Vidste du om AaB-AC Horsens…

29. juli 2022 kl. 13:52 af Rasmus Estrup

- søndagens opgør er 36. 3F Superligakamp mellem AaB og AC Horsens? Statistikken siger 13 sejre til AaB, 15 uafgjorte og syv nederlag samt en målscore på 53-33 set med AaB’s øjne.

- AaB ikke har tabt til AC Horsens i de tre seneste 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park, der er endt med to sejre og en uafgjort? Faktisk har udeholdet kun vundet to ud af de 16 seneste indbyrdes 3F Superligaopgør mellem AaB og AC Horsens, hvorimod hjemmeholdet har otte sejre og seks uafgjorte.

- senest AC Horsens var i 3F Superligaen - i 2020/2021 - bød de indbyrdes opgør mellem AaB og AC Horsens på 1,75 mål pr. kamp? Til sammenligning bød de to indbyrdes opgør i 2019/2020-sæsonen på i alt ni scoringer, der alle blev scoret af AaB.

- AaB har scoret i 15 af klubbens 16 tidligere 3F Superligahjemmekampe mod AC Horsens?

- ud af de 35 tidligere 3F Superligakampe har AaB scoret først i 19 tilfælde, hvilket har resulteret i 12 sejre, fem uafgjorte og kun to nederlag? Omvendt har AC Horsens scoret kampens første mål i 10 tilfælde, hvilket har givet AaB én sejr, fire uafgjorte og fem nederlag.

- hvis ikke AaB får point mod AC Horsens, vil det være første gang i 3F Superligaen, at AaB står med nul point efter sæsonens tre første kampe? Syv gange tidligere har AaB ikke vundet i de tre første kampe, men det er dog lykkedes at spille uafgjort i én eller to af kampene.

- Kasper Kusk med fire mål er den nuværende AaB-spiller, der har scoret flest mål i de indbyrdes 3F Superligakampe mod AC Horsens? Og med en scoring mere tangerer han rekorden blandt alle spillere i de indbyrdes kampe. Lige nu deles førstepladsen af Nicklas Helenius og Gilberto Macena med fem kasser.

- foruden Kasper Kusk har også Lucas Andersen (2) og Mathias Ross (1) været på tavlen for AaB i 3F Superligakampe mod søndagens modstander?

- Jakob Ahlmann kan spille sin 18. 3F Superligakamp mod AC Horsens, hvilket vil bringe ham op på tredjepladsen over spillere med flest kampe i indbyrdes 3F Superligakampe mellem AaB og AC Horsens efter Rasmus Würtz (19) og Thomas Kortegaard (21)? Men med blot 47 minutter på banen på søndag vil han have opnået flest spilleminutter mod AC Horsens.

- dommer Sandi Putros har dømt AaB i 16 3F Superligakampe, der er endt med otte sejre til AaB, fire uafgjorte og fire nederlag? AaB har dog ikke vundet med Sandi Putros som dommer siden september 2020, hvor modstanderen på Aalborg Portland Park var netop AC Horsens.

- i Sandi Putros’ 16 3F Superligakampe med deltagelse af AaB har han uddelt 72 advarsler, udvist fire spillere og dømt fem straffespark?

- AaB ikke har tabt en 3F Superligakamp på datoen 31. juli, og i 1996 vandt AaB på denne dato 5-0 på udebane over Viborg F.F.? Søren Andersen scorede alle fem AaB-mål i kampen.

- både AaB og AC Horsens har scoret to mål i denne sæson? Mens AaB’s mål begge er scoret med venstrebenet, er AC Horsens’ to mål lavet med højrefoden.

- AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2022 går ubeskåret til Safe House – Aalborg. Efter sæsonens første hjemmekamp er beløbet på 18.770 kr.

- du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk? Børnebilletter koster kun 10 kr., og fanzonen åbner med masser af aktiviteter for børn kl. 11.30. 

