Skovgaard på tavlen i U/19-nederlag mod OB

26. november 2025 kl. 19:04 af Rasmus Estrup

Den anden puljekamp ved Scandinavian Academy Tournament endte med et nederlag mod OB på 3-1. 

Fynboerne åbnede kampen bedst, og efter fire minutter stod der 1-0 på tavlen til OB, da Gustav Wulf fik bolden ind bag Bertil Grønkjær efter en omstilling.

AaB-keeperen havde inden for de første ti minutter også en redning, før OB’erne fik en afslutning blokeret og sendte en god mulighed forbi fjerneste stang efter en ny omstilling.

Efter 17 minutter var mandagens målscorer Victor Fjeldgaard tæt på at udligne, da han fangede en lang bold fra Mads Samson, og med OB-keeperen fanget på mellemhånden tog Victor Fjeldgaard chancen udefra. Desværre prellede skuddet af på ydersiden af stolpen.

 

En halv time inde i opgøret fik det blå-hvide hold en friløber, men en fremadstormende Bertil Grønkjær fik presset OB-angriberen til at drible ud over baglinjen. Et par minutter senere var et OB-hjørne tæt på at føre til en scoring, da læderet blev headet på tværs i det lille felt, men kuglen endte med at gå forbi AaB-målet.

Inden pausen måtte Bertil Grønkjær lave en ny redning, ligesom fynboerne sendte et par langskud forbi rammen. Dermed lød pausestillingen på 1-0 til OB.

Anden halvleg var blot 15 sekunder gammel, før OB fik udbygget til 2-0, da Lasse Andersen vendte rundt på kanten af feltet og sparkede bolden i kassen.

Scoring virkede til at ryste vores U/19-hold, og inden for de næste to minutter tvang det blå-hvid-stribede mandskab to redninger ud af Bertil Grønkjær, før det fem minutter efter pausen blev til 3-0, da et fladt kantfrispark blev sendt ind mod forstolpen, hvor Lasse Andersen styrede bolden over stregen. 

I 56. minut foretog vi tre udskiftninger, da Mads Samson, Helgi Hafsteinn Johannsson og William Thomsen blev erstattet af Gustav Rubæk, Benjamin Jørgensen og Sebastian Høj. Minuttet senere kom netop Sebastian Høj til en afslutning efter oplæg fra Benjamin Jørgensen, men afslutningen sad uden for målrammen.

AaB’erne var i denne fase kommet længere frem på banen, og et godt opspil efterfulgt af en tværbold fra Bertram Skovgaard førte til en god afslutning fra Tobias Jørgensen, der dog måtte se sit forsøg reddet.

Midt i anden halvleg forlod Victor Fjeldgaard og Christian Tcacenco grønsværen til fordel for Elias Christiansen og Valdemar Rubæk. Sidstnævnte fik efter få minutter på banen bolden over stregen, men blev vinket for offside i situationen.

Da kampen gik ind i tillægstiden sparkede fynboerne et hårdt frispark mod mål, men Bertil Grønkjær fik med fingerspidserne viftet bolden på stolpen.

Kort før slutfløjtet kunne vores akademihold så reducere til 3-1, da en hurtig igangsætning på et frispark på kanten af OB-feltet førte til et godt indlæg fra Johan Hvistendahl, som Bertram Skovgaard pandede i nettet til slutresultatet.

U/19-holdet har efter de to første gruppekampe tre point. Den tredje puljekamp spilles mod SK Brann på lørdag, inden der mandag venter en placeringskamp.

Matchfacts – Scandinavian Academy Tournament, Marbella

AaB-OB 1-3 (0-1)
5. min 0-1 Gustav Wulff, 46. min 0-2 Lasse Andersen, 51. min 0-3 Lasse Andersen, 90. min 1-3 Bertram Skovgaard

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Johan Hvistendahl, Daryosh Popalzai, Mads Samson (56: Gustav Rubæk), Christian Tcacenco (68: Elias Christiansen), Tobias Jørgensen, Amar Diagne, Helgi Hafsteinn Johannsson (56: Sebastian Høj), Victor Fjeldgaard (68: Valdemar Rubæk), Bertram Skovgaard, William Thomsen (56: Benjamin Jørgensen)

Tags på denne nyhed

Julehygge i Arbejdernes Landsbank Lounge

26. november 2025 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

250 af vores trofaste sæsonkortholdere var i går samlet til julehygge med æbleskiver i Arbejdernes Landsbank Lounge på Aalborg Portland Park. 

Her kunne sæsonkortholderne blandt andet spille spil, tegne og klippe-klistre med Frederik Børsting, Oliver Ross, Mads Bomholt, Marc Nielsen, Nóel Atli Arnórsson og Valdemar Møller, ligesom der naturligvis også blev tid til autografskrivning. 

Tak til alle fremmødte for nogle hyggelige timer - og tak til alle sæsonkortholdere for opbakningen på hjemmebane gennem hele år. Vi ses til årets sidste kamp på søndag i Horsens.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Årets Holdkammerat som stadionspeaker

25. november 2025 kl. 14:55 af Rasmus Estrup

Til Partnerklubbernes Dag i lørdags var det 12-årige Frederik Hougaard, der stod for at præsentere AaB's startopstilling med opråbet lige inden første fløjt. 

Frederik Hougaard blev nemlig inden årets sidste hjemmekamp kåret til Årets Holdkammerat i 2025 på tværs af alle vores partnerklubber. 

