AaB og Risgård forlænger indtil sommer
AaB og viceanfører Kasper Risgård har forlænget samarbejdet yderligere et halvt år, så der nu er kontraktudløb 30. juni 2019.
Kasper Risgård, der oprindeligt kom til AaB som juniorspiller fra samarbejdsklubben Aars I.K., vendte i sommeren 2013 tilbage til AaB efter fire års fravær med afstikkere i græsk og tysk fodbold samt et ophold hos Silkeborg I.F.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Kaspers kvaliteter er velkendte, og vi kan stadig se, at han kan gøre en forskel, hvorfor det har været oplagt for os at få en forlængelse på plads.
- Med sin spilintelligens, vilje, boldsikkerhed og målfarlighed vil der stadig være kampe til Risgård, ligesom hans rutine er en uvurderlig hjælp for vores unge spillere, påpeger Allan Gaarde.
- I første omgang har vi sammen vurderet, at forlængelsen gælder indtil sommer, og så gør vi status igen engang i foråret, fortæller Allan Gaarde.
35-årige Kasper Risgård har vundet to danske mesterskaber og en pokaltitel med AaB, hvor han i flere år er blevet hyldet af supporterne for ”at score, når han vil”.
- Jeg er glad og stolt over at få forlænget aftalen yderligere et halvt med med den klub, som jeg holder så meget af, lyder det fra Kasper Risgård i forbindelse med kontraktforlængelsen.
- Selvfølgelig går man i min alder med overvejelser om, hvornår det er slut, men jeg mener stadig, jeg kan bidrage med min erfaring, min vindermentalitet og mit spillemæssige niveau, og heldigvis har AaB den samme opfattelse, konstaterer Kasper Risgård.
- Jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg ikke længere indgår i startopstillingen i hver kamp, men min ærgerrighed har ikke forandret sig, og det er helt klart min målsætning at bidrage mest muligt til et hold og en trup med stort potentiale og mange spændende spillere, og jeg er ikke i tvivl om, at vi inden for en overskuelig fremtid igen vil begå os i toppen af dansk fodbold, siger Kasper Risgård.
Med sine foreløbige 325 officielle kampe (15. flest i AaB’s historie) og 46 scoringer har Kasper Risgård allerede markeret sig som en af klubbens vigtigste spillere gennem tiderne.