3F Superligaen satser på genstart ultimo maj med test af spillere

1. maj 2020 kl. 16:25 af Brian Andersen

De seneste uger har Divisionsforeningen, i samarbejde med eksterne og interne læger samt trænings- og sundhedseksperter, arbejdet på protokoller for henholdsvis træningsopstart og for turneringsafvikling efter corona-pausen. Protokollerne har fokus på ansvarlighed og grundighed hos klubber og spillere. Det betyder blandt andet, at der i alle klubber skal laves daglig selvrapportering af alle ”on-pitch”-ansatte (spillere, trænere, sundhedspersonale o.l.), og at alle skal gennem en grundig lægeundersøgelse om morgenen på kampdagen. Nu er set-up’et så på plads til, at alle aktører testes før første kampdag og løbende under den resterende del af sæsonen.

- Vi har hele tiden sagt, at det er afgørende at færdiggøre sæsonen på banen med afvikling af samtlige kampe, men kun hvis det kan gøres på en forsvarlig måde, der ikke belaster sundhedssystemet. Rigtig mange mennesker har arbejdet på at lave de her protokoller, som sikrer, at det er muligt. Nogle synes måske det lyder ekstremt med test, men da fysisk kontakt inde på banen ikke helt kan undgås, så tager vi også de her forholdsregler for at undgå smittespredning. Det bliver ikke billigt med løbende tests, men fokus er at få gang i fodbolden igen på en forsvarlig måde, lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Protokollerne er indsendt til sundhedsmyndighederne, og målet er nu, at der kan spilles 3F Superligakampe igen med første kamp 29. maj. Planerne for genstart af turneringerne er stadig uden tilskuere.

Tags på denne nyhed

Nyt merchandise i webshoppen

28. april 2020 kl. 15:42 af Martin Stigaard Skammelsen

På hylderne på webshoppen kan du lige nu finde hele seks nye halstørklæder, samt to nye varianter af huer, der passer perfekt til en kølig forårsdag, som en gave til en ven eller bare til at vise hvem du støtter.

Tags på denne nyhed

Donation fra velgørenhedstrøjen 2020 tildeles personalet på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland

24. april 2020 kl. 14:19 af Martin Stigaard Skammelsen

Gennem de seneste par uger har AaB været i dialog med personaleforeningerne på de to hospitaler om muligheden for, at støtten fra årets trøje kan gå til de mange sundhedsarbejdere, der grundet corona-krisen yder en ekstraordinær indsats i denne tid, og dette er nu faldet på plads. 

- Som klub mener vi, ligesom så mange andre, at det er på sin plads at fremhæve det danske sundhedspersonale, og vi har i den forbindelse valgt at give personalet på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland et skulderklap som anerkendelse for det særlige arbejde, de i disse tider yder, udtaler AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

- Sammen med hummel og Spar Nord Fonden håber vi derfor, at der via salget og som en del af Hele Nordjyllands Håndsrækning vil komme et velfortjent bidrag til de to personaleforeninger, lyder det fra Thomas Bælum.

Den nye trøje, der hermed er AaB’s nye tredjetrøje, er allerede nu til salg i AaB’s webshop til en særpris på 399 kr. og for hver solgt trøje går 100 kr. ubeskåret til de to personaleforeninger.

Velgørenhedstrøjen vil blive benyttet i udvalgte kampe i 3F Superligaen. 

Glade for opbakning

Hos Personaleforeningen Aalborg Sygehus (PAS), hvor man laver arrangementer og skaber fællesskab for personalet på tværs af de forskellige specialer og faggrupper, er man glad for at modtage støtten.

- I PAS passer vi både på patienter og medarbejdere, og vi er oprigtig glade for at modtage denne opbakning og støtte fra AaB. Vi er sikre på at midlerne nok skal gøre gavn hos vores medlemmer, når vi igen får mulighed for at lave arrangementer sammen, lyder det fra Ole Christensen, formand for PAS.​ 

Samme positive følelser har man hos personaleforeningen PF89 på regionshospitalet i Hjørring:

- PF89 er en frivillig organisation, og vi er meget taknemmelige for  at komme i betragtning til støtte via salg af velgørenhedstrøjen i 2020.Mange tak til Spar Nord, Hummel og AaB, lyder det fra Charlotte Størup fra PF89.

Stort beløb for 2019 til Gestus Nord

For tredje år i træk havde AaB i 2019 en særlig velgørenhedstrøje til salg, og her gik støtten til Gestus Nord, der uddeler støttepakker til økonomisk trængte familier i Nordjylland.

Den samlede håndsrækning til Gestus Nord fra AaB, Spar Nord Fonden og hummel løber for 2019 op i 41.400 kr. som Gestus Nord ved først mulige lejlighed vil få overrakt.

Ligeledes vil modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2020, FrivilligAalborg, qua omstændighederne i stedet modtage støtte for efterårets hjemmekampe i 3F Superligaen, samt forårets hjemmekamp mod Brøndby I.F.

Her støtter AaB og Spar Nord Fonden med 2 kr. pr. tilskuer.

AaB har siden oprettelsen af Hele Nordjyllands Håndsrækning i 2015 i alt doneret 948.732 kr. til gode formål i Region Nordjylland.

Siden 2017 har Hele Nordjyllands Håndsrækning været bakket op af Spar Nord Fonden og ligeledes i forbindelse med velgørenhedstrøjen været støttet af hummel.

AaB TV: Inge André Olsen er ankommet

23. april 2020 kl. 16:52 af Rasmus Estrup

Indtil nu har nordmanden arbejdet fra hjemmet i Norge, men onsdag var han fremme i Aalborg, hvilket gav ham mulighed for at komme på plads i klubben i dag, torsdag. 

AaB TV har talt med Inge André Olsen om tiltrædelsen i AaB i den specielle tid, samt indtrykket af træningsbanen og de forestående opgaver som sportchef i AaB. 

Se hele indslaget i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbage på træningsbanen

20. april 2020 kl. 16:50 af Rasmus Estrup

Cheftræner Jacob Friis kunne igen dirigere rundt med spillerne på Hele Nordjyllands Hold, da træningen i dag blev genoptaget efter flere uger med selvtræning på grund af den positive udvikling gennem de seneste par uger i forhold til at undgå spredning af Covid-19. 

I forbindelse med træningen følger AaB de udstukne retningslinjer fra sundhedsmyndighederne og Divisionsforeningen. Derfor trænes der i tre grupper af otte spiller med to trænere. Derudover klæder spillerne om derhjemme og undgår fysisk kontakt både på banen og uden for banen. 

Bliv klogere på, hvordan AaB gennemfører træningen den kommende tid i dette indslag fra AaB TV, der har talt med cheftræner Jacob Friis, fysisktræner Ashley Tootle og viceanfører Tom van Weert. 

Tags på denne nyhed
'