foregik 14. oktober 2022, hvor Younes Bakiz med to pletskud sørgede for en 2-0 gevinst til AaB.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Allan Sousa (2 mål) og Younes Bakiz (2) også Lucas Andersen (3 mål), Iver Fossum (2), Jakob Ahlmann (1) og Nicklas Helenius (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Lyngby Boldklub.

- at ud af de 61 tidligere 3F Superligakampe mod Lyngby Boldklub har AaB scoret først i 28 tilfælde, hvilket har resulteret i 22 sejre, fire uafgjorte og kun to nederlag. Omvendt har Lyngby Boldklub scoret kampens første mål i 28 tilfælde, hvilket har givet AaB fem sejre, otte uafgjorte og 15 nederlag.

- at AaB har spillet uafgjort i sine tre seneste udekampe i 3F Superligaen; mod FC Midtjylland, Silkeborg I.F. og OB. Hvis det for fjerde udekamp i træk ender uden vinder, vil det være første gang siden maj-august 2014, at AaB spiller uafgjort i fire 3F Superliga-udekampe i træk.

- at AaB ikke i de senere år har haft held med at få point i udekampe i maj måned i 3F Superligaen, idet de seneste 13 udekampe i maj er endt med blot én sejr, otte nederlag og fire uafgjorte.

- at AaB én gang tidligere har spillet en 3F Superligakamp på Lyngby Stadion på datoen 29. maj. Det var i 1994, hvor Peter Rasmussen kort efter pausen sørgede for kampens enlige mål og dermed en 1-0 sejr til AaB.

- at dommer Jakob Kehlet har dømt AaB i 50 tidligere kampe i 3F Superligaen; 2. pinsedags dyst bliver tredje gang i alt, men første gang siden 2011 med Kehlet som opmand mellem de to klubber.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sæsonens fire mål mod Lyngby Boldklub

28. maj 2023 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

2. pinsedag kl. 14.00 spiller AaB på udebane mod Lyngby Boldklub i endnu en vigtig 3F Superligakamp. 

Inden mandagens duel på Lyngby Stadion kan du i dette tilbageblik genopleve AaB's fire tidligere sæsontræffere mod mandagens modstander. De fire scoringer fordeler sig på to målscorere, Allan Sousa og Younes Bakiz, som begge har været på tavlen to gange. 

Først var det Allan Sousa, der scorede det udlignende mål i 1-1-kampen på Aalborg Portland Park, inden Younes Bakiz i efterårets udekamp leverede de to scoringer i 2-0-sejren. 

Endelig scorede Allan Sousa det afgørende straffesparksmål i 1-0-sejren på Aalborg Portland Park i klubbernes første møde i Kvalifikationsspillet. 

Ønsker du at støtte AaB på tribunen i morgen, kan du finde alle praktiske informationer her. Ellers kan opgøret følges på Canal 9 med optakt fra kl. 13.00. 

Tags på denne nyhed

9.000 har billet til sæsonens sidste kamp

28. maj 2023 kl. 07:57 af Rasmus Estrup

Lørdag 3. juni kl. 14.00 spiller AaB sæsonens sidste kamp hjemme på Aalborg Portland Park mod Silkeborg I.F. 

Allerede nu har flere end 9.000 AaB-fans købt billetter til sæsonafslutningen, og du kan gøre det samme på www.billet.aabsport.dk. 

Inden det gælder hjemmekampen mod Silkeborg I.F. i 32. spillerunde, spiller AaB en vigtig kamp i morgen, 2. pinsedag, på udebane mod Lyngby Boldklub kl. 14.00. Se her, hvordan du kan støtte AaB på udebane i morgen.

Tags på denne nyhed

AaB bærer klubdragten i Lyngby

26. maj 2023 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Hver gang det er muligt, spiller AaB i klubdragten fra Macron med rød-hvide striber. Dette gentages på mandag, når AaB kl. 14.00 spiller endnu en vigtig kamp i 3F Superligaen på udebane mod Lyngby Boldklub.

Klubdragten er skabt i et tæt samarbejde med Macron og er en del af Nordens Paris-kollektionen, hvilket blandt andet kan ses, ved at Aalborg Tårnets benkonstruktion indgår i designet.

Du kan købe trøjen online på www.aabshoppen.dk i de størrelser, der endnu ikke er udsolgt.

Kampen på mandag er den næstsidste i denne sæson, og der forventes flere end 1.000 AaB-fans i udebaneafsnittet på Lyngby Stadion. Vil du også støtte Hele Nordjyllands Hold fra tribunen på mandag, kan du klikke her og se praktisk info om hvordan.

AaB's næste hjemmekamp er også sæsonens sidste kamp, som spilles lørdag 3. juni mod Silkeborg I.F. kl. 14.00. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

 

Tags på denne nyhed
'