Vidste du om AaB og Silkeborg I.F…

4. november 2022 kl. 14:28 af Brian Andersen

- at den forestående duel er 3F Superligakamp nummer 80 mellem AaB og Silkeborg I.F. Statistikken siger 27 sejre til AaB, 25 uafgjorte og 27 nederlag samt en målscore på 111-109 i AaB’s favør.

- at AaB har tabt de fire seneste 3F Superligakampe mod Silkeborg I.F. med samlet 5-13, hvilket er AaB’s længste serie af nederlag i træk til Silkeborg I.F. i 3F Superligaen. AaB tabte dog i perioden 1972-1985 samlet fem divisionskampe i træk mod Silkeborg I.F.

- at de ni seneste 3F Superligakampe mellem AaB og Silkeborg I.F. afviklet i Aalborg er endt med en sejr til en af klubberne. AaB har stået med de tre point i seks af de ni kampe, men de to seneste opgør er endt med nederlag til AaB.

- at AaB’s seneste hjemmesejr mod Silkeborg I.F. er dateret 29. juli 2019, hvor scoringer af Tom van Weert (2) og Mikkel Kaufmann sørgede for en 3-1 gevinst til AaB.

- at AaB dog også sejrede, da klubberne 16. februar 2020 mødtes i Silkeborg, hvor den nuværende SIF’er Kasper Kusk scorede begge mål i 2-0 sejren til AaB.

- at fra den nuværende AaB-trup har Louka Prip (2 mål) og Kasper Høgh (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Silkeborg I.F.

- at Silkeborg I.F. er uden sejr i deres fire seneste 3F Superligakampe, hvorimod AaB er uden sejr i sine to seneste 3F Superligakampe.

- at ud af de 79 tidligere indbyrdes 3F Superligakampe har AaB scoret først i 35 tilfælde, hvilket har resulteret i 21 sejre, 11 uafgjorte og kun tre nederlag. Omvendt har Silkeborg I.F. scoret kampens første mål i 34 tilfælde, hvilket har givet AaB seks sejre, fire uafgjorte og 24 nederlag.

- at senest AaB var i aktion på datoen 6. november, var i 2020, hvor det på udebane blev til en sejr på 2-1 over Randers FC efter scoringer af Jores Okore og nuværende assistenttræner Oscar Hiljemark. På hjemmebane har AaB aldrig tabt en divisionskamp den 6. november, hvor det er blevet til fire sejre og én uafgjort.

- at søndagens dommer Jens Maae netop har passeret ti år som dommer i 3F Superligaen efter debuten i juli 2012. Han har dømt AaB 31 gange i 3F Superligaen og har kun haft anledning til at dømme seks straffespark og udvise to spillere.

- at Jens Maae to gange tidligere har dømt en dyst mellem AaB og Silkeborg I.F., hvilket senest skete i den tidligere nævnte kamp 29. juli 2019.

- at udover AaB’s tidligere mestertræner fra 2014, Kent Nielsen, så møder silkeborgenserne frem med hele fem tidligere AaB-spillere i truppen: Kasper Kusk (252 officielle kampe og 60 mål for AaB), Nicolai Larsen (235/0), Nicklas Helenius (164/52), Lukas Klitten (31/0) og Søren Tengstedt (15/2).

- at AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2022 går ubeskåret til Safe House – Aalborg, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 106.596 kr. Køb i forsalg billet til kampen mod Silkeborg I.F. her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i oktober

4. november 2022 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

Efter en usædvanlig tæt afstemning, hvor de tre topplaceringer var adskilt af blot tre stemmer, har fansene kåret Younes Bakiz’ 1-0-scoring mod Lyngby Boldklub til månedens mål i oktober.

Younes Bakiz stod bag fire af de otte kandidater til månedens mål. Hans første mål i Lyngby tog førstepladsen med 28 procent af stemmerne, mens Marco Ramkildes hovedstødsmål mod Viborg F.F. fulgte lige efter med 27 procent af stemmerne. Tredjepladsen gik til Younes Bakiz’ 2-1-mål på udebane mod Brøndby I.F. med 25 procent af stemmerne.

