Davidsen og Arnórsson følger Bomholt op i Superligatruppen

11. juni 2024 kl. 10:30 af Brian Andersen

Allerede i den forgangne sæson har de tre spillere fra AaB Akademiet fået spilletid på førsteholdet, hvor Mads Bomholt står noteret for 19 officielle kampe, Nóel Atli Arnórsson ti og Kasper Davidsen fire kampe.

De tre spillere er kommet til AaB fra partnerklubberne Hadsund Boldklub (Bomholt), Gug Boldklub (Davidsen) og Aalborg KFUM (Arnórsson).

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Det er særdeles glædeligt, at vi frem til den nye sæson kan tilføre tre akademispillere til Superligatruppen, og for alle tre gælder det, at der er tale om spillere med stor kvalitet og udviklingspotentiale, og det er i den forbindelse værd at fremhæve det store arbejde, der bliver gjort på både træner- og ledersiden i AaB Akademiet.

- Vi er ikke i tvivl om, at Nóel, ”Kalle” og Bomholt alle kan gøre sig gældende, for det har vi jo sådan set allerede bemærket i kampene, og som nævnt en del gange før så har AaB Akademiet enorm stor prioritet for os, og har man som spiller og som person den nødvendige kvalitet, de rigtige egenskaber og den rette indstilling, så vil man også få chancen, fastslår Ole Jan Kappmeier.

AaB’s akademichef Mathias Krogh tilføjer:

- Det er særlig fedt at se, når tre spillere hele vejen via vores partnerklubber og for alle tre spilleres vedkommende fra U/13 i AaB, har gjort sig fortjent til en transition til førsteholdstruppen, hvilket vi i akademiet er stolte af.

- Fælles for Mads, ”Kalle” og Nóel er det, at både de og deres familier har været medskabere af egen udvikling, men også i høj grad af fællesskabet og kulturen på og uden for banen, hvilket vi mærker i både deres dedikation og tålmodighed med projektet, siger Mathias Krogh.

- Allerede nu kan vi også se, at der i flere af de kommende årgange er mange dygtige spillere, og vi glæder os til at fortsætte udviklingen og sende næste kuld op i førsteholdstruppen, slutter Mathias Krogh.   

Fra den kommende sæson får Kasper Davidsen trøje nummer 16, Mads Bomholt nummer 21 og Nóel Atli Arnórsson nummer 25 i AaB, hvor træningen efter sommerferien indledes med diverse tests 21. juni.

AaB A/S offentliggør prospekt i forbindelse med rettet emission

10. juni 2024 kl. 12:21 af Brian Andersen

AaB A/S søger i forlængelse af den rettede emission som følge af SSE 22’s udnyttelse af Warrant 1 de nye aktier optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen. 

Optagelse
På baggrund af den afgivne bemyndigelse i vedtægternes § 4.4 har bestyrelsen 10. juni 2024 besluttet at forhøje AaB A/S’ aktiekapital med 1.025.727 stk. nye aktier i AaB A/S. De nye aktier tegnes af SSE 22 via udnyttelse af Warrant 1.

Tegningskurs
De nye aktier tegnes til 44,26 kr. pr. aktie a nominelt 10 kr. 

Notering på Nasdaq Copenhagen A/S
De nye aktier er godkendt til optagelse til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S med forventet første noteringsdag 18. juni 2024. 

Baggrund for emissionen
Bruttoprovenuet fra udnyttelsen af Warrant 1 udgør 45,4 mio. kr. Efter fradrag af forventede omkostninger forventes AaB at få tilført et nettoprovenu på 44,9 mio. kr. 

Provenuet fra den Rettede Emission skal styrke AaB’s generelle kapitalberedskab og primært anvendes til investeringer i AaB akademiet. Udvikling af egne talenter, dels med henblik på integrering i førsteholdstruppen og dels med henblik på realisering af fremtidige transferindtægter, er fortsat en nøglefaktor i AaB’s fremtidige strategi. Derfor vil AaB de kommende år sammen med ressourcer og kompetencer fra SSE 22 intensivere og strukturere talentudviklingen yderligere. Dette medfører ud over øgede investeringer i staben omkring akademiet, kontinuerlige investeringer i den teknologiske og fysiske infrastruktur på Hornevej. 

Aktieudstedende institut
Spar Nord Bank A/S er aktieudstedende institut for AaB A/S og er bemyndiget til at udstede de nye aktier gennem VP SECURITIES A/S.

Offentliggørelse af prospekt
Prospektet, som er udarbejdet i forbindelse med Udbuddet i AaB A/S, offentliggøres via Nasdaq Copenhagen A/S 10. juni 2024. 

Prospektet ligger til gennemsyn på AaB A/S’ kontor, Hornevej 2, 9220 Aalborg Øst. Prospektet er endvidere tilgængeligt på AaB A/S’ hjemmeside aabsport.dk. 

