Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2020 går til FrivilligAalborg
En tæt afstemning blandt de tre finalister endte fredag middag, hvorefter det står klart, at FrivilligAalborg bliver modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2020.
AaB og Spar Nord Fonden donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning, der blev oprettet og har været uddelt siden 2015. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland.
Siden foråret 2015 har AaB – og siden sommeren 2017 med bidrag fra Spar Nord Fonden – doneret mere end 900.000 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.
I et bredt felt af ansøgere til forårets udgave af Hele Nordjyllands Håndsrækning blev tre finalister i mandags offentliggjort, og indtil i dag har der været afstemning blandt kandidaterne på AaB’s officielle hjemmeside aabsport.dk.
Den tætte afstemning, med flere end 1.600 afgivne stemmer, gav en sejr til FrivilligAalborg med 39,4 procent af stemmerne, efterfulgt af Kom Videre Mand – Aalborg (34,1) og IFS Hjørring (26,5).
Endnu bedre integrationsproces i Aalborg
FrivilligAalborg er en forening af frivillige under Dansk Flygtningehjælp, som støtter flygtninge og indvandrere i Aalborg. Foreningen har forskellige aktiviteter for flygtninge og indvandrere i alle aldre med det formål at fremme integrationsindsatsen i lokalsamfundet og skabe dialog, tolerance og forståelse.
Foreningens aktiviteter spænder over blandt andet sprog- og lektiecaféer for børn, unge og voksne, studiehjælp, netværksfamilier og frivilligcafé Smukke Kulturer i Danmarksgade.
- Det er fuldstændig fantastisk, at vi har modtaget Hele Nordjyllands Håndsrækning, som giver os helt nye muligheder for at fremme den i forvejen gode integrationsproces i Aalborg, udtaler bestyrelsesmedlem Birthe Pedersen.
- Med støtten kan vi hjælpe flygtningene i Aalborg til endnu bedre medborgerskab og deltagelse i lokalsamfundet, fordi der kan laves større arrangementer, hvor vi inddrager både danskere og flygtninge. Når man lærer hinanden godt at kende, nedbrydes eventuelle fordomme, så sameksistensen sikres på fineste vis, lyder det videre fra Birthe Pedersen.
Administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum, udtaler:
- Vi har som altid modtaget mange relevante ansøgninger til Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2020, og heriblandt plukkede vores håndsræknings-udvalg tre forskellige og interessante kandidater, og efter afstemningen kan vi nu ønske FrivilligAalborg tillykke med udfaldet.
Udvalget for Hele Nordjyllands Håndsrækning består af formand for AaB Support Club Rasmus Fihl, AaB-anfører Lucas Andersen, formand for Spar Nord Fonden Michael Slavensky, oplevelseschef i AaB Martin Stigaard Skammelsen, presse- og kommunikationchef i AaB Brian Andersen samt en repræsentant fra den seneste modtager af donationen – i dette tilfælde leder for Barnets Blå Hus i Vesthimmerland Ole Smed.
- Vi ser hver eneste gang frem til et godt og spændende samarbejde med modtageren af donationen, og nu vil antallet af fremmødte tilskuere til vores hjemmekampe i 3F Superligaen bestemme beløbets størrelse, konstaterer Thomas Bælum.
Det samlede beløb for forårets 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret umiddelbart efter sidste hjemmekamp i foråret 2020 eller i forbindelse med første hjemmekamp i efteråret 2020.
Læs mere om FrivilligAalborg her
Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club – velgørenhedstrøje 2018 – 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)