Barnets Blå Hus i Vesthimmerland får Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019

18. juli 2019 kl. 16:00 af Martin Stigaard Skammelsen

Siden AaB i februar 2015 præsenterede Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB via denne doneret en krone pr. fremmødt tilskuer til klubbens 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.

Siden sommeren 2017 har Spar Nord Fonden givet opbakning til Hele Nordjyllands Håndsrækning – ligeledes med en krone pr. tilskuer. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland, og i alt er der siden foråret 2015 doneret mere end 600.000 kroner til velgørende nordjyske formål.

Blandt de mange ansøgere til efterårets udgave af Hele Nordjyllands Håndsrækning, blev tre finalister i den forgangne weekend offentliggjort. Fra søndag indtil torsdag middag har der været afstemning blandt kandidaterne på AaB’s officielle hjemmeside aabsport.dk.

Den meget tætte afstemning, med flere end 2.300 afgivne stemmer, resulterede i en sejr til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland med 37,7% af stemmerne, mens Børns Voksenvenner fulgt tæt efter med 32,34% efterfulgt af Råt & Godt – et værksted i udvikling med 29,90% af stemmerne.

Hjælp til børn i misbrugsfamilier

I Barnets Blå Hus hjælper man børn, hvis forældre har problemer med stof- og alkoholmisbrug. Hjælpen består i at styrke børnenes modstandsdygtighed og evne til at tage vare på sig selv i den problematiske situation, de typisk befinder sig i. 

Den primære indsats er rettet mod børnene, men indsatser, hvor forældrene er involveret, er en integreret del af huset og tilbuddet. 

Husets frivillige medarbejdere har til opgave at tilbyde en række sociale aktiviteter, herunder sociale samværsaktiviteter, fællesspisninger og udflugter, hvor børn og forældre har mulighed for at opleve og gøre erfaringer med nye samværsformer. 

Ole Smed, daglig leder af Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, var ikke overraskende meget glad for dagens resultat: 

- Det har været fantastisk at opleve den store opbakning under afstemningen, i tæt løb med to andre værdige modtagere. Vi ser frem til en masse gode oplevelser i efteråret med AaB og håber, at vi med håndsrækningen kan hjælpe endnu flere børn, hvis forældre har haft et misbrug af alkohol eller stoffer.

- Endnu engang tusind tak til alle, der har delt og stemt på Barnets Blå Hus i Vesthimmerland.

Administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum, tilføjer: 

- Det er altid spændende med en ny modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og det glæder os, at vi igen kommer ud og støtter et velgørende tiltag i regionen, hvor vi forhåbentlig kan være med til at gøre en positiv forskel.

- Vi ser derfor frem til et godt og spændende samarbejde med Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, som vi naturligvis håber får et stort støttebeløb i hånden, når efteråret er omme. 

Det samlede beløb for efterårets 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret umiddelbart efter sidste hjemmekamp i efteråret 2019 eller i forbindelse med første hjemmekamp i foråret 2020. 

Læs mere om Barnets Blå Hus her.
Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her.


Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning

Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

AaB Support Club – velgørenhedstrøje 2018 – 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Lancering af ny hjemmebanedragt

18. juli 2019 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

Onsdag eftermiddag blev AaB's nye hjemmebanedragt præsenteret ved et event i Aalborg Storcenter. Her var der først lancering af trøjen, inden der var konkurrencer for de fremmødte fans.

Endelig kunne fansene få autografer fra Lucas Andersen, Mathias Ross og Patrick Olsen i Sportmaster, hvor det også var muligt at købe den nye trøje, der er designet og produceret af hummel. 

Den nye trøje er fyldt med detaljer, som en fansang og Aalborgs skyline samt årstallene for pokaltitler og mesterskabene. Derudover vender AaB tilbage til at spille i røde strømper på hjemmebane. Dette gjorde klubben frem til 1984. 

AaB TV var med under lanceringen i går, og i dette indslag kan du se hvordan det gik samt høre fra blandt andre Lucas Andersen og Patrick Olsen. 

Tags på denne nyhed

AaB lancerer ny hjemmebanetrøje fra hummel

17. juli 2019 kl. 15:30 af Martin Stigaard Skammelsen

Den nye hjemmebanetrøje er blevet til i tæt samarbejde med AaB’s tøjsponsor hummel, der undervejs i processen med tilblivelsen har skelet mod tidligere tiders AaB-trøjer, hvilket har givet den nye trøje et friskt retro-look.