Prospektet kan læses her.

Tags på denne nyhed

Kappmeier forventes at indtræde i bestyrelsen og vil i givet fald stoppe som sportsdirektør

10. juni 2024 kl. 11:45 af Brian Andersen

I forlængelse af offentliggørelsen 21. marts 2024 om en forestående kapitaludvidelse hvor storaktionærgruppen, Sports Strategy Excellence 22 (SSE 22), gav bindende tilsagn om at effektuere Warrant 1 og dermed et kapitalindskud på 45 mio. kr. og en ejerandel i AaB A/S på 50,5 procent er der i dag offentliggjort prospekt.

Inden længe vil der også blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, og i den forbindelse forventes det, at Ole Jan Kappmeier bliver en del af den nye bestyrelses sammensætning. I givet fald stopper Ole Jan Kappmeier dermed som sportsdirektør og udtræder af direktionen.

Ole Jan Kappmeier vil via sin bestyrelsespost fortsat være en del af det allerede eksisterende sportslige advisory board i AaB.

Stillingen som sportsdirektør forventes at blive overtaget af teknisk chef James Gow, der siden 1. juli 2023 har været en del af AaB’s sportslige ledelse. 

AaB har for nuværende ikke yderligere kommentarer til rokaden.

Ole Jan Kappmeier varetager således som hidtil rollen som sportsdirektør, indtil andet i givet fald bliver en realitet.

Venlig hilsen
AaB A/S
Niels David Nielsen
Bestyrelsesformand

U/17 og U/15 fortsat i spil til medaljer

10. juni 2024 kl. 09:12 af Brian Andersen

Allerede i første halvleg bragte U/17 sig på 3-0 efter scoringer af Mads Samson Feierskov Andreasen, Valdemar Møller og Benjamin Pihl Jørgensen, og slutresultatet blev i kampens sidste minut cementeret med et mål af Bertram Peter Skovgaard.

Med to spillerunder igen har OB vundet rækken, mens AaB indtager fjerdepladsen – et point efter FC Midtjylland. Interessant er det i forhold til tabellen, at Brøndby I.F. på andenpladsen med tre point ned til AaB ikke har flere kampe at spille.

En vigtig kamp venter på lørdag hjemme mod FC Midtjylland, mens sæsonen lukkes onsdag 19. juni på udebane mod Vejle Boldklub.

I U/15 Ligaen var modstanderen også Silkeborg I.F., som trods sin placering som næstsidst formåede at drille AaB’s bronzeaspiranter med det usædvanlige slutresultat som udfald.

Gæsterne kom foran, før Magnus Bak scorede først for AaB, inden gæsterne bragte sig på 3-1, men Amar Hadzajlija fik reduceret for AaB umiddelbart før pausen.

Udeholdet kom på 4-2, før et selvmål og en træffer af Christian Eriksen sendte AaB på omgangshøjde, men på ny tog SIF føringen, inden Christian Eriksen sørgede for udligningen til 5-5. De ti scoringer faldt i øvrigt fra det tiende til det 73. minut – altså på godt en times spil.

Desværre blev den efterfølgende straffesparkskonkurrence tabt, hvorfor AaB måtte nøjes med et point.

Med to spillerunder igen er AaB et point efter Randers Freja FC på tredjepladsen. Ligesom i U/17 Ligaen afslutter U/15 sæsonen med en hjemmekamp mod FC Midtjylland og en dyst på udebane mod Vejle Boldklub.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Alle 82 mål i 2023/2024-sæsonen

9. juni 2024 kl. 08:01 af Rasmus Estrup

Det er nu en uge siden, at NordicBet Ligasæsonen blev afsluttet med en smuk 4-1-sejr over Vendsyssel F.F., og nu kan du nyde samtlige 82 AaB-kasser i denne sæson.

66 af målene blev scoret i NordicBet Ligaen, mens 16 mål blev sat ind i Oddset Pokalen.

De 82 scoringer fordeler sig på følgende målscorere:

Mathias Jørgensen 11 mål
Melker Widell 10 mål
Nicklas Helenius 9 mål
Kasper Jørgensen 7 mål
Tim Prica 7 mål
Oliver Ross 6 mål
Rasmus Thelander 5 mål
Lars Kramer 5 mål
Younes Bakiz 5 mål
Richard Odada 4 mål
Sebastian Otoa 2 mål
Lucas Andersen 2 mål
Louka Prip 2 mål
Jakob Ahlmann 1 mål
Diego Caballo 1 mål
Jubril Adedeji 1 mål
Pedro Ferreira 1 mål
Jeppe Pedersen 1 mål
Emmanuel Toku 1 mål
Allan Sousa 1 mål

Tags på denne nyhed
'