U/19- og U/17-sejre over AGF
Både i U/19 Ligaen og U/17 Ligaen bød weekenden på 2-1-sejre over AGF.
U/19 Ligaen: AaB-AGF 2-1
Vores U/19 Ligamandskab tog lørdag en 2-1-sejr hjemme på Hornevej mod AGF.
Det bolsjestribede hjemmehold fik fra start leveret et godt udtryk og tilspillede sig flere store tilbud, der desværre ikke blev udnyttet.
I stedet slog AGF til på en omstilling lige før pausen, og dermed var gæsterne foran med 1-0, da første halvleg blev fløjtet af.
I anden halvleg blev der igen åbnet med et godt udtryk af vores U/19-drenge, og det medførte flere store chancer og et straffespark, men ind ville læderet ikke.
I hvert fald ikke før 88. minut, hvor Malthe Holt satte fire modstandere, inden han sparkede et langskud i kassen til 1-1.
Minuttet senere kom sejrsmålet så, da indskiftede Victor Fjeldgaard sparkede 2-1-scoringen i nettet.
Sejren betyder, at U/19 Ligaholdet er på femtepladsen med 21 point efter 11 kampe. Næste kamp venter på lørdag på udebane mod Esbjerg fB.
U/17 Ligaen: AaB-AGF 2-1
Også U/17 Ligaholdet lykkedes med at tage en sejr på 2-1 hjemme på Hornevej i lørdags, da AGF kom på besøg i årets sidste U/17 Ligakamp.
I indledningen førte godt, nordjysk pasningsspil til et tungt tryk på AGF’s defensiv, men gæsterne kom så småt bedre med i opgøret, som kampen skred frem.
Efter 0-0 ved pausen var det igen vores U/17-mandskab, der kom bedst ud til anden halvleg, og fem minutter efter pausen kunne Christian Eriksen sende føringsmålet i kassen til 1-0.
AGF fik derefter skubbet spillet længere frem i jagten på en udligning, men AaB-defensiven stod godt imod indtil 86. minut, hvor gæsterne udnyttede en stor chance og gjorde det til 1-1.
Vores U/17-mandskab jagtede i slutningen sejren, og med et flot langskudsmål i tillægstiden af Malthe Egebæk Mortensen, som bankede læderet helt op i målhjørnet blev det til en sejr på 2-1.
U/17 Ligaholdet ligger med sejren på tredjepladsen med 25 point efter 13 runder. Holdet skal først spille U/17 Ligakampe igen i marts 2025.
U/15 Ligaen: AaB-AGF 1-4
U/15 Ligaholdet spillede i weekenden også årets sidste ligakamp på hjemmebane mod AGF, men AaB’erne kunne desværre ikke gøre de to ældre årgange kunsten efter.
Gæsterne åbnede målkontoen i 18. minut, og da de sidste fem minutter af første halvleg bød på yderligere tre AGF-scoringer lød pausestillingen på 4-0.
Den stilling fik Sebastian Cortsen pyntet på to minutter før tid, da han eksekverede et nordjysk straffespark til slutresultatet 4-1.
Efterårets 12 U/15 Ligakampe har budt på 16 point, hvilket rækker til en ottendeplads inden forårets ligakampe.