AaB takker alle der deltog i afstemningen og ønsker tillykke til Victor, der gennem en lodtrækning er blevet udtrukket som vinder af et særligt AaB-edition af FIFA 23 til PlayStation 5. Victor kontaktes direkte på mail af AaB.

Tags på denne nyhed

Oplevelsespakke til alle AaB’s sæsonkortholdere

3. november 2022 kl. 13:30 af Rasmus Estrup

Mens 3F Superligaen i vinterpausen ligger stille, får alle AaB’s sæsonkortholdere en oplevelsespakke med gratis entré til andre kulturinstitutioner i Nordjylland.  

AaB er således gået sammen med Aalborg Zoo, Kunsten og Nordsøen Oceanarium om gratis aktiviteter for alle AaB’s sæsonkortholdere i november, december og januar.  

- Gennem en længere periode har vi mærket en fantastisk opbakning fra fansene, og i år rundede vi for første gang i klubbens historie 4.300 sæsonkortholdere. Det er vi enormt taknemmelige for, siger AaB’s kommercielle direktør Jesper Elkjær.  

- Vi er derfor rigtig glade for, at tre store nordjyske kulturinstitutioner som Aalborg Zoo, Kunsten og Nordsøen Oceanarium ønsker at bakke op om dette gratis tilbud til alle vores sæsonkortholdere, som nu kan besøge andre store kulturinstitutioner i den kommende vinterperiode uden fodbold på Aalborg Portland Park, fortsætter Jesper Elkjær. 

Oplevelsespakken til AaB’s sæsonkortholdere indebærer: 

  • Gratis adgang til Kunsten efter kl. 16.00 i uge 48 (29. november-4. december) 
  • Gratis adgang til Nordsøen Oceanarium enten søndag 4. december, søndag 11. december, søndag 15. januar eller søndag 22. januar. 
  • Gratis adgang til Aalborg Zoo enten lørdag 14. januar eller lørdag 28. januar.  

AaB’s sæsonkortholdere skal kunne fremvise et aktivt sæsonkort ved indgangene. 

Derudover inviteres alle AaB’s sæsonkortholdere gratis til AaB’s preseason-arrangement i februar. Nærmere info om dette følger senere.  

AaB spiller årets sidste hjemmekamp i 2022 på søndag, når Silkeborg I.F. gæster Aalborg Portland Park kl. 14.00. Alle sæsonkortholdere kan i fanzonen hente en gratis øl/sodavand fra AaB og Royal Unibrew. Læs mere om det her.

Tags på denne nyhed

Sander udtaget til U/18-landsholdet

3. november 2022 kl. 11:59 af Rasmus Estrup

AaB-målmand Theo Sander skal sammen med det danske U/18-landshold til en miniturnering i Kroatien fra 15. november til 21. november, hvor der venter tre kampe.

Først spiller Danmark mod Portugal 15. november, og 18. november møder danskerne Irland, inden Danmark i sidste kamp står over Japan 21. november.

17-årige Theo Sander har indtil videre spillet 13 ungdomslandskampe, hvoraf den ene har været for U/18-landsholdet.

Tags på denne nyhed

Halstørklædedag, “Fællesskab for alle" og gratis øl

3. november 2022 kl. 08:50 af Rasmus Estrup

Kampinfo: AaB-Silkeborg I.F.
Spillerunde: 16
Spilledato: Søndag 6. november 2022
Kick-off: Kl. 14.00
Dørene åbner: Kl. 12.30
Fanzonen åbner: Kl. 11.30
Dommer: Jens Maae

Flere end 10.000 fans har billet - køb online
Flere end 10.000 AaB-fans har allerede billet til årets sidste hjemmekamp mod Silkeborg I.F., og du kan i forsalg købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan sikre dig et sæsonkortabonnement. 

Billethusene på Aalborg Portland Park åbner kl. 11.30 på søndag, såfremt der ikke er udsolgt.

Tilhængere af Silkeborg I.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Halstørklædedag på Aalborg Portland Park
På søndag er der Halstørklædedag på Aalborg Portland Park, og alle fans opfordres til at medbringe et AaB-halstørklæde til kampen, så vi kan få klædt Aalborg Portland Park i rødt og hvidt. Hold det også gerne op under indløb og "Som Ramt af Lynet", så vi kan få skabt en fantastisk kulisse.

