Det endte med et nederlag på 3-1 på udebane mod Viborg F.F. trods stor opbakning fra udebaneafsnittet og en udligning af Nicklas Helenius undervejs.
Søndagskampen i Viborg sluttede desværre med et nederlag på 3-1. Efter en målløs første halvleg fik hjemmeholdet foræret et føringsmål, før Nicklas Helenius udlignede i 65. minut. Viborgenserne svarede dog tilbage med scoringer i 75. og 82. minut. Dermed er vi på 11. pladsen med to spillerunder tilbage.
Med en flot opbakning i ryggen fra et velbesøgt udebaneafsnit blev opgøret indledt jævnbyrdigt, men i femte minut var en glidende blokade fra Lars Kramer tæt på at blive farlig, da læderet styrede mod nærmeste stolpe. Her fik Vincent Müller dog viftet bolden ud til et hjørne.
Et hjørnespark i modsatte ende førte til kampens første farlige forsøg i 11. minut, da Lars Kramer steg til vejrs på Melker Widells hjørnespark, som hollænderen headede få centimeter forbi opstanderen. Derefter fulgte et par langskud uden præcision fra Kasper Davidsen, inden Vincent Müller greb et afrettet langskud fra hjemmeholdets Serginho.
Mathias Jørgensen fik midt i første halvleg en god mulighed, da Bjarne Pudel slog en perfekt diagonalbold til Andreas Bruus, som sendte et fladt indlæg ind til anføreren midt i Viborg-feltet, men vores topscorer sparkede læderet et par meter forbi. Kort efter var anføreren igen tæt på. Denne gang var det et hovedstød fra Nicklas Helenius, der sendte Mathias Jørgensen i fuld firspring mod Viborg-feltet. Fra en spids vinkel forsøgte vores nummer 11 sig med et skud højt i målet, men Lucas Lund fik handskerne på.
Hjemmeholdets Jean-Manuel Mbom sendte et forsøg fra distancen forbi AaB-målet, inden Melker Widell efter en halv time kom til en god mulighed efter et kombination med Kasper Jørgensen i højresiden, men svenskerens flade venstrebensforsøg blev reddet af Viborg-keeperen.
I modsatte ende kom Bjarne Pudel og Lars Kramer i vejen med et par blokader, og Melker Widell fik også ramt en viborgensisk blokade, inden Jakob Vester kort før pausen sparkede bolden lige på Vincent Müller fra kanten af feltet.
I de sidste sekunder af første halvleg var Viborg F.F. tæt på at bringe sig i front. Først blev Renato Junior blokeret tæt under mål, hvorefter bolden sprang ud til Jeppe Grønning, som i udkanten af feltet også ramte en blokade. Denne endte hos Isak Jensen, som til sidst bankede bolden over fjerneste målhjørne. Straks efter fløjtede dommer Jonas Hansen til pause efter en målløs første halvleg.
I pausen blev Bjarne Pudel udskiftet med Mylian Jimenez. Fire minutter inde i anden halvleg fik Nicklas Helenius en hovedstødschance efter et godt indlæg fra Andreas Bruus, men angriberen headede forbi fra kanten af det lille målfelt.
Minuttet senere var hjemmeholdets Asker Beck nærgående, da han fra en spids vinkel overraskede Vincent Müller ved at sparke på mål i stedet for at slå et indlæg. Tyskeren fik dog handsken bag, og Lars Kramer stødte straks efter til med en clearing. Hjemmeholdet fortsatte dog sit pres, hvilket førte til en god frisparksmulighed midt for mål, som Isak Jensen sparkede lige forbi.
I 53. minut fik Viborg F.F. pludselig foræret et føringsmål, da Vincent Müller sparkede forbi en flad tilbagelægning fra Lars Kramer. Bolden fortsatte ind på indersiden af stolpen og trillede over stregen til 1-0.
Vores tyske keeper fik kort efter en smule oprejsning, da han ved stolperoden reddede et giftigt langskud fra Isak Jensen, hvorefter Isak Hansen-Aarøen blev indskiftet i stedet for Mads Bomholt i 63. minut.
Den indskiftede nordmand fik hurtigt sat sit præg på kampen, da han leverede en præcis stikning til Mathias Jørgensen, som sendte et fladt indlæg tæt ind under mål, hvor Nicklas Helenius fik kastet sig frem og med tåspidsen sparket 1-1-udligningen i kassen i 65. minut.
Viborg F.F. forsøgte sig de næste minutter med et par langskud, der sad uden for rammen, og i 73. minut blev Nicklas Helenius udskiftet med Oliver Ross.
Et kvarter før tid kom det grønklædte hjemmehold igen foran. Indskiftede Yonis Njoh kombinerede sig ind centralt omkring AaB-feltet, hvor Nóel Atli Arnórsson til sidst kastede sig ned i en aflevering fra franskmanden. Desværre gik bolden fra vores unge islændings fod direkte ud til Thomas Jørgensen, der var alene over for Vincent Müller, da han sparkede Viborg F.F. på 2-1.
En håndfuld minutter senere var Yonis Njoh på spil igen, men denne gang kastede Mylian Jimenez sig i vejen med en glidende tackling på kanten af det lille felt.
I 82. minut blev det 3-1 til Viborg F.F., da Stipe Radic dukkede op i bagerste område på et indlægsfrispark fra Mads Søndergaard, der blev styret over mod bagstolpen.
Straks efter scoringen blev Andres Jasson og Oumar Diakhité sendt i aktion i stedet for Mylian Jimenez og Andreas Bruus.
I 90. minut fik Yonis Njoh en friløber over for Vincent Müller. Vores keeper reddede flot, og returbolden sparkede Charly Nouck ud til målspark. Dermed sluttede et 3-1.
Resultatet betyder, at vi med to runder tilbage ligger på 11. pladsen med 24 point. Lyngby Boldklub har samme pointantal, men en bedre målscore på tiendepladsen, mens Vejle Boldklub er på 12. pladsen med 22 point. De to klubber mødes i morgen.
Om en uge spiller vi sæsonens sidste hjemmekamp, når vi mod Silkeborg I.F. fejrer vores 140-års fødselsdag. Gør som flere end 10.000 andre og køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - 3F Superligaen, kvalifikationsspil, 30. spillerunde
Viborg F.F.-AaB 3-1 (0-0)
53. min 1-0 Lars Kramer (selvmål), 65. min 1-1 Nicklas Helenius, 75. min 2-1 Thomas Jørgensen, 82. min 3-1 Stipe Radic
Advarsler Viborg F.F.: Srdjan Kuzmic (23), Mads Søndergaard (85), Asker Beck (90)
Advarsler AaB: Bjarne Pudel (33)
5.678 tilskuere på Energi Viborg Arena
Viborg F.F. (4-3-3): Lucas Lund, Jean-Manuel Mbom, Daniel Anyembe, Stipe Radic, Srdjan Kuzmic (87: Hjalte Bidstrup), Asker Beck, Jeppe Grønning (64: Mads Søndergaard), Jakob Vester (64: Thomas Jørgensen), Serginho (64: Yonis Njoh), Renato Junior, Isak Jensen (82: Charly Nouck).
AaB (3-5-2): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Bjarne Pudel (46: Mylian Jimenez (83: Andres Jasson)), Andreas Bruus (83: Oumar Diakhité), Mads Bomholt (63: Isak Hansen-Aarøen), Kasper Davidsen, Melker Widell, Nóel Atli Arnórsson, Mathias Jørgensen, Nickals Helenius (73: Oliver Ross).
Dommer: Jonas Hansen