Future Cup-kamp mod AGF kl. 13.00

13. maj 2024 kl. 10:51 af Rasmus Estrup

Sæsonens fjerde Future Cup-opgør spilles i dag kl. 13.00 mod AGF på opvisningsbanen på Hornevej. 

Vores tre første kampe i turneringen er endt med en sejr, en pointdeling og et nederlag. 

Til dagens kamp er følgende mandskab udtaget: 

Rody de Boer, Nicklas Helenius, Sebastian Otoa, Richard Odada, Emmanuel Toku, Daniel Ask og André Álvarez Pérez samt akademispillerne Nicolai Schmidt, Kasper Davidsen, Amar Diagne, Sebastian Stahlfest, Oscar Meedom, Malthe Kjølby, Emil Nymann, Magnus Jensen, Nikolai Veilbæk Andersen, Nikola Stojanovic og Jacob Buus. 

Det er gratis for alle interesserede at overvære kampen. Ellers kan opgøret også følges via livestream på nordjyske.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB fylder 139 år

13. maj 2024 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

I går blev vores tilbagevenden til 3F Superligaen sikret efter 29 NordicBet Ligarunder, og i dag kan vi fejre vores klubs 139 års fødselsdag. 

13. maj 1885 blev AaB nemlig grundlagt. Det skete ved en generalforsamling på Hotel Royal. Indkaldelsen til den stiftende generalforsamling kan ses herunder. 

Stort tillykke til alle med AaB i hjertet. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sønderjyske-AaB 1-0

12. maj 2024 kl. 07:17 af Rasmus Estrup

Det endte desværre med et nederlag, da vi i går gæstede Sønderjyske på Sydbank Park. 

I første halvleg blev Sønderjyske holdt fra chancer, mens Mathias Jørgensen i modsatte ende både fik et mål annulleret i femte minut og var nærgående med et afrettet skud. 

Også Kasper Jørgensen og Melker Widell forsøgte sig inden pausen, men målmand Nicolai Flø blev aldrig for alvor truet. 

Efter pausen måtte Josip Posavec finde handskerne frem i et par tilfælde, inden Melker Widell blev udvist midt i anden halvleg. Herefter havde hjemmeholdet bolden meget - dog langt hen ad vejen uden for alvor at være farlige. 

I 88. minut kunne Kristall Ingason så bringe hjemmeholdet på sejrskurs med en straffesparksscoring til 1-0. 

Et par minutter senere blev selvsamme Kristall Ingason udvist med sin anden advarsel. Men i vores jagt på en udligning fik Sønderjyske et par store omstillingsmuligheder, som Josip Posavec tog sig godt af. 

Derfor sluttede kampen 1-0. Et fyldigt sammendrag af lørdagskampen kan ses i videoen øverst. 

Nederlaget betyder, at vi fortsat indtager andenpladsen i NordicBet Ligaen med 56 point, hvilket er 12 flere end FC Fredericia, der stadig kan hente 12 point, hvis de vinder resten af deres kampe. 

Vores næste kamp spilles på fredag kl. 19.00 mod netop FC Fredericia på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Sent og tungt nederlag i Sønderjyske

11. maj 2024 kl. 16:05 af Rasmus Estrup

Med et indkasseret straffespark kort før tid tabte vi lørdagens udekamp med Sønderjyske med 1-0 i en kamp, hvor vi i halvdelen af anden halvleg var en mand i undertal efter en udvisning til Melker Widell.

På et flot græstæppe måtte Sebastian Otoa allerede i det femte minut af en chancefattig første halvleg desværre udgå med en skade. Ind i hans sted kom Jakob Ahlmann. Straks efter sparkede Mathias Jørgensen bolden i nettet, men målet blev annulleret for offside. 

Mathias Jørgensen fik efter en jævnbyrdig periode uden chancer en god mulighed i 19. minut, da en høj erobring af Malthe Højholt førte til en afslutning i Sønderjyske-feltet af vores nummer 30. Afslutningen blev dog afrettet forbi nærmeste opstander. 

Dette blev starten til en fin periode for os, for kort efter prøvede Kasper Jørgensen lykken fra distancen, men langskuddet sad uden for målrammen, og efter 25 minutter var det så Melker Widell, der efter et hjørnespark sparkede en nedfaldsbold forbi via en sønderjysk afretning. 

