Ross skifter til Silkeborg I.F.

2. februar 2026 kl. 15:30 af Brian Andersen

Oliver Ross kom i en alder af ti år til AaB Akademiet fra partnerklubben Aalborg KFUM og debuterede for AaB’s bedste mandskab som 16-årig.

AaB’s sportschef John Møller siger om salget:

- Oliver er endnu en af vores drenge, der i en tidlig alder har taget turen fra partnerklub til akademi og herefter haft nogle sæsoner på førsteholdet i AaB.

- Derfor har mange i AaB også en stor andel i Olivers forløb og udvikling både som menneske og som fodboldspiller, påpeger John Møller.

- Med halvandet år tilbage af aftalen og med en mulighed for at skifte til Silkeborg I.F., som har indfriet vores betingelser for en transfer, så mener vi, at dette er en løsning, der tilgodeser alle parter, og vi ønsker Oliver held og lykke fremover, ligesom han i sagens natur altid vil være velkommen i AaB, siger John Møller.

21-årige Oliver Ross, der havde kontrakt med AaB indtil 30. juni 2027, supplerer:

- Jeg er glad for at have fået muligheden for at skifte til Silkeborg I.F., som på nuværende tidspunkt er et godt sportsligt skridt for mig. Jeg ser frem til at opleve et nyt setup i nye omgivelser, som kan være med til at hjælpe min udvikling.

- Samtidig er det selvfølgelig vemodigt for mig at forlade AaB efter så mange år med mange fantastiske oplevelser, siger Oliver Ross.

- Mange drømme er gået i opfyldelse, heriblandt at spille på førsteholdet sammen med min bror (Mathias, red.), og så har det helt generelt været noget af det største for mig at spille på et fyldt Aalborg Portland Park med fansenes fantastiske opbakning i ryggen, fremhæver Oliver Ross.

- En kæmpe tak skal lyde til fansene for deres støtte, ligesom jeg gerne vil takke alle på Hornevej (AaB’s anlæg, red.), som altid har hjulpet mig. Det er jeg dybt taknemmelig for, og jeg vil fortsat følge AaB tæt og ønsker klubben alt det bedste, slutter Oliver Ross.

Oliver Ross opnåede 125 officielle kampe og 15 scoringer for AaB, ligesom det er blevet til 25 ungdomslandskampe for Danmark.

Tags på denne nyhed

Program for Preseason26

2. februar 2026 kl. 10:30 af Rasmus Estrup

I samarbejde med Arbejdernes Landsbank, Faxe Kondi og Aalborg Streetfood byder vi torsdag 5. februar sæsonkortholdere, billetabonnenter og samarbejdspartnere velkommen til Preseason26 på Aalborg Streetfood.

Dørene åbner kl. 16.30, og frem til showstart kl. 19.00 vil der blandt andet være livemusik, liveoptagelse af Ripodsten, autografskrivning af spillertruppen samt Q&A med administrerende direktør Michael Tuxen Boll og bestyrelsesformand Jesper B. Thing. Fansene kan stille spørgsmål til de to sidstnævnte, og du er velkommen til på forhånd at sende dine spørgsmål til re@aab-as.dk.

Samtlige billetter til Preseason26 blev udsolgt i løbet af en uges tid, og programmet for dagen er som følger:

Kl. 16.30 – Dørene åbner
Kl. 16.30 - Livemusik
Kl. 16.45 – Ripodsten optager live-podcast med blandt andre Steffen Højer
Kl. 17.30 – Q&A med Michael Tuxen Boll og Jesper B. Thing
Kl. 18.00 – Autografskrivning

Kl. 19.00 - Showstart – første halvleg

  • Velkomst ved aftenens konferencierer Ole Madsen og Søren Kusk
  • Strategi ved Michael Tuxen Boll
  • Status på akademi og transition, Kasper Ørkild fra Rød Aalborg interviewer akademichef Dennis Ramonn og transitionstræner Rasmus Würtz
  • Transfervinduet og sportslig status, Kasper Ørkild interviewer sportschef John Møller
  • Pause

Kl. 20.10 – Anden halvleg

  • Mindevideo for AaB’ere, der er gået bort det seneste år
  • AaB’s slagsang fremført af AaB’s Venner
  • Interview med anfører Benjamin Tiedemann og viceanfører Frederik Børsting
  • Spillerpræsentation
  • Tak for i aften

Under arrangementet vil udvalgte madboder samt baren på Aalborg Streetfood være åbne, så du kan få lækker mad og drikke undervejs. Faxe Kondi er desuden værter for den første øl/vand.

