Australsk landsholdsangriber til AaB

8. juli 2024 kl. 18:30 af Brian Andersen

I 2017 skiftede John Iredale som ungdomsspiller fra Sydney FC til SC Heerenveen, hvor han opholdt sig i to sæsoner, før karrieren trods 19 mål i 33 kampe for den hollandske klubs U/21- og U/19-hold fortsatte i Tyskland.

Her har tiden siden 2019 budt på VfL Wolfsburg, SC Paderborn og senest SV Wehen Wiesbaden som destinationer. Hos sidstnævnte bød 72 officielle kampe på 15 scoringer og fem assists, mens det for VfL Wolfsburgs næstbedste mandskab blev til 14 scoringer og fire assists i 21 optrædener.

Efter fire U-landskampe kom debuten også i marts i år på Australiens A-landshold, hvor spilletid i to VM-kvalifikationskampe har resulteret i en enkelt fuldtræffer.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- John Iredale er en kropsstærk angriber, der er aggressiv i sit presspil og en god afslutter i boksen med både hovedet og begge ben.

- Dertil er han ydmyg og har en karakter, der passer til klubben og gruppen og den måde, vi gerne vil spille på, og de signaler vi gerne vil sende fra banen og ud på tribunerne, siger Ole Jan Kappmeier.

John Iredale supplerer:

- Jeg arbejdede med Menno (van Dam, AaB’s cheftræner, red.) som ungdomsspiller i SC Heerenveen, og da jeg fik mulighed for at arbejde med ham igen, vidste jeg med det samme, at jeg skulle forfølge den, og jeg er meget glad for at få muligheden for det i AaB, der er en stor klub i Danmark.

- Jeg har hørt, at der er stor opbakning til holdet, og jeg glæder mig til at se alle fansene på tribunerne, når sæsonen starter om et par uger. Jeg kommer til at arbejde hårdt for klubben og bidrage til holdet ved at score mange mål. Det er, derfor jeg er her, lyder det fra John Iredale.

- Derudover har jeg fået et godt indtryk af klubbens faciliteter. Det er et meget professionelt miljø, som jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig i, og jeg glæder mig til at tage de næste skridt i min fodboldudvikling her. Tidligere på året fik jeg debut for Australiens landshold, og med skiftet hertil er det også min ambition at kunne hæve mit niveau, så jeg i fremtiden kan være en fast del af landsholdet.

John Iredale får trøje nummer 29 i AaB.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Pierre Gillo er Head of Performance

8. juli 2024 kl. 17:16 af Rasmus Estrup

Tyske Pierre Gillo, der efter syv et halvt år i Hamburger SV er kommet til AaB, har fået rollen som Head of Performance i klubben.

Han skal i samarbejde med alle nuværende specialister være med til at optimere udviklingen inden for alt fra det sundhedsfaglige til den fysiske træning, det ernæringsmæssige aspekt og den mentale del. Både for 3F Superligaholdet og AaB Akademiet. 

I dette indslag fortæller Pierre Gillo nærmere om sin rolle i AaB og de første par uger i klubben. 

Tags på denne nyhed

- Værdifuld erfaring for akademispillerne

8. juli 2024 kl. 13:03 af Rasmus Estrup

Amar Diagne, Valdemar Møller, Marcus Bonde, Malthe Kjølby, Eugene Amankwah og Bertil Grønkjær har i løbet af opstartens første par uger været en fast del af førsteholdstræningen på Hornevej, og flere af spillerne har også fået kampminutter – først mod Hobro I.K. og siden mod OB.

- Det er vigtigt for klubben, at vi får akademispillere op på førsteholdet, og vi ser allerede nu, at flere tidligere akademispillere er blevet faste elementer i førsteholdstruppen, siger cheftræner Menno van Dam.

I lørdagens test mod OB var 20-årige Sebastian Otoa, 19-årige Oliver Ross og 19-årige Kasper Davidsen med i startopstillingen. Sidstnævnte er en af de tre akademispillere, der til denne sommer har tilkæmpet sig en fast plads i 3F Superligatruppen sammen med 17-årige Nóel Atli Arnórsson og 18-årige Mads Bomholt, der skal med til U/19 EM-slutrunden senere i juli. 