(Kilde: danskfodbold.com, OPTA og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

Få fast plads på Aalborg Portland Park

29. juli 2022 kl. 09:49 af Rasmus Estrup

Efter søndagens udsolgte kamp mod FC København er det igen muligt at købe sæsonkortabonnement til Aalborg Portland Park, som flere end 4.100 AaB-fans i øjeblikket har sæsonkort til. Det er flere sæsonkortholdere end nogensinde før. 

Priserne på et sæsonkortabonnement starter fra 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. om måneden for børn. 

Tegner du et sæsonkortabonnement nu, får du adgang til tre kampe i første måned; AaB-AC Horsens 31. juli, AaB-FC Nordsjælland 14. august og AaB-Brøndby I.F. 21. august. 

Læs mere om fordelene ved et sæsonkortabonnement her. 

For et nytegnet abonnement er der seks måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + en måned. 

Køb dit sæsonkortabonnement på www.billet.aabsport.dk, hvor det også er muligt at købe billetter til søndagens kamp mod AC Horsens samt hjemmekampen mod FC Nordsjælland søndag 14. august kl. 16.00. 

Tags på denne nyhed

Future Cup erstatter Reserveliga

29. juli 2022 kl. 08:19 af Rasmus Estrup

Dansk fodbold har de seneste år haft meget stor fokus på talentudvikling, og derfor er det også helt naturligt, at turneringen, der hidtil har været for de danske klubbers reserver, nu i stedet får fokus på klubbernes yngre spillere.

Klubberne skal primært stille med spillere U21 og yngre. Dog er der mulighed for at supplere med op til fem ældre spillere i truppen, hvad enten det måtte være spillere, der ikke var i den seneste startopstilling i ligaen, på vej tilbage efter en skadespause eller lignende. I modsætning til tidligere i Reserveliga vil det ikke være muligt for klubberne at benytte lånespillere i kampene – kun spillere som i forvejen er registreret i klubben.

I alt 15 hold deltager i Future Cup 2022/23. Udover de 12 3F Superliga mandskaber deltager SønderjyskE, Vejle Boldklub og Esbjerg fB.

Der spilles efter en såkaldt ”Swiss Model”, hvor alle 15 deltagerhold indgår i den samme stillingstabel, uanset man ikke møder alle de andre hold i rækken (men kun 6 af de øvrige 15 hold). Dermed bliver Future Cup spillet efter det samme turneringsformat, som UEFA lancerer i Champions League fra sæsonen 2024/25.

Future Cup kører over hele sæsonen, og alle 15 deltagerhold spiller seks kampe i løbet af sæsonen. Hvis det er muligt, er det hensigten at afvikle en afsluttende finale i maj 2023 mellem de to bedst placerede hold i tabellen.

Future Cup vil fast have deltagelse af de 12 3F Superliga klubber, og derudover er der mulighed for deltagelse af op til fire klubber mere.

Kampprogrammet er baseret på fem seedningslag af tre klubber ud fra parameteret: 50/50 % vægtning af den enkelte klubs tabelplacering sidste sæson samt klubbens antal stjerner i DBU´s U-licenssystem.

Herefter er princippet i kampsammensætningen, at hver klub møder de to øvrige klubber i sit eget seedningslag (en hjemme og en ude) og derudover en klub fra hver af de fire øvrige seedningslag.

Med forbehold for ændringer ser efterårets program for AaB's reservehold således ud: 

9. august kl. 13.00 - AaB-Silkeborg I.F., reserveholdstestkamp

29. august kl. 13.00 - Randers FC-AaB, Future Cup

20. september kl. 13.00 - AaB-FC Midtjylland, Future Cup

24. oktober kl. 13.00 - Vejle Boldklub-AaB, Future Cup

31. oktober kl. 13.00 - AaB-AC Horsens, Future Cup

7. november kl. 13.00 - FC Nordsjælland-AaB, Future Cup

Endnu ikke fastlagt - AaB-Silkeborg I.F., Future Cup

Tags på denne nyhed

Funcenter i fanzonen og børnebilletter til 10 kr.