Vi glæder os til at se jer alle til en hyggelig AaB-aften.  

Tags på denne nyhed

AaB sælger Bomholt til Rosenborg Ballklub

31. januar 2026 kl. 20:00 af Brian Andersen

Mads Bomholt blev som U/13-spiller tilknyttet AaB Akademiet, da han skiftede fra partnerklubben Hadsund Boldklub. 

20-årige Mads Bomholt opnåede ved flere lejligheder at bære anførerbindet i AaB, hvor det blev til 73 officielle kampe og syv scoringer for klubbens bedste mandskab, mens han foreløbig står noteret for ni U-landsholdsoptrædener for Danmark.

AaB’s sportschef John Møller udtaler:

- Mads Bomholt kom til AaB allerede som 11-årig, og han kan om nogen betegnes som en af vores egne drenge, der har taget turen hele vejen op igennem akademiet til at blive en profil for vores førstehold, et forløb nøjagtig som vi ønsker det.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set Mads fortsætte minimum et halvt år mere i AaB, men det har været et stort ønske for ham om at komme afsted nu, hvilket vi har efterkommet, da vi er blevet økonomisk kompenseret på et niveau, hvor et salg giver mening, siger John Møller og fortsætter:

- En stor cadeau skal lyde til Mads selv og til alle, der på hans vej har bistået til Mads’ udvikling. Også på det menneskelige plan har Mads noget at være stolt af, og han vil naturligvis altid være velkommen tilbage i AaB. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden.

Mads Bomholt, der fik sin debut for AaB 6. august 2023 i en hjemmekamp mod FC Fredericia, ser frem til sin nye udfordring i Trondheim:

- Jeg har haft en fantastisk tid i AaB. Fra jeg var helt lille, har det været min store drøm at spille på AaB’s førstehold og slå igennem i AaB, og det synes jeg, at jeg har opnået nu.

- Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne nå næsten 75 kampe for AaB i en alder af 20 år, og jeg har både oplevet store øjeblikke som vores oprykningssæson samt modgang, der har været med til at modne mig i en tidlig alder, konstaterer Mads Bomholt og tilføjer:

- Derfor føler jeg også, at det er tid til at tage det næste skridt, og her virker skiftet til Rosenborg som det helt rigtige for mig. Jeg er rigtig glad for, at der har været en god dialog mellem mig og AaB samt AaB og Rosenborg, så klubberne kunne nå til enighed.

- Der skal lyde en stor tak til alle i og omkring AaB; mine holdkammerater, som har været med til at udvikle mig, trænerstaben, der hele vejen fra akademiet og op til førsteholdet har troet på mig, alle de mange gode mennesker i klubben, og så ikke mindst fansene, som bare har været fantastiske. Jeg er heller ikke i tvivl om, at AaB er inde i en god udvikling og nok skal opnå klubbens mål for resten af sæsonen, lyder det fra Mads Bomholt.

Mads Bomholt havde kontrakt med AaB indtil 30. juni 2028.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sønderjyske-AaB 3-3

31. januar 2026 kl. 07:10 af Rasmus Estrup

Fredag spillede vi 3-3 i en 120 minutter lang testkamp over tre halvlege mod 3F Superligaholdet Sønderjyske Fodbold. 

Sønderjyderne kom foran 3-0, inden først Kelvin John, siden Christian Tcacenco og endelig Frederik Børsting alle kom på tavlen og sikrede et 3-3-resultat mod 3F Superligaholdet, der har forårspremiere i næste uge.

Kampen blev ikke livestreamet efter ønske fra Sønderjyske Fodbold, men i videoen øverst kan du se kampens seks scoringer, der blev optaget med et HUDL-kamera uden lyd, samt et interview med cheftræner Steffen Højer.