- Sammen med de andre tidligere akademispillere er de med til at vise vejen, og nu er vi i gang med at give den næste generation værdifuld erfaring på højeste niveau. De unge spillere har gjort det rigtig godt, og det er også akademitrænernes fortjeneste, fordi der ligger et godt stykke arbejde forud. Jeg er også rigtig glad for, at Valdemar Møller kunne krydre nogle gode uger med et godt og for os vigtigt mål i kampen i lørdags, siger Menno van Dam.

Efter kampen i lørdags gik Valdemar Møller på sommerferie, ligesom også Malthe Kjølby og Marcus Bonde har fået ferie, indtil AaB Akademiet starter op igen om ca. tre uger. 

- Valdemar skulle have haft ferie i fredags ligesom de to andre, men fik chancen mod OB på grund af skader. Malthe Kjølby og Marcus Bonde sad i fredags med vores analytiker Fynn (Cedric Bach, red.) og assistenttræner Jack (Cassidy, red.) og gennemgik nogle fine klip med mulige forbedringspunkter, som de kan tage med sig i ferien, og når de er tilbage på akademiet.

- For alle de unge spillere gælder det, at vi nu skal have lavet den bedst mulige plan for hver enkelt, så de både udfordres på førsteholdet, men også bliver profiler på AaB Akademiet, siger Menno van Dam.

I første testkamp mod Hobro I.K. fik både Malthe Kjølby, Marcus Bonde, Amar Diagne, Eugene Amankwah og Valdemar Møller spilletid. De tre sidstnævnte kom også kom på banen mod OB i lørdags.

Amar Diagne og Eugene Amankwah fortsætter med at træne med førsteholdet frem mod sæsonstart, og målmand Bertil Grønkjær, der i øjeblikket holder ferie, støder til træningen i ugen op til sæsonpremieren mod FC Nordsjælland. 

Tags på denne nyhed

Testkampe mod Viborg F.F. lørdag kl. 13.30

8. juli 2024 kl. 11:30 af Rasmus Estrup

På lørdag gælder det sidste test inden sæsonpremieren på udebane mod FC Nordsjælland 19. juli, når Viborg F.F. gæster Hornevej. 

For at få flest spilminutter til flest mulige spillere, er der aftalt to testkampe mod Viborg F.F. på lørdag. 

En førsteholdstestkamp spilles kl. 13.30, mens reserveholdstestkampen følger kl. 15.30.

Begge kampe spilles på opvisningsbanen på Hornevej. Der er fri adgang for alle interesserede, og ellers vil der være livestreaming på nordjyske.dk. 

Tags på denne nyhed

Ekstra billet til sæsonkortholdere til første hjemmekamp

8. juli 2024 kl. 08:50 af Rasmus Estrup

Vores første hjemmekamp på Aalborg Portland Park spilles søndag 28. juli kl. 16.00 mod Silkeborg I.F., og som endnu en tak for den fantastiske opbakning tilbyder vi alle vores sæsonkort- og billetabonnenter en ekstra billet til kampen.

Dermed kan alle sæsonkortabonnenter og billetabonnenter gratis tage en ven med til opgøret mod Silkeborg I.F.

Billetter kan hentes mandag kl. 16.30. 
Vores billetabonnenter har mulighed for at hente billet til kampen via www.billet.aabsport.dk mandag 8. juli kl. 16.30. Samtidig kan sæsonkortabonnenter og billetabonnenter tilgå billetsystemet for at hente den ekstra billet.

Billetsalget åbner for alle øvrige tilskuere på onsdag kl. 16.30 på www.billet.aabsport.dk.

Er du endnu ikke sæsonkortabonnent eller billetabonnent kan du ligesom flere end 5.200 andre blive det på www.billet.aabsport.dk.

Følg nedenstående guide for bestilling af den gratis billet via dit sæsonkort- eller billetabonnement:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk. (Samme profil, som du bruger til dit abonnement) 
  2. Vælg kampen: AaB-Silkeborg I.F.
  3. Vælg det tribuneafsnit, som du ønsker billet til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på Ekstra billet abonnenter – R2 Silkeborg IF
  7. Afslut transaktionen.

Sæsonkortabonnenter er som altid sikret deres faste plads og skal kun logge ind på billetsystemet, hvis man at hente den ekstra billet, som hentes via ovenstående fremgangsmåde.

Tags på denne nyhed
'