28. juli 2022 kl. 14:56 af Rasmus Estrup

Kampinfo
Spillerunde: 3
Spilledato: Søndag 31. juli 2022
Kick-off: Kl. 14.00
Dørene åbner: Kl. 12.30
Fanzonen åbner: Kl. 11.30

Børnebilletter til 10 kr.
Til søndagens kamp koster børnebilletter kun 10 kr. Køb billetter i forsalg på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan tegne et sæsonkortabonnement. Billethusene på Aalborg Portland Park åbner kl. 12.30 på søndag.

Tilhængere af AC Horsens skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Funcenter har aktiviteter i fanzonen fra kl. 11.30
Fanzonen er rig på sjove muligheder for børn på søndag. Foruden AaB-hoppeborgen, ansigtsmaling og en sparkestation kommer Funcenter også forbi med sjove aktiviteter, som eksempelvis fodbolddart, stafet på FunAnimals og fodboldbowling. 

Kl. 12.15 vil AaB-spillere også skrive autografer i fanzonen, og kl. 13.00 bliver AaB's startopstilling præsenteret på scenen. 

Som altid er det også muligt at købe lækker mad fra grillen samt Bogø Sandwich, ligesom du kan købe vand og øl i boderne.

Køb AaB’s nye spillertøj i AaB Fanshop
I AaB Fanshop både i foyeren og i fanzonen kan du som altid købe diverse AaB-merchandise.

Her finder du også AaB’s helt nye spillerdragt, der er skabt i samarbejde med Macron og indeholder Aalborg Tårnets benkonstruktion i designet. Trøjerne er lavet i bæredygtigt materiale og kan også købes online på www.aabshoppen.dk

Sæsonens AaB'er kåres inden kickoff
AaB Support Clubs medlemmer har stemt på Sæsonens AaB'er i 2021/2022, og prisen bliver overrakt til vinderen umiddelbart inden kickoff. 

Salgsvogn med særlige kampdagstilbud på merchandise
Ligesom i søndags vil der være en salgsvogn med AaB-marchandise, der kører rundt i fanzonen. Salgsvognen sælger merchandise med særlige kampdagstilbud. 

Det er kun muligt at anvende betalingskort hos salgsvognen. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen på søndag. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen på søndag anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Gratis tog- og buskørsel med billet til kampen
Alle med en billet til søndagskampen kan på kampdagen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab. Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen.

Vær opmærksom på, at der på grund af vejarbejde på Kastetvej er ændrede busruter. Altså skal man stå af ved stoppestedet Suensonsgade, hvis man tager busrute 2. 

Kommer man med busrute 16 skal man stå af ved stoppestedet Anneberghus.  

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 12.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner på søndag halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Køb pizza i Bod 4 på Complea Tribunen
I Bod 4 på Complea Tribunen er det igen muligt at købe pizza til kampen.

Twitter og Instagram
Det officielle hashtag for kampen er #AaBACH – følg og benyt dette hashtag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Vær særligt opmærksom på, at Kastetvej er spærret mellem Dannebrogsgade og Haraldslund på grund af vejarbejde. Altså kan man kun tilgå parkeringspladsen på Haraldslund fra den vestlige del af Kastetvej. 

Vær også opmærksom på, at vejarbejdet har indflydelse på busruten, og derfor skal man stå af ved stoppestedet Suensonsgade, hvis man tager busrute 2. 

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seks spillere på debutanttavlen

28. juli 2022 kl. 08:41 af Rasmus Estrup

Casper Gedsted, Oliver Ross, Anders Noshe, Vladimir Prijovic, Oscar Meedom og Gustav Dahl. 

De seks spillere fra AaB Akademiet fik i forårssæsonen 3F Superligadebut for Hele Nordjyllands Hold, og derfor er de nu blevet tilføjet Superligadebutanttavlen i Børge Bach Huset. 

Tavlen omfatter samtlige spillere, der har været en del af AaB Akademiet, inden de har fået 3F Superligadebut for AaB. 

Hvert halvår markeres det ved en lille ceremoni ved sportschef Inge André Olsen, når nye spillere er tilføjet tavlen. 

Se i dette indslag fra AaB TV interview med Oliver Ross, Anders Noshe, Oscar Meedom og Gustav Dahl.