AaB TV: Sæsonens seks kasser mod Vejle Boldklub

26. april 2025 kl. 18:48 af Rasmus Estrup

2-2. 3-3. 1-1. Sådan lyder cifrene fra sæsonens tre tidligere opgør mod Vejle Boldklub, der mandag gæster Aalborg Portland Park i den sjette finale i 3F Superligaens kvalifikationsspil. Gør som flere end 8.500 andre og køb billet til mandagskampen på www.billet.aabsport.dk. 

Inden den vigtige duel på Aalborg Portland Park kan du i videoen øverst se sæsonens seks tidligere træffere mod Vejle Boldklub - to af målene er scoret af Mathias Jørgensen, mens Mads Bomholt, Oliver Ross, Bjarne Pudel og John Iredale stod for de resterende fire mål. 

Kampstart mandag aften er kl. 19.00, og aktiviteterne i 3F Fanzonen begynder kl. 16.30. Find al praktisk information om kampen her. 

Tags på denne nyhed

Gratis bolde, autografskrivning og gode tilbud

25. april 2025 kl. 12:48 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Vejle Boldklub

Spillerunde: 28
Spilledato: Mandag 28. april 2025
Kampstart: Kl. 19.00
Dørene åbner: Kl. 17.30
3F Fanzonen åbner: Kl. 16.30

Sjette finale i kvalifikationsspillet
Mandag aften møder vi hjemme på Aalborg Portland Park Vejle Boldklub i den sjette finale i 3F Superligaens kvalifikationsspil.

Inden runden ligger vi på tiendepladsen med 23 point, mens Vejle Boldklub er på 12. pladsen med 18 point. Mellem os og Vejle Boldklub ligger Lyngby Boldklub med 20 point på 11. pladsen.  

Flere end 8.000 har billet – hop ind på www.billet.aabsport.dk
Vi har endnu en gang brug for mest mulig opbakning mandag aften, og du kan gøre som flere end 8.000 andre og købe billet på www.billet.aabsport.dk eller i billethuset på Aalborg Portland Park, der åbner kl. 17.30 på mandag.

Tilhængere af Vejle Boldklub skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 17.30 på mandag. 

150 signerede bolde sparkes ud efter slutfløjt
Hovedpartner Scan Global Logistics er kamppartner på mandag, og i den anledning har hovedpartneren fået lavet 150 Scan Global Logistics-fodbolde, som alle AaB-spillere har skrevet deres autografer på.

De 150 bolde sparkes ud til tilskuerne på Aalborg Portland Park umiddelbart efter slutfløjt.

Autografskrivning i 3F Fanzonen
Mandag begynder aktiviteterne i 3F Fanzonen kl. 16.30. Der vil både være bordfodbold, subsoccer, Goal Station og ansigtsmaling, og ca. kl. 17.30 vil karantæneramte Lars Kramer skrive autografer i 3F Fanzonen.

Du kan som altid også købe mad og drikke i boderne og ved grillen. Køb eksempelvis en Ramus Wurst eller en omgang Gratværk (pølsemix). 

End Of Season Sale i AaB Shoppen
På mandag holder AaB Shoppen End Of Season Sale både online og de fysiske butikker på Aalborg Portland Park.

Her kan du spare 25 procent på alt spillertøj.

AaB Shoppen åbner i 3F Fanzonen kl. 16.30 og i foyeren kl. 17.00. Den mobile merchandise-vogn åbner kl. 17.45.

Klubbesøg af Poulstrup Vrejlev Sport 81 og FK Alliancen
Mandag aften er partnerklubberne FK Alliancen og Poulstrup Vrejlev Sport 81 på klubbesøg, og børnespillere fra de to klubber vil gå med AaB-spillerne på banen og deltage i pausekonkurrencen.  

Adgang til boder og toiletter i 3F Fanzonen under kampen
3F Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i 3F Fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

I boderne på Aalborg Portland Park modtager vi flere forskellige betalingsmetoder, herunder Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel fra begyndelsen af 2025. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stort interview med Kristoffer Wichmann

24. april 2025 kl. 16:16 af Rasmus Estrup

I går blev Kristoffer Wichmann præsenteret som ny cheftræner i AaB, og i dag stod cheftræneren i spidsen for sin første træning på Hornevej. 

Kom med på turen i dette syv minutter lange interview fra AaB TV, hvor Kristoffer Wichmann blandt andet fortæller om sin ungdomstid i AaB, hvor det blev til et U/17-mesterskab, sin trænerstil, opgaven for resten af sæsonen og forberedelserne til den vigtige mandagskamp på Aalborg Portland Park mod Vejle Boldklub. 

Køb billetter til AaB-Vejle Boldklub på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Kristoffer Wichmann er ny cheftræner i AaB

23. april 2025 kl. 22:05 af Brian Andersen

Kristoffer Wichmann har erhvervet sig UEFA Pro-licens, hvilket er den højeste trænerlicens i europæisk fodbold, og senest har han fungeret som assistenttræner i den tyske Bundesligaklub 1. FC Union Berlin.

