- Værdifuld erfaring for akademispillerne

8. juli 2024 kl. 13:03 af Rasmus Estrup

Amar Diagne, Valdemar Møller, Marcus Bonde, Malthe Kjølby, Eugene Amankwah og Bertil Grønkjær har i løbet af opstartens første par uger været en fast del af førsteholdstræningen på Hornevej, og flere af spillerne har også fået kampminutter – først mod Hobro I.K. og siden mod OB.

- Det er vigtigt for klubben, at vi får akademispillere op på førsteholdet, og vi ser allerede nu, at flere tidligere akademispillere er blevet faste elementer i førsteholdstruppen, siger cheftræner Menno van Dam.

I lørdagens test mod OB var 20-årige Sebastian Otoa, 19-årige Oliver Ross og 19-årige Kasper Davidsen med i startopstillingen. Sidstnævnte er en af de tre akademispillere, der til denne sommer har tilkæmpet sig en fast plads i 3F Superligatruppen sammen med 17-årige Nóel Atli Arnórsson og 18-årige Mads Bomholt, der skal med til U/19 EM-slutrunden senere i juli. 

- Sammen med de andre tidligere akademispillere er de med til at vise vejen, og nu er vi i gang med at give den næste generation værdifuld erfaring på højeste niveau. De unge spillere har gjort det rigtig godt, og det er også akademitrænernes fortjeneste, fordi der ligger et godt stykke arbejde forud. Jeg er også rigtig glad for, at Valdemar Møller kunne krydre nogle gode uger med et godt og for os vigtigt mål i kampen i lørdags, siger Menno van Dam.

Efter kampen i lørdags gik Valdemar Møller på sommerferie, ligesom også Malthe Kjølby og Marcus Bonde har fået ferie, indtil AaB Akademiet starter op igen om ca. tre uger. 

- Valdemar skulle have haft ferie i fredags ligesom de to andre, men fik chancen mod OB på grund af skader. Malthe Kjølby og Marcus Bonde sad i fredags med vores analytiker Fynn (Cedric Bach, red.) og assistenttræner Jack (Cassidy, red.) og gennemgik nogle fine klip med mulige forbedringspunkter, som de kan tage med sig i ferien, og når de er tilbage på akademiet.

- For alle de unge spillere gælder det, at vi nu skal have lavet den bedst mulige plan for hver enkelt, så de både udfordres på førsteholdet, men også bliver profiler på AaB Akademiet, siger Menno van Dam.

I første testkamp mod Hobro I.K. fik både Malthe Kjølby, Marcus Bonde, Amar Diagne, Eugene Amankwah og Valdemar Møller spilletid. De tre sidstnævnte kom også kom på banen mod OB i lørdags.

Amar Diagne og Eugene Amankwah fortsætter med at træne med førsteholdet frem mod sæsonstart, og målmand Bertil Grønkjær, der i øjeblikket holder ferie, støder til træningen i ugen op til sæsonpremieren mod FC Nordsjælland. 

Tags på denne nyhed

Testkampe mod Viborg F.F. lørdag kl. 13.30

8. juli 2024 kl. 11:30 af Rasmus Estrup

På lørdag gælder det sidste test inden sæsonpremieren på udebane mod FC Nordsjælland 19. juli, når Viborg F.F. gæster Hornevej. 

For at få flest spilminutter til flest mulige spillere, er der aftalt to testkampe mod Viborg F.F. på lørdag. 

En førsteholdstestkamp spilles kl. 13.30, mens reserveholdstestkampen følger kl. 15.30.

Begge kampe spilles på opvisningsbanen på Hornevej. Der er fri adgang for alle interesserede, og ellers vil der være livestreaming på nordjyske.dk. 

Tags på denne nyhed

Ekstra billet til sæsonkortholdere til første hjemmekamp

8. juli 2024 kl. 08:50 af Rasmus Estrup

Vores første hjemmekamp på Aalborg Portland Park spilles søndag 28. juli kl. 16.00 mod Silkeborg I.F., og som endnu en tak for den fantastiske opbakning tilbyder vi alle vores sæsonkort- og billetabonnenter en ekstra billet til kampen.

Dermed kan alle sæsonkortabonnenter og billetabonnenter gratis tage en ven med til opgøret mod Silkeborg I.F.

Billetter kan hentes mandag kl. 16.30. 
Vores billetabonnenter har mulighed for at hente billet til kampen via www.billet.aabsport.dk mandag 8. juli kl. 16.30. Samtidig kan sæsonkortabonnenter og billetabonnenter tilgå billetsystemet for at hente den ekstra billet.

Billetsalget åbner for alle øvrige tilskuere på onsdag kl. 16.30 på www.billet.aabsport.dk.

Er du endnu ikke sæsonkortabonnent eller billetabonnent kan du ligesom flere end 5.200 andre blive det på www.billet.aabsport.dk.

Følg nedenstående guide for bestilling af den gratis billet via dit sæsonkort- eller billetabonnement:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk. (Samme profil, som du bruger til dit abonnement) 
  2. Vælg kampen: AaB-Silkeborg I.F.
  3. Vælg det tribuneafsnit, som du ønsker billet til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på Ekstra billet abonnenter – R2 Silkeborg IF
  7. Afslut transaktionen.

Sæsonkortabonnenter er som altid sikret deres faste plads og skal kun logge ind på billetsystemet, hvis man at hente den ekstra billet, som hentes via ovenstående fremgangsmåde.