Tags på denne nyhed

Comeback i målrig remis mod Sønderjyske

30. januar 2026 kl. 16:54 af Rasmus Estrup

Vinteropstartens anden testkamp blev fredag spillet på udebane mod Sønderjyske over 120 minutter, og selvom hjemmeholdet, som har forårspremiere i 3F Superligaen i næste uge, var foran 3-0, endte det takket være scoringer af Kelvin John, Christian Tcacenco og Frederik Børsting 3-3. 

Kampen blev spillet i tre halvlege af henholdsvis 45, 30 og 45 minutter, og efter en jævnbyrdig indledning med et par indlæg i begge ender uden output fik Ebube Duru headet kampen første afslutning lige på Vincent Müller efter 18 minutter. 

Små ti minutter før pausen sparkede hjemmeholdets Matthew Hoppe forbi AaB-målet fra kanten af feltet, men senere i samme minut udnyttede Alexander Lyng kynisk en fri mulighed i udkanten af AaB-feltet og gjorde det til 1-0 for Sønderjyske.

Minuttet senere var Kornelius Normann ude efter en udligning, men nordmandens afslutning reddede den tidligere AaB Akademimålmand Marcus Bundgaard, og i modsatte ende blev det kort efter til et overliggerforsøg fra Alexander Lyng fra distancen.

Inden de første 45 minutter var afviklet, var Sønderjyske tæt på at styre bolden i eget net efter et cutback-indlæg fra Kornelius Normann, men igen var Sønderjyske-keeperen på plads.

Syv minutter inde i anden periode sparkede Matthew Hoppe hjemmeholdet på 2-0, da han fra kanten af feltet sparkede bolden fladt ind ved modsatte opstander.

Kelvin John havde fire minutter senere en stor hovedstødsmulighed på et indlæg fra Andres Jasson, men tanzanieren headede over.   

I modsatte ende fik hjemmeholdet afsluttet et par gange, inden Valdemar Møller sparkede et hug fra en spids vinkel lige på Marcus Bundgaard, men i 71. minut blev det så 3-0 til Sønderjyske, da Alexander Lyng scorede sit andet mål.

To minutter senere fik så reduceret til 3-1, da en afslutning fra Jubril Adedeji endte med en ripost til Kelvin John, som tæt under mål styrede kuglen over stregen.

I sidste minut af anden periode – den på 30 minutter – fik Kelvin John en afslutning fra kanten af feltet viftet over målet. Herefter skiftede vi mange spillere ud, før de sidste 45 minutter.

Disse stod der AaB på, og Christian Tcacenco reducerede i 84. minut til 3-2 på en flot og kontrolleret flugter uden for feltet efter et AaB-hjørne.

Efter 100 minutter kunne Frederik Børsting efter en høj erobring omkring hjemmeholdets felt sparke 3-3-scoringen i et tomt net, og mod slutningen var Victor Fjeldgaard først tæt på at sikre en 4-3-sejr, men afslutningen blev afrettet og gik lige forbi – og da et giftigt indlæg fra Andreas Maarup ikke blev styret i mål af hverken Victor Fjeldgaard, Nicklas Helenius eller Frederik Børsting, som alle var løbet ind i det lille felt, sluttede det 3-3 mod Sønderjyske, der har forårspremiere i 3F Superligaen i næste runde.

Matchfacts – testkamp
Sønderjyske Fodbold-AaB 3-3
37. min 1-0 Alexander Lyng, 53. min 2-0 Matthew Hoppe, 71. min 3-0 Alexander Lyng, 73. min 3-1 Kelvin John, 84. min 3-2 Christian Tcacenco, 101. min 3-3 Frederik Børsting

AaB (4-3-3): Vincent Müller (75: Bertil Grønkjær), Mikkel Kallesøe (60: Adam Andersson), Elison Makolli (75: Christian Tcacenco), Benjamin Tiedemann (75: Cornelius Normann), Marc Nielsen (45: Nóel Atli Arnórsson), Andres Jasson (75: Andreas Maarup), Marcus Bonde (75: Frederik Børsting), Markus Kaasa (60: Alexander Håpnes), Valdemar Møller (75: Victor Fjeldgaard), Kelvin John (75: Nicklas Helenius), Kornelius Normann (60: Jubril Adedeji)

Tags på denne nyhed
'