Inden Kristoffer Wichmann blev hentet til Tyskland, var han fra marts 2021 til juni 2024 manden bag succesfulde sæsoner i Kolding I.F., hvor en oprykning fra 2. division blev efterfulgt af en tredjeplads i NordicBet Ligaen i sæsonen 2023/2024 – Kolding I.F.’s bedste placering i mere end 40 år.

Trænerkarrieren indledtes i november 2018 i Hellerup I.K., hvor Kristoffer Wichmann var manden ved roret, indtil Kolding I.F. kaldte.

Forud for trænergerningen bød spillerkarrieren på flere hundrede kampe for en række sjællandske klubber i de danske divisioner – flest for Hvidovre I.F. og FC Vestsjælland, hvor Kristoffer Wichmann også var anfører.

Kristoffer Wichmann er født i Aalborg og trådte sine første fodboldstøvler i partnerklubben Støvring I.F., før han skiftede til AaB Akademiet.

Her var han i 1997 med til at vinde guld i Junior DM (i dag U/17 Ligaen, red.) sammen med blandt andre Thomas Augustinussen og Michael Silberbauer.

Det blev aldrig til debut for AaB’s bedste mandskab, hvorfor step i seniortiden blev taget hos henholdsvis Aalborg Chang og Nørresundby Boldklub, inden turen i 2001 gik østover til Hvidovre I.F.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Vi har på kort tid oplevet massiv interesse for jobbet som cheftræner i AaB, hvor vi med udgangspunkt i vores kompetenceprofil og vores ambitioner og strategi om at udvikle og benytte unge spillere fra AaB Akademiet også har haft flere dygtige kandidater i spil.

- Relativt hurtigt stod det klart, at Kristoffer Wichmann var vores foretrukne person til jobbet, og vi er glade for, at vi er nået til enighed om en aftale, konstaterer James Gow.

- Kristoffer har taktisk know-how og en karismatisk personlighed, der medvirker til, at han får det maksimale ud af sit materiale. Han bringer aggressivitet, fight og professionalisme, og så ved han alt om, hvor meget AaB betyder for hele regionen, og vi ser frem til, at han i tråd med vores sportslige strategi efterhånden får sat sine aftryk, så vi sammen kan opfylde vores sportslige ambitioner, siger James Gow.

Kristoffer Wichmann glæder sig til at varetage jobbet i sin hjerteklub:

- AaB er mange ting for mig, og at være ungdomsspiller i AaB Akademiet er en uddannelse i sig selv. På den måde har jeg altid været præget af de dygtige trænere og ledere, jeg havde berøring med dengang, og klubben har jeg jo fulgt fra sidelinjen siden.

- Nu står jeg her så som en ærbødig cheftræner, men med en stor tro på, at jeg sammen med staben, spillerne og den øvrige del af klubben kan skabe et nyt kapitel, som kan gøre nordjyderne stolte, siger Kristoffer Wichmann og tilføjer:

- Inden for den metodik som AaB tror på, så kommer der en træner med klare rammer og retning. En tydelig træner, der giver sine spillere tryghed, en træner der er kompromisløs ærlig. Men som også er parat til at fejre store oplevelser, og jeg glæder mig til at møde stab, spillere og alle andre folk i klubben.

- Rent sportsligt vil det med fem kampe igen være omsonst ikke at indse, at vi er, hvor vi er. Vi skal rykke alvorligt sammen og med en kæmpe ydmyghed tilgå en kamp ad gangen, og nu handler det for mig om at komme tæt på drengene og få frigivet en masse energi, så vi kan stå med de bedst mulige chancer på mandag mod Vejle.

Kristoffer Wichmann står i morgen i spidsen for sit første træningspas i AaB, og på mandag aften venter den første kamp, når Vejle Boldklub gæster Aalborg Portland Park.

Kristoffer Wichmann, James Gow og udvalgte spillere vil umiddelbart efter morgendagens træningspas stå til rådighed for medierne.

Tags på denne nyhed

AaB TV: 12-årige Tobias var stadionspeaker

23. april 2025 kl. 12:18 af Rasmus Estrup

I søndags var der Børnenes Dag på Aalborg Portland Park til kampen mod Sønderjyske Fodbold. 

I dagene op til kampen havde vi en juniorreporter på Hornevej for at interviewe spillerne, og til kampen havde vi besøg af børnespillere fra vores mange nordjyske partnerklubber, der også tog imod spillerne ved indløbet. 

Umiddelbart inden kampstart var der også en ny stadionspeaker, da 12-årige Tobias Flyvholm Kvistgaard fra Kærby stod for opråbet af vores startopstilling. Se hvordan det gik i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed
'