
AaB U/13 vinder den jyske pokalfinale i flot stil
Onsdag aften spillede AaB Akademiets U/13-hold finale i den jyske pokalturnering, hvor modstanderen var Esbjerg fB. Efter slutfløjtet kunne AaB-spillerne juble over en velfortjent og stærkt tilkæmpet 4-2-sejr.
Finalen, der blev afviklet i Bording, fik en dramatisk indledning, da Esbjerg bragte sig foran allerede få sekunder inde i opgøret. AaB lod sig dog ikke ryste, fandt hurtigt rytmen og tog gradvist kontrollen over kampen. Det førte til udligning i det 13. minut, hvor Noah Øster omsatte et flot angreb til scoring.
Esbjergenserne svarede tilbage med endnu en afslutning fra distancen og bragte sig foran 2-1 efter 19 minutter, men AaB reagerede med det samme; blot ét minut senere kombinerede holdet sig flot igennem, og Viggo Lorentzen Dalsgaard udlignede sikkert til 2-2.
I anden halvleg gik der længere tid, før kampen igen bød på mål, trods flere gode sekvenser. I det 56. minut fik AaB imidlertid bragt sig foran, da Viggo Lorentzen Dalsgaard med stor sikkerhed sparkede et frispark uden for feltet op i nettaget.
To minutter senere blev sejren cementeret, da en afslutning ramte overliggeren, hvorefter Carl Schilder Vangsgaard var hurtigst over returbolden, som han headede sikkert i mål til kampens slutresultat 4-2.
– Inden kampen kunne man tydeligt mærke både spændingen og glæden ved at skulle spille en pokalfinale. Drengene formåede at fastholde spændingsniveauet på en rigtig flot måde – blandt andet viste de stor mental styrke ved ikke at lade sig påvirke af den tidlige scoring imod os. Langt hen ad vejen var vi meget tilfredse med vores udtryk og indsats i kampen. Vi har i den seneste periode haft fokus på at bringe bolden mere i feltet, og det lykkedes vi virkelig godt med i dag. Drengene fik en fantastisk oplevelse og leverede en præstation af høj kvalitet på banen. Det var en velfortjent sejr, som de kan være både stolte af og tage masser af selvtillid med videre fra, lød det efterfølgende fra trænerteamet.