AaB hylder danske veteraner på torsdag

29. september 2025 kl. 15:00 af Rasmus Estrup

Torsdag aften byder foruden Students’ Grandstand Party også på Veteran Match, når vi hjemme på Aalborg Portland Park møder HB Køge i Betinia Ligaen kl. 19.00.

Veteran Match er et initiativ, som afholdes i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Aalborg Kommune, hvor vi giver en særlig anerkendelse af tidligere udsendte og deres pårørende.

Danmarks Idrætsforbund står bag Veteran Match, hvor veteraner igen i år hyldes i forbindelse med kampe i Betinia Ligaen, 3F Superligaen, Bambuni Herreligaen og Metal Ligaen.

På torsdag vil lokale veteraner og deres pårørende derfor blive hyldet og vist anerkendelse på Aalborg Portland Park for deres indsats som udsendt for Danmark.

Danske veteraner er inviteret gratis ind til kampen, hvor de også vil blive hyldet med flag, stadionspeak og velfortjente klapsalver, ligesom der inden kampstart vil være en særlig indmarch. I pausen vil en æresveteran blive hyldet på grønsværen.

Trøjeauktion med særlige spillertrøjer
Derudover vil vores spillere bære særlige spillertrøjer med et Veteran Match-logo.

Disse trøjer, som bæres af de spillere, der er i startopstillingen, vil under kampen blive sat på auktion via Odendo. Pengene fra trøjeauktionen går til DIF Soldaterprojekts ’Safe Zones’ og ’Family Zones’, som er træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén samt deres pårørende.

Er du tidligere udsendt og interesseret i at komme gratis ind til kampen mod HB Køge, kan du finde på veteranmatch.dk

Er du ikke veteran, kan du købe billetter på www.billet.aabsport.dk.

FAKTA:

  • Veteran Match 2025 består af 48 kampe på tværs af hele landet.
  • Kampene afvikles i perioden mellem den 25. september og 6. oktober.
  • Som veteran kan du hente din gratis billet på veteranmatch.dk efter først-til-mølle-princip. Det er også muligt at tage pårørende med.
  • Formålet med Veteran Match er at give veteraner og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskab.
  • Veteran Match finansieres af Poul Due Jensens Fond / Grundfos Fonden, samt midler fra Forsvarsforliget.
  • Det er sjette år i træk, at Veteran Match afvikles.
Tags på denne nyhed

Stem på månedens AaB-spiller i september

29. september 2025 kl. 12:22 af Rasmus Estrup

September har for vores vedkommende budt på en 6-1-sejr over Marstal I.F., en 4-0-sejr over Middelfart Boldklub, et 3-0-nederlag mod FC Midtjylland, en 3-0-sejr over B.93 og et 2-1-nederlag mod Lyngby Boldklub. 

Nu skal vi have fundet månedens AaB-spiller i samarbejde med Faxe Kondi, og det er op til dig og dine medfans at vælge vinderen. 

Stem på din favorit her.

Afstemningen løber frem til onsdag 1. oktober kl. 10.00. 

Tags på denne nyhed

Abonnenter kan hente billet til AaB-Lyngby Boldklub

29. september 2025 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Lørdag 25. oktober tager vi hjemme på Aalborg Portland Park imod Lyngby Boldklub i endnu et vigtigt opgør i Betinia Ligaen, og er du billetabonnent kan du nu sikre dig billet til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Vores billetabonnenter har nemlig 48 timers førsteret på billetter til kampen, inden billetsalget åbner for alle på onsdag kl. 10.00. 

www.billet.aabsport.dk er der også fuld gang i billetsalget til torsdagens opgør mod HB Køge, hvor vi i samarbejde med Arbejdernes Landsbank og Faxe Kondi holder Students' Grandstand Party for alle studeende på videregående uddannelser i Nordjylland. Læs mere om det her.

Er du sæsonkortholder, er du naturligvis sikret billet til samtlige hjemmekampe og skal ikke foretage dig yderligere. 

Er du billetabonnent, skal du følge nedenstående guide for at hente dine billetter til AaB-Lyngby Boldklub:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk
  2. Vælg kampen: AaB-Lyngby Boldklub
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen. 

Bliv billetabonnent
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der til hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer, før det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Bliv billetabonnent eller sæsonkortabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Zinck startede inde i stor U/17 Future-sejr

28. september 2025 kl. 20:01 af Rasmus Estrup

Akademispiller Mikkel Bach Zinck spillede tidligere i dag sin anden U/17 Futurelandskamp, da han i en venskabskamp mod Norge var med fra start og fik de første 45 minutter. 

Danskerne vandt opgøret, der blev spillet hos vores partnerklub IK Rosendal, 5-1. 

Mikkel Bach Zinck er nu oppe på seks Futurelandskampe samlet set. 

Futurelandsholdene er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt endnu og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.

Tags på denne nyhed

Målrige akademikampe mod FC Midtjylland

28. september 2025 kl. 12:05 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 2-2
Lørdag var U/17 Ligaholdet oppe imod FC Midtjylland på udebane, og her blev det til et enkelt nordjysk point, mens hjemmeholdet tog to point efter den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

Efter en jævnbyrdig indledning bragte FC Midtjylland, der ligger på andenpladsen, sig foran i 18. minut, men frem mod pausen kom AaB’erne frem til gode muligheder.

Udligningen til 1-1 kom dog først ni minutter efter pausen, da William Thomsen sparkede et langskud i kassen til 1-1.

Blot tre minutter senere scorede Amar Hadzajlija til 2-1 for vores akademihold efter en opspilsfejl af hjemmeholdet, men 17 minutter før tid udlignede FC Midtjylland på et straffespark til slutresultatet 2-2.

Pointene skulle derfor fordeles på baggrund af en straffesparkskonkurrence, og her trak topholdet det længste strå.

Dermed fik vores U/17-hold et enkelt point, hvilket betyder, at holdet nu har to point efter de første fem ligakampe. Næste opgave i U/17 Ligaen følger på lørdag på Hornevej mod AC Horsens kl. 15.15.

U/15 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 3-6
Vores U/15-mandskab forsatte lørdag den ubesejrede stime og ligger således stadig på førstepladsen i U/15 Ligaen, da FC Midtjylland på udebane blev slået med 6-3. 

Adam Johan Jønson Christesen scorede tidligt til en AaB-føring på 1-0, inden FC Midtjylland to minutter senere udlignede til 1-1, men efter 24 minutter var U/15 Ligatopscorer Nicklas Frank Andersen på pletten med en ny AaB-scoring til 2-1.

Ti minutter før pausefløjtet fik hjemmeholdet udlignet til pausestillingen 2-2.

Efter 53 minutter blev det 3-2 til FC Midtjylland, men hjemmeholdet indkasserede et selvmål seks minutter senere, og da Adam Johan Jønson Christesen kort efter scorede sit andet mål i kampen, var AaB i front med 4-3.

To scoringer i slutminutterne af Nicklas Frank Andersen fuldendte ikke blot angriberens tredje hattrick i denne sæson – det sikrede også en AaB-sejr på 6-3.

Vores U/15-hold ligger efter fem kampe på førstepladsen med 14 point. Næste U/15 Ligakamp spilles lørdag kl. 13.00 mod AC Horsens på Hornevej.

Tags på denne nyhed
'