Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret
Man kan nu søge om at blive efterårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, hvorigennem AaB og Arbejdernes Landsbank giver to kr. pr. tilskuer til et godt, nordjysk formål.
Siden 2015 er AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning blevet doneret halvårligt til gode formål i Region Nordjylland.
De første to år gav AaB en krone pr. tilskuer til AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til gode formål. Fra efteråret 2017 er beløbet blevet fordoblet, da først Spar Nord Fonden og siden Arbejdernes Landsbank (fra sommeren 2022) har bakket op om initiativet, så parterne sammen har doneret to kroner pr. fremmødt tilskuer.
I dette forår var det De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, der modtog Hele Nordjyllands Håndsrækning, som efter forårets syv kampe endte med en donation på 106.498 kr., der doneres ubeskåret til det gode formål.
Nu er det tid til at finde modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2024, og du kan skrive din ansøgning her.
Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser. Der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.
Ønsker du at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning, eller kender du en forening, en organisation eller et andet godt formål, der kunne have fordel af en håndsrækning, kan du søge her.
Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af prisen, De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, vil gennemgå ansøgningerne og udvælge tre kandidater, der herefter kommer til afstemning på aabsport.dk.
Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2024 forventes offentliggjort i dagene op til sæsonens første 3F Superligakamp på Aalborg Portland Park.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
De Frivillige på Aalborg Universitetshospital - forår 2024 – 106.498 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 - endnu ikke opgjort (100 kr. pr. solgt trøje)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Pr. dags dato er der i alt uddelt 1.887.980 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.