Samtidig indeholder trøjen detaljer og referencer til Aalborg, AaB’s historie og ikke mindst de mange trofaste fans, der uge efter uge støtter AaB på hjemme- og udebane i 3F Superligaen.

Comeback til de røde strømper

Det bliver dog endnu mere retro end blot den nye trøje, i det AaB-truppen for første gang siden 1984 vender tilbage til brugen af røde strømper på fodboldbanen, om end man ved enkelte lejligheder har benyttet røde strømper på udebane de seneste år.

Ifølge AaB’s klubhistoriker John Laden Jensen var de røde strømper så vidt vides fast inventar på AaB’s førstehold i perioden fra 1906 til 1984, herunder også i de to pokaltriumfer i 1966 og 1970, og nu gør de så comeback efter 35 års fravær.

- Det er en fed detalje med de røde strømper, jeg kan godt lide at vi på den måde indtænker klubbens historie. Samtidig synes jeg også, at det er på sin plads, at trøjen hylder vores fans og på den måde er med til at understrege, hvor meget de betyder for os spillere, udtaler AaB-anfører Lucas Andersen.

Den nye trøje kan allerede nu bestilles online på AaB’s webshop på aabsport.dk og kan naturligvis også købes i forbindelse med søndagens opgør på Aalborg Portland Park, hvor AaB kl. 14.00 tager imod SønderjyskE.

Tags på denne nyhed

Børnebilletter til kun 10 kr. på søndag

17. juli 2019 kl. 10:18 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: 2
Spilledato: Søndag 21. juli 2019
Kick-off: Kl. 14.00
Dørene åbner kl. 13.00
Dommer: Jakob Kehlet

Billetter

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som åbner kl. 13.00.

Børnebilletter til sæsonens første hjemmekamp koster kun 10 kr. Tilbuddet gælder til både 3F Tribunen, Spar Nord Tribunen og Weber Tribunen. Dermed også i den nye Theodors Familiezone, der ligger i blok A og blok B på Weber Tribunen.  

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.

Køb sæsonkort og få tre kampe i første måned

Tegner du et sæsonkortabonnement inden på søndag, får du adgang til tre 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park i den første måned. Det gælder AaB-SønderjyskE 21. juli kl. 14.00, AaB-Silkeborg I.F. 29. juli kl. 19.00 og AaB-Esbjerg fB 11. august kl. 14.00. 

Prisen for et sæsonkortabonnement starter ved 85 kr. for voksne på 3F Tribunen og Spar Nord Tribunen. Det er besparelse på 55 procent sammenlignet med løssalg af ståpladsbilletter til voksne. 

Et sæsonkortabonnement til børn koster kun 45 kr. uanset tribune. Dette tilbud gælder dermed også i Thedors Familiezone på Weber Tribunen.

Sæsonkortet kan på søndag afhentes i informationslugen på Aalborg portland Park på søndag fra kl. 13.00. 

Læs mere om sæsonkortabonnementet her.

Tilhængere fra SønderjyskE

Læs praktiske informationer for gæstende fans på Aalborg Portland Park via dette link

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.   

Kom i den rette AaB-stemning i Theodors Familiezone

På søndag åbner Theodors Familiezone i Blok og Blok B på Weber Tribunen. Børn i dette område vil på søndag kunne låne Theodors Venneflag til kampen. Theodor kommer også på besøg i Familiezonen inden kampen, og børn med sæsonkort eller sæsonkortabonnement til Weber Tribunen kan vinde premier i Theodors Lykkehjul. 

Autografskrivning efter kampen

Kort tid efter slutfløjtet til sæsonens første hjemmekamp vil spillerne gå rundt langs alle banderne på Aalborg Portland Park og skrive autografer til de fremmødte børn.

Der vil i den forbindelse blive udleveret autografkort til de børn, der er interesserede i at få spillernes signatur. 

Sodavand til halv pris

På Aalborg Portland Park er der på søndag tilbud på sodavand, som sælges til halv pris, så de således kun koster 15 kr.

Varm op til kampen fra kl. 12.00

Fra kl. 12.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen, live musik og Faxe Kondi fancan.

Øl i fanzonen før kampen koster kun 35 kr., og desuden sælges der 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. Du kan naturligvis også nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill. 

