Dagens to gange 50 minutter i Randers udmøntede sig i en glimrende præstation og en ikke ufortjent 3-2 sejr til AaB efter to scoringer af Oliver Ross og en enkelt fuldtræffer af Valdemar Møller.
AaB åbnede opgøret glimrende og satte sig på spillet, men det var Randers FC, som først viste farlighed, da AaB-keeper Vincent Müller i det 11. minut efter et hjørnespark måtte redde et hovedstød fra tæt hold.
Spilfordelingen blev efterhånden mere jævnbyrdig, men det var AaB, der efter 19 minutter kunne bringe sig i front, da Marc Nielsens indlæg fra venstre i første omgang blev clearet af Randers-defensiven, før Valdemar Møller resolut sparkede nedfaldsbolden i netmaskerne.
Yunes Taffel var nærgående for hjemmeholdet, inden udligningen kom efter 33 minutter, hvor en misforståelse i AaB’s bageste geledder førte til, at Nikolas Dyhr uhindret kunne passere Vincent Müller med et hovedstød.
Både Markus Kaasa, Marcus Bonde og Marc Nielsen forsøgte sig for AaB, inden værterne tre minutter før pausen kom på 2-1, da Yunes Taffel fangede Vincent Müller på mellemhånd uden for straffesparksfeltet og afdriblede keeperen, inden bolden blev skubbet ind i det tomme mål.
Anden halvleg bød på 11 nye spillere på banen for AaB, og også i anden halvdel af dysten blev der stort set over hele linjen leveret en godkendt præstation.
Udligningen til 2-2 blev sat ind efter 57 minutter af Oliver Ross på en flot frisparkstræffer, og efter 73 minutter lignede det unægtelig et straffespark begået mod Andreas Maarup, men dommeren var uenig i den betragtning.
Fire minutter senere sendte Adam Andersson et langskud på indersiden af stolpen, men syv minutter før tid blev ihærdigheden fra AaB’s side belønnet, da et nydeligt angreb med flere stationer endte hos Christian Tcacenco, som med en smart pasning i feltet frispillede Oliver Ross, der ikke svigtede alene med Randers FC’s bageste skanse og gjorde det til slutresultatet 3-2 til AaB.
Næste testkamp for AaB spilles fredag 30. januar på udebane mod Sønderjyske.
Matchfacts – testkamp (to gange 50 minutter)
Randers FC-AaB 2-3 (2-1)
19. min 0-1 Valdemar Møller, 33. min 1-1 Nikolas Dyhr, 47. min 2-1 Yunes Taffal, 57. min 2-2 Oliver Ross, 93. min 2-3 Oliver Ross.
AaB (4-3-3): Vincent Müller (46: Bertil Grønkjær), Mikkel Kallesøe (46: Christian Tcacenco), Benjamin Tiedemann (46: Elison Makolli), Cornelius Olsson (46: Nóel Atli Arnórsson), Marc Nielsen (46: Adam Andersson), Marcus Bonde (46: Alexander Håpnes), Markus Kaasa (46: Mads Bomholt), Andres Jasson (46: Frederik Børsting), Jubril Adedeji (46: Andreas Maarup), Nicklas Helenius (46: Bertram Skovgaard), Valdemar Møller (46: Oliver Ross).