Partnerklubbilletter er allerede revet væk

9. april 2022 kl. 09:07 af Rasmus Estrup

Alle AaB's 118 nordjyske partnerklubber er blevet inviteret til Partnerklubbernes Dag på Aalborg Portland Park, når AaB søndag 24. april møder Silkeborg I.F. i Mesterskabsspillet. 

Tilmeldingen er sket efter først-til-mølle-princippet, og på to uger har flere end 2.500 medlemmer af de nordjyske partnerklubber tilmeldt sig. Der er derfor ikke længere flere gratis billetter til partnerklubberne.

Men har man ikke fået billet til kampen, er det stadig muligt at købe billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk.

Til Partnerklubbernes Dag mod Silkeborg I.F. vil udvalgte partnerklubber løbe på banen med 3F Superligaspillerne samt deltage i pausekonkurrencen.

Fanzonen åbner 24. april kl. 11.30, og her vil der være en masse aktiviteter, så alle kan komme i den rette fodboldstemning. 

Der vil blandt andet være mulighed for at prøve kræfter med en Goal Station Focus 360, hoppe i AaB's egen AaB-hoppeborg og opleve livemusik fra scenen. Derudover kommer et par AaB-spillere også forbi fanzonen og skriver autografer.

Køb billetter til opgøret her.

AaB TV: AaB-Randers FC 3-0

9. april 2022 kl. 07:30 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 3-0 over Randers FC på Aalborg Portland Park, og dermed indtager AaB tredjepladsen i 3F Superligaen før weekendens øvrige kampe. 

Allerede fra første fløjt gik AaB frem på banen, og med to oplæg af Kasper Kusk og to scoringer af Louka Prip i det femte og syvende minut, fik AaB den bedst tænkelige start op kampen. 

Trods flere muligheder i begge ender inden pausen, lød pausestillingen på en nordjysk 2-0-føring. 

Føringen blev tidligt i anden halvleg udbygget til 3-0, da Louka Prip på en omstilling fandt Milan Makaric, der sparkede AaB yderligere foran. 

I modsatte ende leverede Jacob Rinne et par fine redninger for at holde buret rent, og både Lucas Andersen - der fik comeback efter sin korsbåndsskade i maj 2021 - Mathias Ross og Malthe Højholt var tæt på at udbygge AaB-føringen. 

Men det blev ved 3-0, og i dette sammendrag kan du se alle mål og chancer fra opgøret. 

AaB spiller igen på torsdag på udebane mod Brøndby I.F., og næste hjemmekamp venter søndag 24. april mod Silkeborg I.F. Køb billetter til kampen her. 

Tags på denne nyhed

AaB på tredjeplads med stærk fredagssejr

8. april 2022 kl. 20:23 af Rasmus Estrup

Med en stærk fredagssejr på 3-0 over Randers FC overtager AaB tredjepladsen i 3F Superligaen. Aftenens sejr kom i hus efter to tidlige scoringer af Louka Prip og et 3-0-mål i begyndelsen af anden halvleg af Milan Makaric. 

AaB kom flyvende fra start, og fire minutter inde i kampen bragte Hele Nordjyllands Hold sig foran. Fra kanten fandt Kasper Kusk Louka Prip, som fra kanten af feltet sparkede læderet flot i mål ved stolperoden af den fjerneste opstander. 

Allerede i opgørets syvende minut blev føringen fordoblet. Og igen var Louka Prip manden med målet. Denne gang var det et gennembrud i højresiden, som endte med en tværbold ind i feltet til Kasper Kusk. Sidstnævnte lagde bolden af til Louka Prip, som trak forbi Mads Enggård og sparkede 2-0-scoringen fladt ind ved nærmeste stang. Dermed er Louka Prip oppe på 11 scoringer i 3F Superligaen i denne sæson. 

I det tiende minut fandt Louka Prip så Milan Makaric med en elegant aflevering, men serberens forsøg fra en spids vinkel blev reddet af Patrik Carlgren, og AaB-angriberen blev efterfølgende dømt offside. 

Foruden et langskud fra midterlinjen af Vito Hammershøy-Mistrati i kampens spæde begyndelse, kom gæsternes første store chance efter 18 minutter, da Stephen Odey fik en friløber mod Jacob Rinne. Men AaB's sidste skanse holdt, da svenskeren diskede op med en stærk parade. 

Ti minutter senere spillede AaB sig frem til en stor mulighed, da Iver Fossum med en præcis bold fandt Daniel Granli, som havde taget løbet ind i Randers-feltet. Daniel Granli prikkede bolden forbi Patrik Carlgren og hen mod Milan Makaric, men Randers-defensiven fangede kuglen, før den nåede frem til den serbiske angriber. 

I opgørets 37. minut var Louka Prip tæt på at score hattrick, da et langt indkast fra Anders Hagelskjær dumpede ned til AaB-topscoreren midt i feltet, men denne gang gik afslutningen lige forbi stolpen. 

