To karantænedage til Widell

14. maj 2024 kl. 08:21 af Rasmus Estrup

I lørdagskampen på udebane mod Sønderjyske modtog Melker Widell en advarsel i 40. minut og igen i 68. minut, hvilket også medførte en udvisning. 

Udvisningen betyder, at Melker Widell i alt er oppe på 54 karantænepoint for sæsonen og nu skal afsone to spilledages karantæne. Han er således ikke med, når vi fredag aften får besøg af FC Fredericia på Aalborg Portland Park kl. 19.00, ligesom han også misser udekampen mod Kolding I.F. fredag 24. maj kl. 19.00. 

Dermed bliver hans næste mulige optræden i NordicBet Ligaen i sæsonens sidste kamp mod Vendsyssel F.F. søndag 2. juni kl. 15.00. 

Du kan købe billetter til fredagskampen mod FC Fredericia og sæsonens sidste kamp på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Uafgjort mod AGF i Future Cup

13. maj 2024 kl. 15:51 af Rasmus Estrup

Sæsonens fjerde kamp i Future Cup endte med en pointdeling efter 2-2 mod AGF, der i dag gæstede Hornevej.

Fra førsteholdstruppen var Rody de Boer, Nicklas Helenius, Sebastian Otoa, Richard Odada, Emmanuel Toku, Daniel Ask og André Álvarez Pérez med fra start, og i første halvleg var det os, der kontrollerede kampen bedst, selvom AGF headede et hjørnespark lige over mål efter 40 sekunder. 

I opgørets 14. minut vandt Nicklas Helenius sin direkte duel med en AGF-forsvarer og udnyttede den efterfølgende friløber sikkert, da han med et fladt spark mod fjerneste stolpe bragte os foran med 1-0.

Også Amar Diagne, Emil Nymann og Emmanuel Toku kom til afslutninger i første halvleg, men 1-0-føringen holdt til pausefløjtet. 

I pausen blev Nicklas Helenius, Sebastian Otoa, Richard Odada, Emmanuel Toku og Daniel Ask erstattet med akademispillerne Nikolai Veilbæk Andersen, Magnus Jensen, Oscar Meedom, Sebastian Stahlfest og Nikola Stojanovic.

Fra anden halvlegs start var det så AGF, der skabte mest, og Rody de Boer måtte hive en fin redning frem to minutter efter pausen.

I 59. minut udlignede AGF’s Julius Beck til 1-1, da han sparkede en flad afslutning ind via stolpen.

Herefter havde Amar Diagne en forbier, inden AGF efter et par langskud og et træf på stolpen et kvarter før tid kom foran med 2-1, da Malthe Friis-Christensen udnyttede en opspilsfejl i AaB-feltet.

Straks efter fik AGF en ny stor mulighed, som Rody de Boer dog kom i vejen for.

Ti minutter før tid stod Nikola Stojanovic for det flotte forarbejde, inden Oscar Meedom resolut udlignede til 2-2. 

Mod slutningen var både Sebastian Stahlfest og Oscar Meedom nærgående med gode afslutninger, men opgøret sluttede 2-2. Dermed står vi efter fire kampe i Future Cup med fem point.

- Vi så solide ud i første halvleg, hvor vi ikke gav nogle chancer væk, og som halvlegen skred frem fik vi også mere og mere flow i spillet. Vi kunne godt have skabt flere muligheder, men måtte tage til takke med en flot scoring af Heleinus, siger assistent- og transitionstræner Rasmus Würtz.

- Til anden halvleg skiftede vi en del ud, og vi havde det også sværere efter pausen, hvor vi også forærede dem to mål efter sløset opspil omkring vores eget felt. Der burde vi have være bedre og klogere, siger Rasmus Würtz, der sammen med den øvrige trænerstab havde valgt følgende startopstilling:

Rody de Boer
André Álvarez Pérez, Malthe Kjølby, Sebastian Otoa
Emil Nymann, Richard Odada, Kasper Davidsen, Daniel Ask, Emmanuel Toku
Nicklas Helenius, Amar Diagne

Indskiftet ved pausen blev Nikolai Veilbæk Andersen, Nikola Stojanovic, Sebastian Stahlfest, Oscar Meedom og Jacob Buus i stedet for Nicklas Helenius, Sebastian Otoa, Richard Odada, Emmanuel Toku og Daniel Ask. I 74. minut blev Kasper Davidsen erstattet af Jacob Buus. 

Næste opgave i Future Cup venter tirsdag 21. maj på udebane mod Sønderjyske.

Tags på denne nyhed

Future Cup-kamp mod AGF kl. 13.00

13. maj 2024 kl. 10:51 af Rasmus Estrup

Sæsonens fjerde Future Cup-opgør spilles i dag kl. 13.00 mod AGF på opvisningsbanen på Hornevej. 

Vores tre første kampe i turneringen er endt med en sejr, en pointdeling og et nederlag. 

Til dagens kamp er følgende mandskab udtaget: 

Rody de Boer, Nicklas Helenius, Sebastian Otoa, Richard Odada, Emmanuel Toku, Daniel Ask og André Álvarez Pérez samt akademispillerne Nicolai Schmidt, Kasper Davidsen, Amar Diagne, Sebastian Stahlfest, Oscar Meedom, Malthe Kjølby, Emil Nymann, Magnus Jensen, Nikolai Veilbæk Andersen, Nikola Stojanovic og Jacob Buus. 

Det er gratis for alle interesserede at overvære kampen. Ellers kan opgøret også følges via livestream på nordjyske.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB fylder 139 år

13. maj 2024 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

I går blev vores tilbagevenden til 3F Superligaen sikret efter 29 NordicBet Ligarunder, og i dag kan vi fejre vores klubs 139 års fødselsdag. 

13. maj 1885 blev AaB nemlig grundlagt. Det skete ved en generalforsamling på Hotel Royal. Indkaldelsen til den stiftende generalforsamling kan ses herunder. 

Stort tillykke til alle med AaB i hjertet. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sønderjyske-AaB 1-0

12. maj 2024 kl. 07:17 af Rasmus Estrup

Det endte desværre med et nederlag, da vi i går gæstede Sønderjyske på Sydbank Park. 

I første halvleg blev Sønderjyske holdt fra chancer, mens Mathias Jørgensen i modsatte ende både fik et mål annulleret i femte minut og var nærgående med et afrettet skud. 

Også Kasper Jørgensen og Melker Widell forsøgte sig inden pausen, men målmand Nicolai Flø blev aldrig for alvor truet. 

Efter pausen måtte Josip Posavec finde handskerne frem i et par tilfælde, inden Melker Widell blev udvist midt i anden halvleg. Herefter havde hjemmeholdet bolden meget - dog langt hen ad vejen uden for alvor at være farlige. 

I 88. minut kunne Kristall Ingason så bringe hjemmeholdet på sejrskurs med en straffesparksscoring til 1-0. 

Et par minutter senere blev selvsamme Kristall Ingason udvist med sin anden advarsel. Men i vores jagt på en udligning fik Sønderjyske et par store omstillingsmuligheder, som Josip Posavec tog sig godt af. 

Derfor sluttede kampen 1-0. Et fyldigt sammendrag af lørdagskampen kan ses i videoen øverst. 

Nederlaget betyder, at vi fortsat indtager andenpladsen i NordicBet Ligaen med 56 point, hvilket er 12 flere end FC Fredericia, der stadig kan hente 12 point, hvis de vinder resten af deres kampe. 

Vores næste kamp spilles på fredag kl. 19.00 mod netop FC Fredericia på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed
'