Skovgaard udlejes til Lecce

30. januar 2026 kl. 12:00 af Brian Andersen

18-årige Bertram Skovgaard blev i sommeren 2025 rykket op i førsteholdstruppen, og siden er det blevet til ni officielle kampe og en enkelt scoring for angriberen.

Bertram Skovgaard skiftede til AaB fra B.93 som U/17-spiller.

AaB’s sportschef John Møller udtaler:

- Med Lecce er der opstået en god mulighed for Bertram, som får chancen for at prøve sig af og hente værdifuld erfaring.

- Samtidig er der med denne løsning med både leje og mulig udnyttelse af købsoption fundet en løsning, der tilgodeser alle parter, og det bliver spændende at følge Bertrams ophold i Italien, lyder det fra John Møller.

Bertram Skovgaard, der som udgangspunkt har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2028, tilføjer:

- Det er en god mulighed for mig for at prøve mig af i en stor klub i udlandet. Det er jo noget, man drømmer om som barn, og jeg er glad for, at AaB giver mig denne chance.

- Jeg håber, at jeg både fodboldmæssigt og menneskeligt kan udvikle mig det næste halve års tid, så jeg enten vender stærkere tilbage til AaB eller spiller mig til en fast aftale dernede, siger Bertram Skovgaard.

I klubber i den bedste italienske fodboldrække vil AaB Akademiet med tilgangen af Bertram Skovgaard til US Lecce dermed være repræsenteret af hele tre spillere, da også Sebastian Otoa og Malthe Højholt er at finde hos henholdsvis Genoa CFC og Pisa SC.

Herudover optræder endnu en akademispiller, Oliver Abildgaard, i Serie B for UC Sampdoria.

Tags på denne nyhed

Forlænget fredagstestkamp i Sønderjylland

29. januar 2026 kl. 15:15 af Rasmus Estrup

Efter en 3-2-sejr i årets første testkamp mod Randers FC møder vi igen i morgen et 3F Superligahold, når det gælder vinteropstartens anden testkamp. 

Kampen fløjtes i gang kl. 13.00 på kunstgræsbanen ved Sydbank Park i Haderslev, og der spilles i alt 120 minutter fordelt på tre halvlege på henholdsvis 45 minutter, 30 minutter og 45 minutter. 

For Sønderjyskes vedkommende er fredagens testkamp deres generalprøve inden forårspremieren i 3F Superligaen. 

Følgende 23 spillere er udtaget:

1 Vincent Müller, 2 Mikkel Kallesøe, 3 Adam Andersson, 4 Benjamin Tiedemann, 5 Marc Nielsen, 7 Jubril Adedeji, 8 Alexander Håpnes, 9 Nicklas Helenius, 11 Kornelius Normann, 15 Cornelius Olsson, 17 Andres Jasson, 18 Andreas Maarup, 21 Mads Bomholt, 23 Markus Kaasa, 24 Nóel Atli Arnórsson, 25 Frederik Børsting, 26 Marcus Bonde, 27 Kelvin John, 28 Valdemar Møller, 32 Christian Tcacenco, 33 Elison Makolli, 40 Bertil Grønkjær og akademispiller Victor Fjeldgaard.

Efter ønske fra Sønderjyske Fodbold vil kampen ikke blive livestreamet.

Nordjyske liveblogger fra kampen, og på AaB's officielle konto på X vil der være scoringsopdateringer. Efter kampen kan et referat læses på aabsport.dk, hvor der også senere følger et sammendrag. 

Tags på denne nyhed

Billeder fra onsdagens træning

28. januar 2026 kl. 15:51 af Rasmus Estrup

I formiddags var spillerne på banen til en kold og vindblæst omgang træning, hvor Mathias Kubel var med for første gang. 

Der er to dage til opstartens anden testkamp, som spilles fredag kl. 13.00 på udebane mod Sønderjyske Fodbold. Testkampen, der er sønderjydernes sidste inden deres forårspremiere, spilles over 120 minutter. 

Nedenfor kan du se nogle billeder fra dagens træning. Flere billeder kan også findes på vores Facebook og Instagram. 

AaB TV: Første interview med Mathias Kubel

27. januar 2026 kl. 19:29 af Rasmus Estrup

Tidligere i dag kunne vi præsentere Mathias Kubel som ny mand i AaB-trøjen. 

Offensivspilleren spillede som barn fodbold i Hedensted I.F., inden han som U/13-spiller blev en del af AC Horsens' ungdomsakademi. Som 19-årig tog han til Aarhus Fremad, hvor det er blevet til 101 kampe, 25 scoringer og 11 assists. 

Alene i efterårssæsonen leverede han fem mål og seks assist for Aarhus Fremad, og nu er han hentet til AaB på en fireårig aftale. 

Hør fra Mathias Kubel i dette interview. 

Tags på denne nyhed

AaB køber Kubel

27. januar 2026 kl. 13:30 af Brian Andersen

Med sin målfarlighed og sit chanceskabende spil har Mathias Kubel i efteråret 2025 været en af de største profiler i landets næstbedste fodboldrække, hvor han foreløbig i denne sæson har leveret fem scoringer og seks assists, hvilket er næstflest målinvolveringer af nogen spiller indtil videre i sæsonen i Betinia Ligaen.

I alt opnåede 24-årige Mathias Kubel 101 officielle kampe for klubben fra Riisvangen med 25 scoringer og 11 assists som udfald.

Sine første fodboldstøvler snørede Mathias Kubel i Hedensted I.F., før han som U/13-spiller blev en del af AC Horsens’ akademi. Som 19-årig blev han hentet til Aarhus Fremad.

AaB’s sportschef John Møller udtaler:

- Vi er meget tilfredse med at have landet Mathias Kubel, som er en spiller, der har taget store spillemæssige skridt henover efteråret og udviklet sig til en markant profil hos Aarhus Fremad.

- Mathias kan dække flere positioner i offensiven, hvilket giver os endnu flere strenge at spille på. Han er dynamisk, hurtig, udfordrende, relationelt stærk og passer godt ind i vores spillestil, konstaterer John Møller og tilføjer:

- Vi har fulgt Mathias tæt og har i processen haft et godt forløb med Aarhus Fremad, og vi ser frem til, at han fortsætter sin udvikling i AaB, hvor vi er overbeviste om, han han kommer til at gøre en positiv forskel.

Mathias Kubel glæder sig til sin nye udfordring:

- Det er det perfekte step i min karriere, føler jeg, så jeg blev rigtig glad, da AaB henvendte sig. AaB er en kæmpe klub i dansk fodbold. Det er en klub med ambitioner og en klub, som jeg kan se mig selv i.

- Den plan, klubben fremlagde for mig, er spændende. Der er ved at komme styr på alt omkring klubben igen, og jeg glæder mig meget til at blive en del af den udvikling, AaB er i gang med, fortæller Mathias Kubel.

- Jeg vil gerne bidrage til, at vi får skabt mange chancer og scoret en masse mål, og jeg glæder mig bare til at komme i gang og møde alle mine holdkammerater, få trænet med dem og lært dem at kende, slutter Mathias Kubel.

Mathias Kubel får trøje nummer 14 og indleder onsdag træningen med sine nye holdkammerater.

Tags på denne nyhed
'