Lørdag samler Vesttribunen tøj ind til udsatte

13. november 2024 kl. 19:32 af Rasmus Estrup

Fanorganisationen Vesttribunen har hver vinter siden 2018 haft en årlig tøjindsamling til gavn for Aalborgs udsatte borgere, og som vanligt bakker vi op om indsamlingen, der foregår på lørdag 17. november fra kl. 11.00 til kl. 14.30 i 3F Fazonen ved Aalborg Portland Park. 

Det indsamlede tøj går til byens varmestuer, og sammen med Vesttribunen opfordrer vi alle fans til at finde aflagt tøj frem fra skabet, som kan komme til stor gavn for brugerne af Aalborgs varmestuer i den kolde tid, vi går i møde. 

Fra AaB's side doneres der eksempelvis aflagte jakker og aflagt træningstøj, og så sørges der for gratis drikkevarer til alle, der kigger forbi på dagen og bakker op om tøjindsamlingen. 

Varmestuerne har i år særligt brug for:
- Hygiejneartikler m/k
- Undertøj - både skiundertøj, men især også almindeligt bomuldsundertøj m/k
- Joggingtøj - både bukser og trøjer
- Varme støvler
- Varmt tøj

Find mere info om Vesttribunens tøjindsamling her. 

Tags på denne nyhed

Testkamp endte uforløst

13. november 2024 kl. 14:17 af Brian Andersen

I forhold til AaB’s 3F Superligaopgør i Lyngby i søndags var der skiftet på samtlige pladser i startformationen, ligesom akademispillerne Malthe Kjølby, Malthe Holt, Bertram Skovgaard og gæstespiller Gabriel Quartey i anden halvleg fik muligheden for at vise sig frem.

Spillemæssigt indledte AaB bedst med både boldbesiddelse og velfungerende genpres, men første chance i opgøret tilfaldt i det sjette minut gæsternes Shanyder Borgelin, der efter et indlæg fra venstre flugtede bolden over tværribben.

Midtvejs var Vendsyssel F.F. mest på bolden, mens AaB i slutningen af første halvleg igen overtog spillet – uden dog at være farlige.

Derimod var udeholdet i det 24. minut igen tæt på, da AaB-målmand Rody de Boer kom i vejen for den tidligere AaB’er Marcus Hannesbo, der forsøgte sig fra en spids vinkel.

I anden halvleg åbnede AaB igen fint og med pres højt på banen, hvilket efter syv minutter fremtvang en stor Vendsyssel-fejl, som Kelvin John resolut udnyttede til at score til 1-0.

En tilsvarende fejl fra AaB ti minutter før tid blev dog lige så prompte eksekveret af gæsternes Lucas Jensen, der således bragte sit mandskab på omgangshøjde.

Efterfølgende var Eugene Amankwah nærgående før AaB, inden føringsmålet to minutter før tid burde være kommet, da Diego Caballos præcise hjørnesparksbold fandt vej til Oumar Diakhité, som i fri position og fra få meter headede lige på Vendsyssel-keeper Lasse Schulz.

I stedet kunne Vendsyssel F.F. i sidste minut være løbet med sejren, da Oskar Öhlenschlaegers forsøg ramte stolpen.

Måske allervigtigst for AaB var det denne fine novemberdag, at Sebastian Otoa og Oumar Diakhité efter overståede skader fik kampminutter i benene.

AaB skal næste gang i aktion, når Viborg F.F. søndag 24. november gæster Aalborg Portland Park. Køb i forsalg billetter her.

Matchfacts – testkamp (2 x 30 minutter)

AaB-Vendsyssel F.F.  1-1 (0-0)
37. min 1-0 Kelvin John, 50. min 1-1 Lucas Jensen.

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Eugene Amankwah, Sebastian Otoa (31: Malthe Kjølby), Oumar Diakhité, Marc Nielsen, Mylian Jimenez (46: Malthe Holt), Andres Jasson, Diego Caballo, Jubril Adedeji (46: Bertram Skovgaard), Kelvin John, Amar Diagne (31: Gabriel Quartey).

Tags på denne nyhed

Abonnenter kan hente billet til kvartfinalen

13. november 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Årets sidste kamp på Aalborg Portland Park spilles mandag 16. december kl. 19.00, når vi i returopgøret i Oddset Pokalens kvartfinale får besøg af Silkeborg I.F. 

Alle vores billetabonnenter kan nu hente deres billetter til kampen, inden det øvrige billetsalg til opgøret åbner for alle på fredag kl. 9.00. 

Billetterne kan hentes på www.billet.aabsport.dk, hvor det også er muligt at købe billetter til årets sidste 3F Superligahjemmekamp mod Viborg F.F. søndag 24. november. Flere end 10.000 har allerede billet til det opgør. 

Er du sæsonkortholder, er du sikret billet til begge kampe og skal ikke foretage dig yderligere.

Er du billetabonnent, skal du følge nedenstående guide for at hente dine billetter til AaB-Silkeborg I.F.:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk
  2. Vælg kampen: AaB-Silkeborg I.F.
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen. 

Bliv billetabonnent
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer, før det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Bliv billetabonnent eller sæsonkortabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Testkamp mod Vendsyssel F.F. i morgen

12. november 2024 kl. 16:13 af Rasmus Estrup

Med i kamptruppen til opgøret mod NordicBet Ligaklubben er:

Rody de Boer, Oumar Diakhité, Sebastian Otoa, Marc Nielsen, Mylian Jimenez, Jubril Adedeji, Diego Caballo, Andres Jasson, Kelvin John, Eugene Amankwah, Amar Diagne samt akademispillerne Nicolai Schmidt, Bertram Skovgaard, Malthe Kjølby, Malthe Holt og gæstespiller Gabriel Quartey. 

Kampstart i morgen er kl. 12.00 på Bane 8 på Hornevej. Det er gratis for alle at overvære kampen på Hornevej, og ellers kan opgøret også ses via et livestream på nordjyske.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Undervisning på Aalborg Portland Park

12. november 2024 kl. 13:24 af Rasmus Estrup

Sebastian Otoa og Amar Diagne var torsdag forbi Aalborg Portland Park, hvor niendeklasseselever fra Vesterkærets Skole deltog i et nyt pilotprojekt med Aalborg Kommune og AaB af 1885. 

Projekt "Klasseholdet", som brødrene Steen Ammundsen og Ulrich Ammundsen står bag, går ud på at rykke undervisningen ud af de traditionelle rammer i klasselokalet og ind på Aalborg Portland Park. 

Her var der dagen igennem undervisning om demokratisk dannelse, stereotyper og fordomme, inden Sebastian Otoa og Amar Diagne svarede på spørgsmål om deres vej til at blive professionelle fodboldspillere i AaB i omklædningsrummet. 

Se et indslag fra dagen i videoen øverst. 

'