AaB TV: Stort interview med Kristoffer Wichmann

24. april 2025 kl. 16:16 af Rasmus Estrup

I går blev Kristoffer Wichmann præsenteret som ny cheftræner i AaB, og i dag stod cheftræneren i spidsen for sin første træning på Hornevej. 

Kom med på turen i dette syv minutter lange interview fra AaB TV, hvor Kristoffer Wichmann blandt andet fortæller om sin ungdomstid i AaB, hvor det blev til et U/17-mesterskab, sin trænerstil, opgaven for resten af sæsonen og forberedelserne til den vigtige mandagskamp på Aalborg Portland Park mod Vejle Boldklub. 

Køb billetter til AaB-Vejle Boldklub på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Kristoffer Wichmann er ny cheftræner i AaB

23. april 2025 kl. 22:05 af Brian Andersen

Kristoffer Wichmann har erhvervet sig UEFA Pro-licens, hvilket er den højeste trænerlicens i europæisk fodbold, og senest har han fungeret som assistenttræner i den tyske Bundesligaklub 1. FC Union Berlin.

Inden Kristoffer Wichmann blev hentet til Tyskland, var han fra marts 2021 til juni 2024 manden bag succesfulde sæsoner i Kolding I.F., hvor en oprykning fra 2. division blev efterfulgt af en tredjeplads i NordicBet Ligaen i sæsonen 2023/2024 – Kolding I.F.’s bedste placering i mere end 40 år.

Trænerkarrieren indledtes i november 2018 i Hellerup I.K., hvor Kristoffer Wichmann var manden ved roret, indtil Kolding I.F. kaldte.

Forud for trænergerningen bød spillerkarrieren på flere hundrede kampe for en række sjællandske klubber i de danske divisioner – flest for Hvidovre I.F. og FC Vestsjælland, hvor Kristoffer Wichmann også var anfører.

Kristoffer Wichmann er født i Aalborg og trådte sine første fodboldstøvler i partnerklubben Støvring I.F., før han skiftede til AaB Akademiet.

Her var han i 1997 med til at vinde guld i Junior DM (i dag U/17 Ligaen, red.) sammen med blandt andre Thomas Augustinussen og Michael Silberbauer.

Det blev aldrig til debut for AaB’s bedste mandskab, hvorfor step i seniortiden blev taget hos henholdsvis Aalborg Chang og Nørresundby Boldklub, inden turen i 2001 gik østover til Hvidovre I.F.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Vi har på kort tid oplevet massiv interesse for jobbet som cheftræner i AaB, hvor vi med udgangspunkt i vores kompetenceprofil og vores ambitioner og strategi om at udvikle og benytte unge spillere fra AaB Akademiet også har haft flere dygtige kandidater i spil.

- Relativt hurtigt stod det klart, at Kristoffer Wichmann var vores foretrukne person til jobbet, og vi er glade for, at vi er nået til enighed om en aftale, konstaterer James Gow.

- Kristoffer har taktisk know-how og en karismatisk personlighed, der medvirker til, at han får det maksimale ud af sit materiale. Han bringer aggressivitet, fight og professionalisme, og så ved han alt om, hvor meget AaB betyder for hele regionen, og vi ser frem til, at han i tråd med vores sportslige strategi efterhånden får sat sine aftryk, så vi sammen kan opfylde vores sportslige ambitioner, siger James Gow.

Kristoffer Wichmann glæder sig til at varetage jobbet i sin hjerteklub:

- AaB er mange ting for mig, og at være ungdomsspiller i AaB Akademiet er en uddannelse i sig selv. På den måde har jeg altid været præget af de dygtige trænere og ledere, jeg havde berøring med dengang, og klubben har jeg jo fulgt fra sidelinjen siden.

- Nu står jeg her så som en ærbødig cheftræner, men med en stor tro på, at jeg sammen med staben, spillerne og den øvrige del af klubben kan skabe et nyt kapitel, som kan gøre nordjyderne stolte, siger Kristoffer Wichmann og tilføjer:

- Inden for den metodik som AaB tror på, så kommer der en træner med klare rammer og retning. En tydelig træner, der giver sine spillere tryghed, en træner der er kompromisløs ærlig. Men som også er parat til at fejre store oplevelser, og jeg glæder mig til at møde stab, spillere og alle andre folk i klubben.

- Rent sportsligt vil det med fem kampe igen være omsonst ikke at indse, at vi er, hvor vi er. Vi skal rykke alvorligt sammen og med en kæmpe ydmyghed tilgå en kamp ad gangen, og nu handler det for mig om at komme tæt på drengene og få frigivet en masse energi, så vi kan stå med de bedst mulige chancer på mandag mod Vejle.

Kristoffer Wichmann står i morgen i spidsen for sit første træningspas i AaB, og på mandag aften venter den første kamp, når Vejle Boldklub gæster Aalborg Portland Park.

Kristoffer Wichmann, James Gow og udvalgte spillere vil umiddelbart efter morgendagens træningspas stå til rådighed for medierne.