Herefter kom en ny periode med meget bold på banens midte og uden chancer i hverken vores eller Sønderjyskes ende, inden Lars Kramer i 43. minut headede et hjørnespark fra Mads Bomholt over mål. 

I tillægstiden til første halvleg headede også Mathias Jørgensen. Denne gang efter en kantfrisspark, og denne gang blev bolden ubesværet reddet af målmand Nicolai Flø.  Pausestillingen lød dermed på 0-0 efter en første halvleg, hvor vi var i god kontrol. 

To minutter efter pausen måtte Josip Posavec så ud i sin første redning i kampen, da hjemmeholdet forsøgte sig med et fladt skud fra kanten af feltet, og en håndfuld minutter senere sparkede Ivan Nikolov kuglen over vores mål i forlængelse af en sønderjysk dødbold. 

Ti minutter inde i anden halvleg var Sønderjyske nærgående igen, da en afrettet afslutning fra Sefer Emini gik lige forbi nærmeste opstander. 

Sefer Emini tordnede et nyt langskud mod kassen i 58. minut, men det knaldhårde spark blev grebet ud af Josip Posavec. 

Midt i anden halvleg fik vi foretaget vores anden og tredje udskiftning, da Mads Bomholt og Oliver Ross blev erstattet af Richard Odada og Jubriul Adedeji. Minuttet senere modtog Melker Widell sin anden advarsel i kampen, og dermed var vi reduceret til 10 spillere resten af opgøret. 

Sønderjyske sad herfra tungt på spillet, og en håndfuld minutter efter udvisningen headede hjemmeholdet over mål efter et langt indkast. 

Hjemmeholdet havde dog vanskeligt ved at spille sig frem til chancer, men i 87. minut fik Sønderjyske tilkendt et straffespark, som Kristall Ingason sparkede i nettet til 1-0. 

Herefter skiftede vi Nicklas Helenius og Emmanuel Toku ind i stedet for Jakob Ahlmann og Younes Bakiz, og i tillægstiden modtog Sønderjyske-målscorer Kristall Ingason så sit andet gule kort og dermed en udvisning. 

Det efterfølgende frispark sendte Kasper Jørgensen forbi mål. 

I modsatte ende fik José Gallegos så en friløber over en halv bane, men Josip Posavec vandt duellen flot, og senere sparkede José Gallegos en god mulighed forbi. 

Vi pressede til sidst på for en udligning, men den udeblev. Dermed er vi fortsat på andenpladsen i NordicBet Ligaen med 56 point, hvilket er 12 flere end FC Fredericia, der mangler fire kampe.

Vores næste kamp i NordicBet Ligaen spilles på fredag kl. 19.00 mod FC Fredericia på Aalborg Portland Park. Køb billetter til det opgør samt sæsonens sidste hjemmekamp mod Vendsyssel F.F. 2. juni på www.billet.aabsport.dk. 

Matchfacts - NordicBet Liga, oprykningsspil, 29. spillerunde

Sønderjyske-AaB 1-0 (0-0)
88. min 1-0 Kristall Ingason (str.)
Advarsler Sønderjyske: Jacob Buus (79), Kristall Ingason (89), Kristall Ingason (90)
Udvisning Sønderjyske: Kristall Ingason (90)
Advarsler AaB: Melker Widell (40), Melker Widell (68)
Udvisning AaB: Melker Widell (68)
5.426 tilskuere på Sydbank Park

Sønderjyske (4-3-3): Nicolai Flø, Andreas Oggesen (60: Jacob Buus), Maxime Soulas, Daniel Grétarsson, Dalton Wilkins, Sefer Emini (74: Søren Andreasen), Tobias Sommer, Ivan Nikolov (60: Lukas Björklund), Tobias Klysner (45: Mads Agger), Kristall Ingason, Olti Hesyni (60: José Gallegos).

AaB (3-5-2): Josip Posavec, Sebastian Otoa (5: Jakob Ahlmann (90: Nicklas Helenius)), Lars Kramer, Nóel Atli Arnórsson, Kasper Jørgensen, Melker Widell, Malthe Højholt, Mads Bomholt (67: Richard Odada), Younes Bakiz (90: Emmanuel Toku), Mathias Jørgensen, Oliver Ross (67: Jubril Adedeji).

Dommer: Svend Funder

Tags på denne nyhed
'