I modsatte ende kom gæsterne frem til et hovedstød minuttet senere, men Stephen Odeys forsøg gik over tværribben, og lige inden pausen nåede Björn Kopplin også op til et indlæg. Denne gang tæt under mål, men også backens hovedstød fortsatte over målrammen. 

Randers FC åbnede anden halvleg med en langskudsmulighed til Stephen Odey efter et nordjysk boldtab på egen banehalvdel, men angriberens forsøg gik forbi. Og kort efter sparkede Stephen Odey forbi bolden på en stor mulighed efter et Randers-hjørnespark.

Et nyt hjørnespark til gæsterne endte med et farligt hovedstød, som hjemmeholdet fik afværget på stregen, og dette satte gang i en omstilling. Her blev bolden ekspederet ud på venstrekanten til Louka Prip, som med et præcist, fladt indlæg fandt Milan Makaric, der kastede sig ned i bolden og sparkede AaB foran med 3-0. 

Serberen, der har scoret i alle sæsonens møder med Randers FC, prøvede efter en lille times spil lykken fra distancen, men forsøget fór forbi. 

Efter en times spil sparkede Louka Prip et langskud lige på Patrik Carlgren, og Randers-keeperen kom også i vejen efter 61 minutter, da Milan Makaric ellers fik en friløber. 

Minuttet senere var der comeback og stående ovationer fra hele Aalborg Portland Park til Lucas Andersen, som har været ude med en korsbåndsskade siden 24. maj 2021. AaB-anføreren, der modtog anførerbindet af Rasmus Thelander, blev skiftet ind samtidig med Kasper Høgh og Casper Gedsted. 

Efterfølgende havde Mathias Ross et hovedstød på overliggeren efter et hjørnespark fra Louka Prip, og i modsatte ende måtte Jacob Rinne levere en stærk fodparade på Stephen Odeys forsøg 20 minutter før tid. 

Syv minutter senere vandt Jacob Rinne igen en direkte duel med Randers-angriberen, da AaB-keeperen opfangede et for langt træk fra Stephen Odey, der ellers var helt fri. 

Ti minutter før tid var Lucas Andersen tæt på at komme på måltavlen i sit comeback, da han blev spillet fri til afslutning. Anføreren vippede bolden over Randers-målmanden, men lige før stregen blev bolden afværget af en Randers-spiller. 

Kort efter kom også Malthe Højholt til en afslutning efter en smart hælaflevering fra Kasper Høgh, men afslutningen blev reddet af Patrik Carlgren. 

I 83. minut blev Vladimir Prijovic skiftet ind til sin officielle AaB-debut, og kort efter blev også Oliver Ross sendt på banen. 

Herfra kørte AaB sikkert 3-0-sejren hjem. De tre point sender AaB op på en foreløbig tredjeplads med 41 point, hvilket inden weekenden er et point mere end Brøndby I.F. på fjerdepladsen. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaens Mesterskabsspil venter på udebane mod netop Brøndby I.F. på torsdag kl. 18.00. Næste hjemmekamp spilles søndag 24. april mod Silkeborg I.F. Køb billetter til kampen her.

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 24. spillerunde

AaB-Randers FC 3-0 (2-0)
5. min 1-0 Louka Prip, 7. min 2-0 Louka Prip, 53. min 3-0 Milan Makaric
Advarsler AaB: Mathias Ross (23)
Advarsler Randers FC: Simon Piesinger (90)
6.521 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Daniel Granli (83: Vladimir Prijovic), Malthe Højholt, Iver Fossum (86: Oliver Ross), Jakob Ahlmann (63: Casper Gedsted), Louka Prip, Milan Makaric (63: Kasper Høgh), Kasper Kusk (63: Lucas Andersen).

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Björn Kopplin, Hugo Andersson, Simon Piesinger, Oliver Bundgaard (66: Mikkel Kallesøe), Simon Tibbling (66: Tobias Klysner), Lasse Berg Johnsen, Mads Enggård (46: Frederik Lauenborg), Tosin Kehinde (76: Filip Bundgaard), Vito Hammershøy-Mistrati (76: Jakob Ankersen), Stephen Odey.

Dommer: Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed

Billetsalg åbent til AaB-FC Midtjylland

8. april 2022 kl. 12:19 af Rasmus Estrup

I aften tager AaB imod Randers FC kl. 18.30 på Aalborg Portland Park, og du kan købe billet her. 

Samme sted kan du nu også købe billetter til AaB's to efterfølgende hjemmekampe mod henholdsvis Silkeborg I.F. og nu også FC Midtjylland. 

Kampen mod Silkeborg I.F. spilles søndag 24. april kl. 14.00, og opgøret mod FC Midtjylland spilles søndag 8. maj kl. 18.00. 

Køb billetter til kampene her.

Tags på denne nyhed
'