Tags på denne nyhed

AaB TV: 12-årige Tobias var stadionspeaker

23. april 2025 kl. 12:18 af Rasmus Estrup

I søndags var der Børnenes Dag på Aalborg Portland Park til kampen mod Sønderjyske Fodbold. 

I dagene op til kampen havde vi en juniorreporter på Hornevej for at interviewe spillerne, og til kampen havde vi besøg af børnespillere fra vores mange nordjyske partnerklubber, der også tog imod spillerne ved indløbet. 

Umiddelbart inden kampstart var der også en ny stadionspeaker, da 12-årige Tobias Flyvholm Kvistgaard fra Kærby stod for opråbet af vores startopstilling. Se hvordan det gik i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Andenplads til U/19 ved international turnering

22. april 2025 kl. 13:16 af Rasmus Estrup

Påsken bød for tre af holdene på AaB Akademiet på deltagelse ved internationale turneringer. 

U/19 Ligaholdet var en tur i franske Lyon, hvor puljemodstanderne var belgiske KAA Gent samt franske AS Saint-Étienne og det lokale hold Pays De Gier. Kampene blev spillet over to halvlege af 25 minutters varighed, og efter sejre over Pays De Gier og KAA Gent samt et nederlag til AS Saint-Étienne i sidste puljekamp endte AaB'erne på en andenplads i puljen.

Dermed var holdet videre til en semifinale mod brasilianske Athletico Paranaense. I en tæt kamp, hvor det brasilianske mandskab, der havde flere ungdomslandsholdsspillere i truppen, længe var i front, udlignede vores akademihold i sidste sekund til 1-1. Dermed skulle finalisten findes efter en straffesparkskonkurrence, som vores U/19-mandskab vandt 4-3.

I finalen, der blev spillet over 2x30 minutter, ventede endnu et opgør mod AS Saint-Étienne, og trods flere store AaB-chancer blev det desværre til et finalenederlag på 2-0.

I forbindelse med præmieoverrækkelsen blev Malthe Holt kåret til turneringens bedste midtbanespiller.

- Det var en god tur, som desværre ikke sluttede, som vi havde håbet. Vi spillede ellers en flot finale og holdt Saint-Étienne nede på de to chancer, som de scorede på, mens vi selv havde seks store chancer. Men dem fik vi ikke scoret på, siger U/19 Ligatræner Theis Larsen.

- Der var god modstand undervejs, for både Gent og Saint-Étienne stillede med gode hold, mens højdepunktet var kampen mod brasilianske Athletico Paranaense, der havde mange ungdomslandsholdsspillere med, og hvor vi udlignede til allersidst, fortsætter Theis Larsen.

- Sådan en turnering viser også, hvor vigtigt det er, at man kommer blæsende ud fra første fløjt, og spillerne blev presset til det yderste med kampe i et højt tempo mod udenlandsk modstand, siger Theis Larsen. 

U/15 og U/13 i Holland
Netop den udenlandske matchning er et generelt fokus på AaB Akademiet.

Derfor var U/17-holdet tidligere i april til en udenlandsk turnering i Holland, mens påsken også bød på udenlandske turneringer for U/15-holdet og U/13-holdet.

U/15-mandskabet var i Rotterdam, hvor det blev til kampe mod Liverpool FC, VfL Wolfsburg, Excelsior Rotterdam, Go Ahead Eagles og canadiske Supra Academy og True North Soccer.

U/13-holdets tur til Breda bød på opgør mod West Ham United FC, NEC Nijmegen, KV Mechelen, Stabæk Fotball og Cherry Orchard FC.

- Det giver vores akademispillere nogle store oplevelser og god erfaring at komme til internationale turneringer og møde dygtige hold, hvilket de lærer meget af. De får også et referencepunkt for, hvad det kræver at spille på højeste niveau i store internationale klubber. Samtidig bliver sammenholdet styrket, fordi både spillere og trænere har god mulighed for at bruge meget tid sammen på kryds og tværs, siger akademichef Mathias Krogh.

Inden sommerpausen skal både U/19, U/16, U/15 og U/14 på nye udlandsture, ligesom U/17, U/15, U/14 og U/13 vil deltage i Nørhalne Cup fra 29. til 31. maj, hvor flere store danske og internationale klubber deltager.

Tags på denne nyhed

Kramer karantæneramt mod Vejle Boldklub

22. april 2025 kl. 10:29 af Rasmus Estrup

I 84. minut af søndagskampen mod Sønderjyske Fodbold fik Lars Kramer sin fjerde advarsel i sæsonen. Dermed kom den 25-årige hollænder op på 22 karantænepoint, hvilket betyder, at forsvarsspilleren, der rundede 100 AaB-kampe i søndags, har fået én spilledags karantæne. 

Karantænen afsones på mandag, når vi i endnu et vigtig opgør møder Vejle Boldklub på Aalborg Portland Park. 

Kampstart på mandag er kl. 19.00, og 3F Fanzonen åbner kl. 16.30. Køb billetter til den vigtige mandagsduel på www.billet.aabsport.dk. 

Lars Kramer er igen tilgængelig, når vi mandag 5. maj gæster Sønderjyske Fodbold. 

Tags på denne nyhed
'