Køb den nye hjemmebanetrøje i AaB Fanshop og AaB Sourvenirbod

På søndag løber AaB-spillerne på banen iført AaB's nye hjemmebanedragt, der i dag præsenteres i Aalborg Storcenter kl. 15.00. Læs mere om det her. 

Før søndagskampen kan du i AaB Fanshop og AaB Souvenirbod købe den spritnye trøje, der er designet og produceret af hummel, for 500 kr. Både AaB Fanshop og AaB Souvenirbod åbner to timer før kickoff. 

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for søndagens kamp er #AaBSJE – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Schleppegrellsgade. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00 eller på kampdagen i billethusene på Aalborg Portland Park.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Stem om Hele Nordjyllands Håndsrækning senest torsdag

16. juli 2019 kl. 12:55 af Rasmus Estrup

AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning har siden 2015 været doneret ubeskåret af AaB til gode formål i Region Nordjylland, og siden 2017 har Spar Nord Fonden valgt at støtte op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til alle Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park. 

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland. 

Et udvalg bestående af formand for AaB Support Club Lars Simoni, AaB-anfører Lucas Andersen, bankdirektør i Spar Nord John Lundsgaard, formand for Spar Nord Fonden Michael Slavensky Dahl, kommunikationschef i AaB Brian Andersen samt Per Andersen, formand hos Skyggebørn (den seneste modtager af HNH, red.) har i denne uge gennemgået og vurderet de mange indkomne ansøgninger, hvoraf følgende tre kandidater er nomineret til at modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2019:

Barnets Blå Hus i Vesthimmerland
Den primære målgruppe er børn i alderen 0 - 13 år, som er vokset op i familier med alkohol eller stofmisbrug.

I Barnets Blå Hus arbejdes på at styrke børnenes modstandsdygtighed og evne til at tage vare på sig selv i den problematiske situation, de typisk befinder sig i.

Den primære indsats er rettet mod børnene, men indsatser hvor forældrene er involveret er en integreret del af huset og tilbuddet.

Med Hele Nordjyllands Håndsrækning vil man gerne holde åbent i huset fire gange om ugen, med alt hvad dette indbefatter af aktiviteter og muligheder.

Børns Voksenvenner
Børns Voksenvenner matcher børn mellem 0 og 18 år med voksenvenner, som har brug for mere voksenkontakt. Det er almindelige børn, som er påvirket af omstændighederne omkring dem. Ofte vokser de op ved kun en forælder og mangler derfor ofte et netværk. Det kan skyldes skilsmisse, dødsfald, konflikt eller alvorlig sygdom i familien, som gør, at barnet har få voksne omkring sig.

Den voksne fungerer som rollemodel og ven for barnet, og som voksenven bliver man en meget vigtig, stabil og nær person i barnets og den lille families liv, hvor man er stærkt medvirkende til, at barnet føler tryghed i at vide, at der er andre end mor eller far, der er til stede for en.

Modtager Børns Voksenvenner Hele Nordjyllands Håndsrækning, skal midlerne benyttes til igangsætning af et frivilligt matcherteam i Aalborg, samt til at kunne rekruttere, uddanne og godkende voksenvenner.

Råt&Godt – et værksted i udvikling
Råt&Godt er en socialøkonomisk virksomhed i Aalborg, som hjælper socialt udsatte unge på kanten af samfundet til gavn for både individ og samfund.

De unge bliver tilknyttet værkstedet, hvor de gennem autodidakt læring afprøver forskellige håndværksmæssige fag såsom tømrer, snedker, syerske m.m. Alle produkter/projekter produceres af genbrugsmaterialer, og virksomhedsprofilen er både social og miljømæssig bæredygtig. Produkterne sælges til virksomheder og private, hvorefter overskuddet går til de unge i form af gratis frokost, træning, sociale arrangementer samt udvikling af arbejdspladsen med mere.

Såfremt Råt&Godt modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning skal midlerne bruges til etableringen af et nyt værksted, som vil give plads til 12 unge.

Afstemning
Afstemningen er nu i gang, og man kan afgive sin stemme på en af de tre kandidater via linket her.

Afstemningen slutter på torsdag den 18. juli kl. 12.00, og modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2019 offentliggøres om eftermiddagen samme dag.

Søndag den 21. juli, spiller AaB sin første hjemmekamp i den nye sæson i 3F Superligaen, når SønderjyskE kommer på besøg på Aalborg Portland Park.

 

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning

Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

AaB Support Club – velgørenhedstrøje 2018 – 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed