AaB TV: FC Midtjylland-AaB 0-2

21. februar 2022 kl. 06:44 af Rasmus Estrup

Årets første 3F Superligakamp endte med en AaB-sejr på 2-0 over FC Midtjylland på MCH Arena. 

AaB lagde godt fra land og efter 27 minutter kunne Daniel Granli krone et godt opspil, som han selv var med til at drive frem, med en flot scoring til en nordjysk føring på 1-0. 

FC Midtjylland var frem mod pausen nærgående i flere omgange, og Juninho headede blandt andet bolden på træværket. 

I anden halvleg kom AaB igen godt ud, og Louka Prip havde flere afslutninger udefra, inden debutant Kasper Høgh headede et hjørnespark i kassen til 2-0. 

Se det næsten ti minutter lange sammendrag af søndagssejren i Herning i videoen øverst, og køb billet til næste kamp her. 

Næste kamp spilles søndag kl. 14.00 på Aalborg Portland Park mod Silkeborg I.F. Inden opgøret ligger AaB på fjerdepladsen i 3F Superligaen med 31 point, mens Silkeborg I.F. har 28 point på femtepladsen.  

Tags på denne nyhed

AaB henter stærk udesejr over FC Midtjylland

20. februar 2022 kl. 15:58 af Rasmus Estrup

AaB er i skrivende stund på tredjepladsen i 3F Superligaen, efter dagens flotte 2-0-sejr på MCH Arena over FC Midtjylland. Daniel Granli bragte AaB foran i første halvleg, inden Kasper Høgh med sit debutantmål sikrede sejren på 2-0. 

AaB begyndte også opgøret bedst, og blot halvandet minut inde i kampen overraskede et langt indkast fra Anders Hagelskjær FC Midtjylland-holdet, og inde ved forreste stolpe modtog Magnus Christensen bolden med ryggen til mål, men midtbanespillerens forsøg gik forbi. 

I det femte minut vendte Milan Makaric flot rundt på Erik Sviatchenko og tvang FC Midtjylland-anføreren til at begå et frispark på kanten af feltet. Frisparket fra Iver Fossum ramte dog muren og gik ud til et hjørnespark. 

Kampens første afslutning inden for rammen stod FC Midtjyllands Pione Sisto for kort efter, men afslutningen fra kanten af feltet sad lige i favnen på Jacob Rinne. 

Et kvarter inde i opgøret fik FC Midtjylland opgørets hidtil største mulighed, da Joel Andersson fik en friløber fra midterlinjen. Joel Anderssons afslutning, da han nåede AaB-feltet, var dog for svag, så Jacob Rinne reddede forsøget uden større besvær. 

Fem minutter senere tog Louka Prip et godt drev med bolden, inden han slyngede et farligt langskud afsted, som Elias Olafsson reddede til hjørne. 

AaB havde i denne fase godt styr på spillet, og i 28. minut kom også nordjyderne foran. Daniel Granli satte gang i et godt opspil, som gik via blandt andre Malthe Højholt og Louka Prip, inden Daniel Granli selv modtog bolden i feltet og sparkede bolden op mod fjerneste målhjørne til 1-0. 

Iver Fossum fik efterfølgende forsøgt sig med et langskud, som blev rettet af og sad lige på FC Midtjylland-keeperen, inden hjemmeholdets Raphael Onyedika i modsatte ende fik passeret Jacob Rinne, men scoringen blev straks korrekt annulleret for offside på Junior Brumado i opspillet. 

FC Midtjylland lagde frem mod pausen tryk på AaB-feltet, og i 39. minut afsluttede hjemmeholdet tre gange inden for få sekunder. Mens Junior Brumados og Evanders forsøg blev blokeret, sparkede Raphael Onyedika den sidste returbold forbi AaB-målet fra kanten af feltet. 

Tre minutter før pausen slap Junior Brumado igennem til afslutning i AaB-feltet, men med hjælp fra en glidende blokering af Rasmus Thelander reddede Jacob Rinne bolden til et hjørnespark. 

Hjørnesparket førte et nyt indlæg med sig, som havnede i panden på Juninho, der fra kanten af det lille felt headede bolden på træværket, og dermed var AaB fortsat foran med 1-0 ved pausefløjtet. 

Fra anden halvlegs start var der AaB-debut til Kasper Høgh, som erstattede Milan Makaric. Det var dog en anden AaB'er, Louka Prip, der med et forbigående langskud sendte halvlegens første forsøg afsted.

10 minutter efter pausen var Louka Prip endnu en gang på spil fra distancen, og denne gang havde læderet retning mod målet, og Elias Olafsson måtte igen give et hjørnespark. 

Dette endte tæt under mål hos indskiftede Kasper Høgh, som ti minutter inde i sin AaB-debut scorede sit første mål i AaB-trøjen og bragte Hele Nordjyllands Hold foran 2-0. 

To minutter senere afsluttede Evander lige på Jacob Rinne, inden Kasper Høgh i den anden ende var tæt på at blive dobbeltmålscorer, men måtte se FC Midtjylland-målmanden komme i vejen. Det samme måtte Frederik Børsting også i 64. minut, da Kasper Høgh forsøgte at finde Frederik Børsting med en stikning. 

I midten af anden halvleg blev Mathias Ross sendt på banen, og AaB fastholdt kontrol på opgøret. 

Med et kvarter igen var Raphael Onyedika dog i to tilfælde tæt på at reducere, men i første omgang blev hans afslutning blokeret, og få minutter senere sparkede midtbanespilleren forbi AaB-målet, inden også Jakob Ahlmann kom på banen for gæsterne. 

 

Mod slutningen blev også Anosike Ementa sendt i aktion, og AaB kørte sikkert 2-0-sejren hjem. Dermed står AaB med 31 point efter 18 spillerunder, hvilket rækker til en tredjeplads inden søndagens øvrige kampe. 

AaB's næste kamp spilles på Aalborg Portland Park søndag 27. februar kl. 14.00 mod Silkeborg I.F. Køb billet til kampen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, 18. spillerunde

FC Midtjylland-AaB 0-2 (0-1)
28. min 0-1 Daniel Granli, 56. min 0-2 Kasper Høgh
Advarsler FC Midtjylland: Erik Sviatchenko (6), Charles (23), Oscar Fraulo (90)
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (12), Malthe Højholt (33), Anders Hagelskjær (90)
9.004 tilskuere på MCH Arena

FC Midtjylland (3-5-2): Elias Olafsson, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Juninho (61: Paulinho), Joel Andersson, Charles (50: Victor Lind), Evander (61: Max Meyer), Raphael Onyedika, Nikolas Dyhr, Junior Brumado (71: Oscar Fraulo), Pione Sisto (61: Vagner Love). 

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Daniel Granli, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Kristoffer Pallesen (65: Mathias Ross), Malthe Højholt, Magnus Christensen (87: Anosike Ementa), Frederik Børsting (79: Jakob Ahlmann), Louka Prip, Milan Makaric (46: Kasper Høgh), Iver Fossum. 

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

Køb sæsonkort og få tre kampe i første måned

20. februar 2022 kl. 11:58 af Rasmus Estrup

Tegn et sæsonkortabonnement inden årets første hjemmekamp mod Silkeborg I.F. og få tre kampe i den første måned. 

Priserne for et sæsonkort starter fra 85 kr. om måneden for en voksen og 45 kr. for et barn, så tegner du det nu, får du adgang til tre kampe i den første måned fra 85 kr. 

De tre søndagskampe er AaB-Silkeborg I.F. 27. februar, AaB-Vejle Boldklub 6. marts og AaB-Brøndby I.F. 20. marts. Tegn et sæsonkortabonnement her. 

For et nytegnet abonnement er der seks måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + en måned.

Af øvrige fordele får du ud over din faste plads til alle AaB’s 3F Superligakampe og Sydbank Pokalkampe på Aalborg Portland Park med et sæsonkortabonnement også mulighed for gratis at videresende din billet.

Læs mere om sæsonkortfordelene her. 

Tags på denne nyhed

Billetsalget er åbent til AaB-Brøndby I.F.

20. februar 2022 kl. 10:05 af Rasmus Estrup

Om en måned spiller AaB på hjemmebane mod Brøndby I.F. i grundspillets sidste runde, og billetsalget til kampen er nu i gang. 

Kampen mod Brøndby I.F. spilles 20. marts kl. 14.30 på Aalborg Portland Park, og du kan købe dine billetter her. 

Husk også, at du kan blive sæsonkortholder med et sæsonkortabonnement, der koster fra 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. om måneden for børn. 

Tegner du et sæsonkortabonnement i dag, får du tre kampe i første måned. Læs mere og bliv sæsonkortholder her. 

Tags på denne nyhed
'