Widell: Det bliver sindssygt fedt

14. februar 2025 kl. 19:05 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 14.00 fløjtes der op til årets første 3F Superligakamp på Aalborg Portland Park, når FC Nordsjælland kommer på besøg. 

Inden opgøret indtager søndagens gæster syvendepladsen med 26 point, mens vi ligger på niendepladsen med ni point færre. 

I dette interview kigger Melker Widell tilbage på et hårdt opstartsprogram og frem mod søndagens duel, ligeosm han også sætter ord på glæden over igen at have AaB's fans i ryggen. 

Køb billetter til søndagsopgøret på www.billet.aabsport.dk. For hver tilskuer til forårets 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park donerer AaB og Arbejdernes Landsbank to kr. til et velgørende formål i Nordjylland gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning. Og Hele Nordjyllands Håndsrækning går i dette forår til Stop Spild Lokalt Hjørring. 

Find al praktisk info om forårspremieren her. 

AaB søger content creator

14. februar 2025 kl. 14:15 af Brian Andersen

Er du idérig og passioneret omkring sport, og mestrer du at udvikle interagerende og værdiskabende indhold på de sociale medier, så er du måske vores nye content creator.

Der er tale om en nyoprettet stilling, hvor du med reference til AaB A/S’ kommunikations- og marketingchef bliver en del af et velfungerende team omkring den fortsatte udvikling af AaB’s kommunikation og marketing.

Din rolle bliver blandt andet at udvikle, producere og bringe indhold til forskellige sociale medieplatforme om primært 3F Superligatruppen, AaB Akademiet og AaB’s partnere samt udarbejde grafisk materiale rettet mod både B2B og B2C.

Derfor er det vigtigt, at du har gode kommunikationsevner, stærke grafiske kompetencer og behersker Adobe Photoshop og Adobe InDesign samt kan begå dig i videoredigeringsprogrammer som eksempelvis Final Cut Pro eller Adobe Premiere Pro.

Udover grafiske egenskaber og SoMe-kompetencer forventer vi, at du har analytiske evner og stor interesse for digital markedsføring, er kreativ, er modig og har øje for tidens trend.

Vi forventer, at din arbejdsform er systematisk og struktureret, og at du har et godt blik for såvel detaljen som helheden.

Har du også erfaring og indblik i sportens verden og dennes mekanismer, er det et ekstra plus.

I et afvekslende job forventer vi således, at du i din private planlægning tager udgangspunkt i AaB’s kampkalender og arrangementer.

Vi forventer, at du er ansvarsbevidst og fleksibel, og du vil opleve en stor frihed i jobbet i vores klub, der for mange ansattes vedkommende er en livsstil.

AaB A/S er som arbejdsplads kendetegnet ved et højt humør og et godt sammenhold, som du falder naturligt ind i.

Lønnen forhandles individuelt, og der er firmabetalt pension, fri telefon og internet og en række andre personalegoder.

Ansøgninger behandles løbende – dog med sidste frist 2. marts.
Samtaler forventes holdt henover uge 11, 12 og 13, og tiltrædelse er som udgangspunkt 1. maj 2025.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, som sendes til kommunikations- og marketingchef Brian Andersen på ba@aab-as.dk.

AaB A/S beskæftiger i dag cirka 20 medarbejdere i administrationen, som er hjemmehørende på Hornevej i Aalborg.

Båret af AaB’s værdier professionalisme, troværdighed, fællesskab og passion er AaB’s mission at integrere fodboldens værdier og dyder for at skabe bæredygtig succes, økonomisk fremgang og regional stolthed. AaB’s vision er at blive et nationalt tophold med europæisk deltagelse, og formålet er at forene Nordjylland gennem begejstrende fodbold.

AaB har i dag:
- 86.345 følgere på Facebook
- 50.385 følgere på Instagram
- 16.614 følgere på X
- 9.461 følgere på LinkedIn
- 4.664 abonnenter på Youtube
- 248 følgere på Bluesky

AaB Shoppen har i dag:
- 2.735 følgere på Facebook
- 2.494 følgere på Instagram

AaB er fondsbørsnoteret og en historisk fodboldklub fra 1885 med fire danske mesterskaber og tre pokaltitler og kendt for sin talentudvikling og sin passionerede fanbase. AaB er et samlingspunkt og ønsker som klub at vokse og som brand at skærpe sin tilstedeværelse og nå ud til endnu flere interessenter.

Siden 2015 er der gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning blevet uddelt flere end to millioner kr. til gode formål i Region Nordjylland. I indeværende sæson har 8.466 tilskuere i gennemsnit overværet AaB’s hjemmekampe i 3F Superligaen.

Tags på denne nyhed

Stop Spild Lokalt Hjørring modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning

14. februar 2025 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

Stop Spild Lokalt Hjørring vil for hver tilskuer til 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park i foråret 2025 modtage to kr. af AaB og Arbejdernes Landsbank gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Det har AaB’s fans besluttet gennem en afstemning, hvor også Det Kærlige Måltid Aalborg og 9220 De Frivillige var kandidater.

Et udvalg med repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, Wintherhjælpen, udpegede ud fra feltet af ansøgere de tre kandidater, som kom til afstemning blandt AaB’s fans.

Afstemningen kørte fra tirsdag 11. februar til torsdag 13. februar kl. 12.00, og Stop Spild Lokalt Hjørring vandt afstemningen med 60 procent af fansenes stemmer.

AaB grundlagde Hele Nordjyllands Håndsrækning i 2015, hvor der blev givet én kr. pr. tilskuer til et godt formål. Fra 2017 til og med foråret 2022 støttede Spar Nord Fonden op om prisen, så beløbet blev fordoblet, og siden efteråret 2022 har Arbejdernes Landsbank støttet Hele Nordjyllands Håndsrækning. I alt er der doneret flere end to millioner kr. gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning til gode formål i Region Nordjylland.

