
Udlandstur for U/15 – uafgjort i U/19
I weekenden spillede U/19 Ligaholdet 1-1 mod Vejle Boldklub og tabte den efterfølgende straffesparkskonkurrence, mens U/15 var til en turnering i Alkmaar.
U/19 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 1-1 (7-8)
I lørdags var vores U/19 Ligahold hjemme på Hornevej oppe imod Vejle Boldklub i sæsonens næstsidste kamp.
Efter en rodet indledning hvor AaB’erne fik skabt flest chancer, blev der særligt mod slutningen af første halvleg lagt et tungt pres på Vejle-feltet med flere gode chancer til følge, men scoringerne udeblev, og dermed lød pausestillingen på 0-0.
I anden halvlegs blot fjerde minut kunne gæsterne bringe sig i front efter et hjørnespark. Dette blev efterfulgt af et nyt, tungt AaB-tryk, men først i 85. minut kom udligningen, da Bertram Skovgaard eksekverede et nordjysk straffespark til slutresultatet 1-1.
Efter slutfløjt skulle pointene fordeles via en straffesparkskonkurrence, og her trak Vejle Boldklub det længste strå, så gæsterne snuppede to point med hjem, mens ét point blev på Hornevej.
Efter 25 kampe ligger vores U/19-mandskab på andenpladsen i U/19 Ligaen med 51 point. Der er ét point op til FC Midtjylland på førstepladsen, som har spillet 23 kampe. Tredjepladsen indtages af FC Nordsjælland med 49 point efter 23 kampe, mens OB er på fjerdepladsen med 47 point efter 23 kampe.
U/19-holdets sidste kamp i sæsonen spilles onsdag 28. maj kl. 19.00 mod Esbjerg fB på Hornevej.
U/15: Femteplads ved international turnering i Holland
Vores U/15 Ligahold var henover weekenden til en international turnering i den hollandske klub, Kolping Boys, der ligger i Alkmaar.
I turneringens første kamp var U/15-holdet oppe imod hollandske Sparta Rotterdam, der spillede aggressivt og meget fysisk, men AaB’erne formåede med mange hurtige kombinationer at spille sig ud af hollændernes tryk og vinde 2-0.
I turneringens anden kamp løb akademiholdet ind i et stort 6-1-nederlag mod et velspillende belgisk hold fra KRC Genk.
Tredje opgør stod mod polske Jagiellonia Bialystok, som var en fysisk stærk modstander, og her vandt det polske mandskab 3-1.
Turneringens første dag blev afsluttet med et opgør mod FC Twente, hvor en sejr var kravet for at gå videre til slutspillet. Efter en nordjysk 1-0-føring fik hollænderne udlignet til 1-1 tidligt i anden halvleg, men en AaB-scoring til 2-1 sikrede tre point og avancement til slutspillet, hvor vores akademihold kom i pulje med KRC Genk og AZ Alkmaar.
I opgøret mod teknisk dygtige AZ Alkmaar bragte hollænderne sig først på 1-0, inden de mod slutningen lukkede kampen med et 2-0-mål.
I den efterfølgende kamp mod KRC Genk var det belgierne, der fik lagt det tungeste pres, men AaB’erne stod imod og fik i modsatte ende skabt et par store tilbud. Kampen endte dog uden scoringer, og dermed endte vores U/15-hold på tredjepladsen i puljen, hvilket betød, at der skulle spilles om femte- og sjettepladsen mod engelske AFC Bournemouth.
Englænderne kom tidligt foran, men herefter overtog vores akademihold styringen og fik udlignet til 1-1, hvilket sendte kampen ud i en straffesparkskonkurrence. Her pillede Otto Korup Vilmar i AaB-målet tre forsøg fra pletten, og vores U/15-hold tog således en femteplads med hjem fra Holland.