I forbindelse med Halstørklædedag er det i AaB Fanshop både i fanzonen og foyeren muligt at købe halstørklæder til kun 99 kr.

Gratis øl/vand til alle sæsonkortholdere
Som tak for støtten gennem hele året kan alle sæsonkortholdere få en gratis øl eller sodavand i fanzonen af AaB og Royal Unibrew. I forbindelse med udleveringen får de 1.000 første sæsonkortholdere også en ekstra gave som tak for støtten. 

Den gratis øl eller sodavand udleveres udelukkende fra den særskilte Royal Unibrew-ølbod i fanzonen. For at få den gratis øl/sodavand, kræves det, at man som sæsonkortholder har downloadet og oprettet en profil på AaB’s app, da den gratis drikkevare og gaven skal indløses via en voucher i appen. Læs mere her.

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et nyt børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”, som får premiere på søndag. 

“Fællesskab for alle” foregår i fanzonen og Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn i folkeskolealderen kan sidde sammen med jævnaldrene samt pædagogstuderende kampen igennem. 

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park.  

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”. Læs mere her.

Køb AaB’s nye julesweatere i AaB Fanshop
Søndag kan du også købe AaB’s nye julesweatere i AaB Fanshop både i foyeren og i fanzonen.

AaB Fanshop åbner kl. 11.30, og du kan naturligvis også købe merchandise samt AaB’s spillerdragter, der alle er lavet i et miljøvenligt materiale og også kan købes online på www.aabshoppen.dk

Masser af aktiviteter i fanzonen fra kl. 11.30
Fanzonen er fuld af aktiviteter på søndag, når den åbner kl. 11.30.

Man kan blandt andet prøve kræfter med en Goal Station, ligesom at Funcenter kommer forbi med fodbolddart. Som altid vil der også være en AaB-hoppeborg, en sparkestation og mulighed for ansigtsmaling.

Derudover vil en af AaB’s 3F Superligaspillere fra kl. ca. 12.15 skrive autografer til alle interesserede.

I fanzonen kan du naturligvis også købe øl og sodavand samt lækker mad fra Bogø Sandwich.

Salgsvogn med særlige kampdagstilbud på merchandise
I fanzonen vil der igen på søndag være en salgsvogn med særlige kampdagstilbud på AaB-merchandise. Her kan du blandt andet finde AaB-halstørklæder til 99 kr.

Det er kun muligt at anvende betalingskort hos salgsvognen. 

Klubbesøg og pausequiz
Fire af AaB’s nordjyske partnerklubber er søndag på klubbesøg på Aalborg Portland Park. Det gælder IF Jarl Arden, Team Horne Hirtshals, Trekroner I.F. og Storvorde Sejlflod Boldklub. 

Ungdomsspillere fra IF Jarl Arden og Storvorde Sejlflod Boldklub skal løbe med AaB-spillerne på banen inden kickoff, mens spillere fra Trekroner I.F. og Team Horne Hirtshals deltager i pausekonkurrencen på grønsværen.

I pausen er der også en quiz i AaB Appen, som dagens kamppartner Himmerland Forsikring står bag.

Himmerland Forsikring står også bag endnu en pausekonkurrence, hvor der skal sparkes på mål ned mod Vesttribunen.

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen på søndag. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen mod Viborg F.F. spilles. 

Gratis tog- og buskørsel med billet til kampen
Alle med en billet til kampen kan på søndag køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab. Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen.

Vær opmærksom på, at der på grund af vejarbejde på Kastetvej er ændrede busruter. Tjek Rejseplanen for ændringerne. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 12.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Køb pizza i Bod 4 på Complea Tribunen
I Bod 4 på Complea Tribunen er det igen muligt at købe pizza til kampen.

Twitter og Instagram
Det officielle hashtag for kampen er #AaBSIF – følg og benyt dette hashtag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Vær særligt opmærksom på, at Kastetvej samt nogle af sidegaderne er spærret mellem Haraldslund og Skydebanevej på grund af vejarbejde. Altså kan man kun tilgå parkeringspladsen fra øst/Dannebrogsgade.

Vær også opmærksom på, at vejarbejdet har indflydelse på busruten, og derfor skal man stå af ved stoppestedet Suensonsgade, hvis man tager busrute 2. 

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed
'