Hvem er Stop Spild Lokalt Hjørring?
Stop Spild Lokalt Hjørring er en frivillig forening med 76 frivillige, som indsamler mad fra supermarkeder i Nordjylland og dagligt uddeler maden gratis til ca. 25 trængte nordjyske familier fra madoasen i Hjørring.

Det gælder mad- og råvarer, som intet fejler, men ikke kan sælges på grund af eksempelvis en beskadiget emballage eller en udløbet datomærkning.

- Det er helt fantastisk, at så mange har stemt på os. Det betyder, at vi kan hjælpe mange flere trængte familier med fødselsdage, konfirmationer og lignende, siger Pia Axen, daglig leder ved Stop Spild Lokalt Hjørring, og fortsætter:

- Med denne håndsrækning kan vi også komme ud til endnu flere supermarkeder, så vi kan sikre, at der er mindre madspild, og at endnu mere mad kan blive uddelt til familier, der har brug for det, siger Pia Axen, daglig leder ved Stop Spild Lokalt Hjørring.

AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler:

- Det er med stor stolthed, at vi igen kan støtte et godt, velgørende formål i Nordjylland gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning. Vores fans har denne gang peget på Stop Spild Lokalt Hjørring, som hver dag gør en forskel for nordjyske familier, og det er en indsats, som vi glæder os meget til at bakke op om. 

- Den store tilskueropbakning, vi fik i efteråret, var til stor gavn for seneste modtager af håndsrækningen, Wintherhjælpen, og vi håber, at vi i dette spændende forår kan opleve en endnu større opbakning på Aalborg Portland Park. Både til gavn for spillerne, klubben og nu også Stop Spild Lokalt Hjørring. Så jeg glæder mig til at se en masse fans på lægterne fra på søndag og fremover, siger Michael Tuxen Boll.

Hele Nordjyllands Håndsrækning vil efter forårssæsonen bliver opgjort og overrakt til Stop Spild Lokalt Hjørring.

Pr. dags dato er der gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning blevet uddelt 2.045.938 kr. siden 2015. 

Køb billetter til søndagskampen på Aalborg Portland Park mod FC. Nordsjælland på www.billet.aabsport.dk og vær med til at støtte Stop Spild Lokalt Hjørring.

Modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
Stop Spild Lokalt Hjørring – forår 2025 – endnu ikke opgjort (2 kr. pr. tilskuer)
Mødrehjælpen i Aalborg – velgørenhedstrøje 2024/2025 – endnu ikke opgjort (100 kr. pr. solgt trøje)
Wintherhjælpen – efterår 2024 – 135.458 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 – 22.500 (100 kr. pr. solgt trøje)
De Frivillige på Aalborg Universitetshospital - forår 2024 – 106.498 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr.  (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed

Beierholm øger sit engagement i AaB

14. februar 2025 kl. 10:45 af Rasmus Estrup

Gennem mange år har AaB og Beierholm haft et godt samarbejde, og det samarbejde udvides nu gennem en ny aftale. 

Med den nye sølvpartneraftale får Beierholm blandt andet eksponering og hospitality-muligheder til vores hjemmekampe på Aalborg Portland Park. Derudover vil Beierholm gennem det nye samarbejde også støtte op om AaB Women. 

- Vi er lokalt forankret i Aalborg, og i Nordjylland i det hele taget. Vi vil gerne engagere os lokalt, og vi føler et stort ansvar for at bidrage til udviklingen i byen og i det lokale erhvervsliv. Her er AaB et knudepunkt på mange måder, siger Thomas Nic. Nielsen, partner i Beierholm.  

- Vi udvikler os også selv som forretning og har de senere år føjet en række nye specialistområder til vores rådgivningstilbud. Det gælder bl.a. skat og moms, it-sikkerhed, digitalisering, investering og bæredygtighed. Det vil vi også gerne fortælle de mange nordjyske virksomheder om, og her er AaB og AaB’s erhvervsnetværk en god kanal for os. Og så nyder mange af os ganske enkelt også bare at se de bolsjestribede i aktion, fortsætter Thomas Nic. Nielsen. 

Salgschef i AaB, Kasper Bødker, supplerer:  

- Vi har i årevis haft et godt samarbejde med Beierholm, og det glæder os enormt, når gode samarbejdspartnere ønsker at øge deres engagement i vores klub, som det nu er tilfældet med en stor, lokal virksomhed som Beierholm. Vi ser frem til mange gode oplevelser sammen med Beierholm på Aalborg Portland Park i den kommende tid. 

Beierholm er en revisions- og rådgivningsvirksomhed med flere end 2.000 ansatte. Beierholms hovedkontor ligger på Langagervej 1 i Aalborg Øst, og på landsplan har Beierholm flere end 40 kontorer. 

Tags på denne nyhed

Billetsalget er åbent til AaB-FC Midtjylland

14. februar 2025 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Vores billetabonnenter har siden onsdag morgen haft 48 timers førsteret til billetter til 3F Superligakampen mod FC Midtjylland søndag 9. marts kl. 14.00, og netop nu er billetsalget åbent for alle på www.billet.aabsport.dk. 

Klik ind på www.billet.aabsport.dk kan du naturligvis også sikre dig billet til forårspremieren på søndag mod FC Nordsjælland, ligesom der også er billetter til salg til kampen mod FC København 2. marts. 

Du har også muligheden for at gøre som ca. 5.500 andre og blive sæsonkortholder eller billetabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed
'