Med titlen fulgte et rejsegavekort fra Aalborg Lufthavn på 5.000 kr. til en fodboldrejse samt muligheden for at råbe spillernes navne op til Partnerklubbernes Dag. Og den mulighed greb Frederik, som også fik lov til at komme helt tæt på både spillere og trænere.

Tags på denne nyhed

Skattejagt, Theodor-besøg og Black Week i AaB Shoppen

25. november 2025 kl. 11:08 af Rasmus Estrup

Der er mange gode grunde til at slå vejen forbi AaB Shoppens fysiske pop-up-butik i Gravensgade i denne uge. 

Hele ugen kører der masser af gode Black Week-tilbud, hvor du kan spare op til 85 procent på officielt AaB-merchandise. Find alle de gode tilbud online og et udvalg af tilbuddene i butikken. 

På lørdag holder AaB Shoppen igen en gratis skattejagt i samarbejde med Solo Grafisk, Aalborg City og AV Center. 

For at deltage i skattejagten skal man på lørdag henvende sig hos personalet i AaB Shoppen mellem kl. 10.00 og kl. 16.00. Her vil man få udleveret et skattekort, så skattejagten kan begynde. På selve skattekortet står der yderligere instruktioner, og finder man frem til skatten, venter der en lille præmie i AaB Shoppen. 

Lørdag vil vores maskot Theodor også besøge AaB Shoppen. Det sker kl. 14.00, hvor Theodor står klar til at uddele high fives. 

De nye åbningstider i AaB Shoppen, som er trådt i kraft i denne uge, er:
Mandag-fredag: Kl. 10-18
Lørdag: Kl. 10-16
(Åbent hver søndag i december kl. 10-16)

Fra mandag 15. december til og med tirsdag 23. december:
Mandag-fredag: Kl. 10-19
Lørdag-søndag: Kl. 10-16

Tags på denne nyhed

U/19 åbnede med sejr i Marbella

24. november 2025 kl. 21:47 af Rasmus Estrup

Efter en lang rejsedag i går skulle vores U/19 Ligahold her til aften i aktion ved de nordiske mesterskaber, Scandinavian Academy Tournament i Marbella, hvor svenske BK Häcken ventede. 

Svenskerne kom stærkt ud til kampen og tvang to gode redninger ud af Bertil Grønkjær inden for det første halvandet minut.

Fem minutter senere fulgte en ny stor redning fra AaB-keeperen, og BK Häcken havde også et forsøg på overliggeren, inden AaB’erne i ottende minut bragte sig i front på holdets første mulighed. Efter et velopbygget angreb og et indlæg fra højresiden kunne Victor Fjeldgaard tæt under mål styre 1-0-scoringen i nettet.

Herefter fulgte en mere chancefattig periode, inden svenskerne i anden halvdel af første halvleg fik sendt en række langskud afsted. Tre af dem tog en velspillende Bertil Grønkjær sig af, mens de øvrige sad uden for målrammen, hvorfor vores akademihold gik til pause foran 1-0.

Til anden halvlegs start blev Christian Tcacenco indskiftet i Victor Holmstrøms sted, men ligesom i begyndelsen af første halvleg var det svenskerne, der først viste sig frem i AaB-feltet. Først med en spids afslutning på AaB-målmanden, inden et saksespark blev sendt over AaB-målet.

I 57. minut fulgte indskiftninger af Sebastian Høj og William Thomsen i stedet for Helgi Hafsteinn Johannsson og Valdemar Rubæk, og otte minutter senere kom Bertram Skovgaard på banen i stedet for Benjamin Jørgensen.

Herefter fulgte en periode med flere gode AaB-omstillinger. Først var det William Thomsen og Victor Fjeldgaard, der efter et godt drive blev afvist af BK Häcken-målmanden, inden Christian Tcacenco 20 minutter før tid bankede et langskud lige over mål.

I modsatte ende tog Bertil Grønkjær sig af et hårdt forsøg, inden William Thomsen efter et løb tværs gennem BK Häcken-feltet blev blokeret, og i 82. minut løb en stor AaB-mulighed ud i sandet.

Svenskerne fik lagt et tryk på AaB’erne i slutminutterne, hvor Daryosh Popalzai blev skiftet ind til sin første optræden for U/19-holdet, da Sebastian Høj måtte udgå med en skade. 

Men trods svenskernes pres, stod AaB’erne anført af flere gode redninger af Bertil Grønkjær og vigtige blokeringer fra forsvarskæden imod, og 1-0-resultatet blev sikret.

U/19-holdet spiller turneringens anden kamp på onsdag mod OB, der tabte 3-2 til SK Brann i den anden puljekamp.

Matchfacts – Scandinavian Academy Tournament, Marbella

AaB U/19-BK Häcken 1-0 (1-0)
8. minut 1-0 Victor Fjeldgaard

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Victor Holmstrøm (46: Christian Tcacenco), Gustav Rubæk, Mads Samson, Johan Hvistendahl, Amar Diagne, Tobias Jørgensen, Helgi Hafsteinn Johannsson (57: Sebastian Høj (82: Daryosh Popalzai), Benjamin Jørgensen (65: Bertram Skovgaard), Victor Fjeldgaard, Valdemar Rubæk (57: William Thomsen).

Tags på denne nyhed
'