Müller: Power, intensitet og kvalitet fra første fløjt
Indsatsen skal være i top fra start til slut, hvis det skal blive til en sejr over Hobro I.K. i lørdagens lokalopgør, forklarer Vincent Müller.
- Et lokalopgør er altid specielt, og forhåbentlig har vi en masse fans med i udebaneafsnittet. Og vi skal give dem en sejr. Men det bliver ikke nemt. Det kræver, at vi alle giver 100 procent hele vejen.
Sådan lyder det fra AaB’s nummer 1, Vincent Müller, der i sidste uge blev kåret til kampens AaB’er i det sene nederlag mod Aarhus Fremad.
- Vi har analyseret kampen og set video af bestemte situationer, hvor vi skal gøre det bedre, bringe mere intensitet og komme med mere power. Samtidig skal vi hæve kvaliteten på bolden. Så det har vi fokuseret på i træningen i denne uge, siger keeperen.
Forårets to første kampe har medført et enkelt point, og i skrivende stund indtages syvendepladsen med to point op til Top-6 og to runder tilbage af grundspillet.
Lørdagens modstander, der ligger på tiendepladsen, har ligeledes hentet et point siden vinterpausen, og begge hold jagter derfor årets første sejr.
- Vi har ikke været tilfredse med de to første kampe. Det kan man også mærke på træningsbanen, og sådan skal det også være. Der er en stor vilje fra alle til at gøre det bedre, og det er op til os selv at vise, at vi kan gøre det på lørdag, siger Vincent Müller og kommer med opskriften på en lørdagssejr:
- Det er ikke nok, hvis vi kun præsterer i perioder af kampen. Det er vigtigt, at vi fra første til sidste fløjt viser, hvem vi er, og bringer høj intensitet, fuld power og en bedre kvalitet på bolden.
Kampstart på lørdag er kl. 13.00, og du kan finde al praktisk information som udebanefan på DS Arena her.
