Kampen mod FC Nordsjælland udsættes pga. frost

16. februar 2025 kl. 12:55 af Rasmus Estrup

Varmen i banen har været tændt på fuld tryk i de seneste to uger, men den hårde nattefrost med 11 minusgrader har ramt grønsværen på Aalborg Portland Park så kraftigt, at dommer Morten Krogh efter en dialog med AaB og FC Nordsjælland vurderer, at det ikke er forsvarligt at afvikle dagens kamp, der skulle have været fløjtet i gang kl. 14.00.

Kampen er indtil videre udsat til en endnu ikke fastlagt dato.

Alle der har købt billet til kampen vil blive kontaktet pr. mail. Billetter til dagens kamp vil fortsat være gældende til den udsatte kamp mod FC Nordsjælland. Ønsker man at refundere sin billet, skal man kontakte billet@aab-as.dk.  

Tags på denne nyhed

Jack Cassidy før forårspremieren

15. februar 2025 kl. 10:36 af Rasmus Estrup

I morgen gælder det vores første 3F Superligakamp i 2025, når FC Nordsjælland gæster Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Cheftræner Menno van Dam har karantæne og vil derfor ikke være på sidelinjen under søndagens opgør. Derfor bliver det i stedet assistenttræner Jack Cassidy, der skal lede holdet med assistance fra assistenttræner Mathias Haugaasen. 

I dette interview sætter Jack Cassidy ord på forberedelserne og forventningerne til forårspremieren, der fløjtes op kl. 14.00 i morgen. 

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab to kr. for hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2025 går ubeskåret til Stop Spild Lokalt Hjørring. Køb billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Fire AaB'ere i U/17-nederlag mod Tyskland

15. februar 2025 kl. 07:33 af Rasmus Estrup

Det danske U/17-landshold med fire spillere fra AaB Akademiet tog i går hul på miniturneringen i Portugal, hvor det blev til et nederlag på 4-0 mod Tyskland, der var foran med 3-0 ved pausen. 

Akademispillerne Gustav Rubæk og Valdemar Rubæk Vestergaard var med fra start, og mens førstnævnte spillede hele kampen, blev sidstnævnte udskiftet i pausen. I pausen blev Malthe Egebæk Mortensen indskiftet, og efter en time blev også Johan Hvistendahl sendt i aktion. 

Kampen i går var Valdemar Rubæk Vestergaards debut på U/17-landsholdet, og han er nu noteret for i alt syv ungdomslandskampe. Gustav Rubæk spillede mod Tyskland sin anden U/17-landskamp - den tredje ungdomslandskamp i alt. Malthe Egebæk Mortensen er nu oppe på otte U/17-landskampe og 18 ungdomslandskampe, mens Johan Hvistendahl i sin ottende U/17-landskamp rundede 20 ungdomslandskampe. 

U/17-landsholdet spiller igen søndag mod Portugal, og miniturneringen afsluttes onsdag mod Spanien. 

Widell: Det bliver sindssygt fedt

14. februar 2025 kl. 19:05 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 14.00 fløjtes der op til årets første 3F Superligakamp på Aalborg Portland Park, når FC Nordsjælland kommer på besøg. 

Inden opgøret indtager søndagens gæster syvendepladsen med 26 point, mens vi ligger på niendepladsen med ni point færre. 

I dette interview kigger Melker Widell tilbage på et hårdt opstartsprogram og frem mod søndagens duel, ligeosm han også sætter ord på glæden over igen at have AaB's fans i ryggen. 

Køb billetter til søndagsopgøret på www.billet.aabsport.dk. For hver tilskuer til forårets 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park donerer AaB og Arbejdernes Landsbank to kr. til et velgørende formål i Nordjylland gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning. Og Hele Nordjyllands Håndsrækning går i dette forår til Stop Spild Lokalt Hjørring. 

Find al praktisk info om forårspremieren her. 

AaB søger content creator

14. februar 2025 kl. 14:15 af Brian Andersen

Er du idérig og passioneret omkring sport, og mestrer du at udvikle interagerende og værdiskabende indhold på de sociale medier, så er du måske vores nye content creator.

Der er tale om en nyoprettet stilling, hvor du med reference til AaB A/S’ kommunikations- og marketingchef bliver en del af et velfungerende team omkring den fortsatte udvikling af AaB’s kommunikation og marketing.

Din rolle bliver blandt andet at udvikle, producere og bringe indhold til forskellige sociale medieplatforme om primært 3F Superligatruppen, AaB Akademiet og AaB’s partnere samt udarbejde grafisk materiale rettet mod både B2B og B2C.

Derfor er det vigtigt, at du har gode kommunikationsevner, stærke grafiske kompetencer og behersker Adobe Photoshop og Adobe InDesign samt kan begå dig i videoredigeringsprogrammer som eksempelvis Final Cut Pro eller Adobe Premiere Pro.

Udover grafiske egenskaber og SoMe-kompetencer forventer vi, at du har analytiske evner og stor interesse for digital markedsføring, er kreativ, er modig og har øje for tidens trend.

Vi forventer, at din arbejdsform er systematisk og struktureret, og at du har et godt blik for såvel detaljen som helheden.

Har du også erfaring og indblik i sportens verden og dennes mekanismer, er det et ekstra plus.

I et afvekslende job forventer vi således, at du i din private planlægning tager udgangspunkt i AaB’s kampkalender og arrangementer.

Vi forventer, at du er ansvarsbevidst og fleksibel, og du vil opleve en stor frihed i jobbet i vores klub, der for mange ansattes vedkommende er en livsstil.

AaB A/S er som arbejdsplads kendetegnet ved et højt humør og et godt sammenhold, som du falder naturligt ind i.

Lønnen forhandles individuelt, og der er firmabetalt pension, fri telefon og internet og en række andre personalegoder.

Ansøgninger behandles løbende – dog med sidste frist 2. marts.
Samtaler forventes holdt henover uge 11, 12 og 13, og tiltrædelse er som udgangspunkt 1. maj 2025.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, som sendes til kommunikations- og marketingchef Brian Andersen på ba@aab-as.dk.

AaB A/S beskæftiger i dag cirka 20 medarbejdere i administrationen, som er hjemmehørende på Hornevej i Aalborg.

Båret af AaB’s værdier professionalisme, troværdighed, fællesskab og passion er AaB’s mission at integrere fodboldens værdier og dyder for at skabe bæredygtig succes, økonomisk fremgang og regional stolthed. AaB’s vision er at blive et nationalt tophold med europæisk deltagelse, og formålet er at forene Nordjylland gennem begejstrende fodbold.

AaB har i dag:
- 86.345 følgere på Facebook
- 50.385 følgere på Instagram
- 16.614 følgere på X
- 9.461 følgere på LinkedIn
- 4.664 abonnenter på Youtube
- 248 følgere på Bluesky

AaB Shoppen har i dag:
- 2.735 følgere på Facebook
- 2.494 følgere på Instagram

AaB er fondsbørsnoteret og en historisk fodboldklub fra 1885 med fire danske mesterskaber og tre pokaltitler og kendt for sin talentudvikling og sin passionerede fanbase. AaB er et samlingspunkt og ønsker som klub at vokse og som brand at skærpe sin tilstedeværelse og nå ud til endnu flere interessenter.

Siden 2015 er der gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning blevet uddelt flere end to millioner kr. til gode formål i Region Nordjylland. I indeværende sæson har 8.466 tilskuere i gennemsnit overværet AaB’s hjemmekampe i 3F Superligaen.

Tags på denne nyhed
'