Tags på denne nyhed

AaB TV: OB-AaB 1-3

7. juli 2024 kl. 07:33 af Rasmus Estrup

Lørdag bød på en velfortjent 3-1-sejr over OB i sæsonens anden testkamp, der blev spillet i Middelfart. 

Selvom vi var i god kontrol fra første fløjt, var det fynboerne, der bragte sig foran ved Luca Kjerrumgaard i 8. minut. Herefter var Mathias Jørgensen, Oliver Ross og Kelvin John alle tæt udligninger, men både træværket og OB-keeperen stod i vejen. 

Kort før pausen blev Diego Caballo udvist, men for at fastholde en kamp med 11 mod 11 blev Nóel Atli Arnórsson sendt på banen i stedet. 

I anden halvleg fortsatte det gode AaB-spil, og i 51. minut udlignede Mathias Jørgensen på en friløber fra Oliver Ross. Kort efter driblede Kelvin John sig til en stor mulighed, der gik over. 

Efter 68 minutter blev hele AaB-holdet skiftet ud, men kort tid senere blev kampen afbrudt på grund af lyn og torden. 

Da spillet blev genoptaget var det stadig med gode AaB-takter, og Valdemar Møller sparkede i 77. minut 2-1-scoringen i kassen, og i 98. minut afgjorde Nicklas Helenius kampen med 3-2-målet. 

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af kampen og få reaktioner fra Mathias Jørgensen og cheftræner Menno van Dam. 

Tags på denne nyhed

Uvejret stoppede ikke AaB

6. juli 2024 kl. 17:06 af Brian Andersen

Efter 72 minutter måtte opgøret afbrydes i tre kvarter på grund af kraftigt uvejr, men både før og efter var AaB det klart bedste hold på banen.

Holdmæssigt hang tingene sammen, og individuelt fik mange AaB’ere også vist sig frem – ingen nævnt, ingen glemt.

AaB indledte stærkt og var tæt på allerede efter to minutters spil, da Andreas Jasson stod for oplægget til Mathias Jørgensen.

De gode takter fortsatte for AaB, men et uheldigt afspil fra en ellers kampen igennem godt præsterende Kasper Davidsen gav Luca Kjerrumgaard chancen, hvilket OB-angriberen udnyttede til at bringe OB på 1-0 efter otte minutter.

Blot to minutter senere var det tæt på en udligning, da Oliver Ross gjorde forarbejdet for Mathias Jørgensen, men OB-keeper Viljar Myhra fik reddet.

Endnu tættere på var det i det 18. minut, hvor Oliver Ross igen var arkitekten – denne gang til Kelvin John, hvis skud fra tæt hold desværre ramte stolpen.

Midtvejs i halvlegen var Markus Jensen tæt på for OB, men få øjeblikke senere var det Oliver Ross, der truede i den modsatte ende.

Både Mathias Jørgensen og Kasper Jørgensen havde i fortsættelsen forsøg for AaB, og chancen var igen stor, da Oliver Ross to minutter før pausen headede Kasper Jørgensens indlægsbold i sidenettet ved fjerneste stolpe.

Umiddelbart inden halvtid modtog Diego Caballo direkte rødt kort for en sen tackling på en OB’er, hvorfor han blev erstattet af Nóel Atli Arnórsson for dog at komme på banen igen i kampens sidste 20 minutter.

AaB fortsatte dominansen, og Oliver Ross var på ny tæt på, før han i stedet efter 51 minutter leverede en assist til Mathias Jørgensen, som på efterhånden klassisk vis udlignede til 1-1.

Straks efter leverede Kelvin John en god dribletur, som blev afsluttet med et skud over mål, mens Vincent Müller modsat var på plads over for et hovedstød af Bjørn Paulsen.

AaB formåede igen og igen at vinde bolden højt oppe på banen, og Mathias Jørgensen forsøgte sig endnu engang, inden AaB efter 77 minutter efter et flot angreb bragte sig på 2-1 efter et tørt, fladt spark af Valdemar Møller.

Eugene Amankwah blev forhindret en scoring af en fodparade, men 3-1 blev det i stedet efter 98 minutter, hvor Nicklas Helenius på angriber-manér udnyttede en nydelig pasning fra Mads Bomholt.

Gæstespiller Bjarne Pudel havde en godt hovedstød og Mads Bomholt et skud fra distancen, men det blev ved de 3-1 til AaB.

Sidste testkamp for AaB venter om en uge på hjemmebane mod Viborg F.F.

Matchfacts – testkamp (120 minutter) på Middelfart Stadion
OB-AaB  1-3
8. min 1-0 Luca Kjerrumgaard, 51. min 1-1 Mathias Jørgensen, 77. min 1-2 Valdemar Møller, 98. min 1-3 Nicklas Helenius.

AaB (4-3-3): Vincent Müller (68: Rody de Boer), Kasper Jørgensen (68: Eugene Amankwah), Lars Kramer (68: Rasmus Thelander), Sebastian Otoa (68: Bjarne Pudel), Diego Caballo (44: Nóel Atli Arnórsson: 92: Diego Caballo)), Kasper Davidsen (68: Malthe Højholt), Andres Jasson (68: Mads Bomholt), Melker Widell (68: Mylian Jimenez), Kelvin John (68: Valdemar Møller), Mathias Jørgensen (68: Nicklas Helenius), Oliver Ross (58: Amar Diagne).

Tags på denne nyhed
'