
Jan Peters stopper som formand og udtræder af bestyrelsen i AaB A/S
Efter et bestyrelsesmøde i dag i Aalborg Boldspilklub A/S fratræder Jan Peters som formand og udtræder desuden helt af bestyrelsen.
Som følge af den seneste udvikling i AaB trækker Jan Peters sig fra posten som formand samt fra enhver aktivitet i bestyrelsen.
- Den seneste udvikling i og omkring klubben har vist behovet for og ønsket om forandring, og at jeg trækker mig, skal opfattes som et klart tegn på vores ambition om at gøre, hvad der er bedst for AaB på nuværende tidspunkt, siger Jan Peters.
Jesper Brøchner Thing er foreslået som ny bestyrelsesformand for AaB A/S og vil være på valg på en ekstraordinær generalforsamling snarest muligt som afløser for Jan Peters.
Jesper Brøchner Thing har en bemærkelsesværdig professionel baggrund, stor ledelseserfaring og stærke bånd til lokalsamfundet. Han har i mange år arbejdet som CFO hos Eurowind Energy og er i øjeblikket fungerende bestyrelsesformand for EnergyTech Estate A/S og Investeringsforeningen Stonehenge.
Derudover har AaB’s hovedaktionær SSE22 meddelt, at de trækker sig fra deres aktive involvering i den daglige klubdrift på anlægget på Hornevej og således trækker deres daglige involvering. Denne ændring sker som svar på den feedback og kritik, som SSE22 har modtaget, og som er blevet anerkendt og taget alvorligt. Bestyrelsen og AaB’s daglige ledelse vil arbejde tæt sammen, og den højeste prioritet er udnævnelsen af en ny sportschef og cheftræner.
Mens der vil ske betydelige ændringer i den overordnede klubledelse som følge af den seneste udvikling og de sportslige resultater, vil den overordnede klubstrategi om at opbygge en bæredygtig, økonomisk stabil og succesfuld fodboldklub forblive intakt.
Dette er blevet besluttet i fuld gensidig enighed på tværs af bestyrelsen og klubledelsen.
I tråd med klubbens overordnede strategi om at udvikle egne talenter kan det også bekræftes, at AaB har modtaget en henvendelse og et tilbud fra en udenlandsk klub vedrørende U/20-landsholdsspiller Kasper Davidsen. I den forbindelse har AaB valgt at indlede realitetsforhandlinger om en mulig transfer. Der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået. Kasper Davidsen er siden, han var 12 år udviklet på AaB Akademiet.
Med det nye setup i AaB A/S er der skabt en base for fremtidigt samarbejde, som er tættere på lokalsamfundet, fans, samarbejdspartnere og sponsorer i AaB.
- Det er det, klubben handler om, og det er tid til at finde sammen igen, opfordrer Jan Peters og fortsætter.
- Med disse ændringer sender AaB et klart signal om vigtigheden af og respekten for lokalsamfundet, som er bygget på kerneværdierne respekt, sammenhold og inklusion. Klubben har aldrig og vil aldrig tolerere nogen form for dårlig opførsel eller manglende respekt. Den klare ambition må nu være at rette fokus mod den sportslige udvikling, så vi står bedst muligt rustet til den første turneringskamp i juli, hvor målet må være klart: at bringe AaB tilbage til 3F Superligaen, slutter Jan Peters.