AaB lejer ung midterforsvarer hos Malmö F.F.

31. januar 2024 kl. 18:00 af Brian Andersen

Den 18-årige midterforsvarer er noteret for 19 ungdomslandskampe for Sverige og en enkelt officiel kamp for Malmö F.F.

I den forgangne sæson var André Álvarez Pérez udlejet til BK Olympic Malmö, hvor det blev til 21 optrædener.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Vi har valgt at udnytte muligheden for at tilknytte en spændende spiller, som vi har fulgt i et stykke tid.

- André har et stort potentiale og kan som spillertype minde lidt om vores egen Sebastian Otoa med det samme flair og den samme alsidighed og elegance både i forsvarsspillet og i den offensive del af spillet, hvor André kan bidrage med stærke kompetencer i den opbyggende fase, fortæller Ole Jan Kappmeier og tilføjer:

- I første omgang er André sammen med Nóel Atli Arnórsson tiltænkt som back up for Rasmus Thelander, Lars Kramer og Sebastian Otoa, og vi mener, at vi dermed i midterforsvaret er særdeles godt dækket ind før forårets opgaver.

André Álvarez Pérez ser frem til at iklæde sig AaB-dragten:

- Straks AaB viste sin interesse, vidste jeg, at det ville være et godt skridt for mig. AaB er en stor klub med en rig historie og en stærk opbakning. Der er mange gode spillere på holdet, og det er et hold, som jeg meget gerne vil være en del af.

- Jeg håber på, at jeg her i AaB kan udvikle mig som spiller og være med til at rykke klubben op i den bedste række. Det er det helt store mål i første omgang, siger André Álvarez Pérez.

André Álvarez Pérez får trøje nummer 24 og træner med sine nye holdkammerater fra i morgen.

Bertil Grønkjær udtaget til U/17-landskampe

31. januar 2024 kl. 14:14 af Rasmus Estrup

16-årige Bertil Grønkjær, der i fredags spillede det sidste kvarter af førsteholdets testkamp mod Randers FC, er endnu en gang blevet udtaget til U/17-landsholdet. 

Akademimålmanden skal således med U/17-landsholdet til Pinatar i Spanien fra 13. februar til 18. februar. Undervejs venter to venskabskampe. 

Onsdag 14. februar spiller Danmark mod Schweiz, og lørdag 17. februar er modstanderen Irland. 

Bertil Grønkjær har indtil videre spillet 11 ungdomslandskampe - fem for U/16-landsholdet og seks for U/17-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

AaB ansætter ny administrerende direktør

31. januar 2024 kl. 09:00 af Brian Andersen

39-årige Michael Tuxen Boll kommer fra et job som kommerciel chef i Viborg F.F., hvor han siden sin tiltrædelse i 2020 har været medvirkende til at udvikle klubben i særdeles positiv retning inden for sit område.

Forinden sin tid hos Viborg F.F. har Michael Tuxen Boll henover en 15-årig periode haft roller som administrerende direktør for Ull/Kisa Håndball i Norge, key account manager for ASICS Europa, salgschef i Vålerenga Fotball samt diverse andre kommercielle job.

Herudover har Michael Tuxen Boll relevant uddannelse inden for salg, marketing, sport og økonomi – blandt andet en Master i Sport Management. 

AaB’s bestyrelsesformand Niels David Nielsen udtaler:

- Efter en grundig og professionel proces med et stort antal ansøgere fra både Danmark og udlandet mener vi, at vi med valget af Michael Tuxen Boll har fundet den rette person til opgaven.

- Vi har ikke lagt skjul på, at vores nye administrerende direktør, ud fra hvor vores klub står i dag, skulle besidde stærke salgsmæssige kompetencer, og det har Michael til fulde, siger Niels David Nielsen.

- Desuden har Michael i mere end én forstand en vindende personlighed med gode kommunikative evner. Han har branchekendskab, gennemslagskraft og en dynamisk fremtoning, som vil gøre ham til en værdig repræsentant for AaB. Vi er overbeviste om, at vi med ham i spidsen for vores i forvejen dygtige medarbejdere vil kunne sætte en retning og strategi, som vil skabe en markant fremgang i vores kommercielle indtægter, hvilket vi også har behov for, understreger Niels David Nielsen og tilføjer:

- Aftalen med Michael er således et led i vores langsigtede, ambitiøse plan om at vende tilbage til toppen af dansk fodbold.

Ligesom det gælder for sportsdirektør Ole Jan Kappmeier vil Michael Tuxen Boll fra 1. marts 2024 referere til bestyrelsen, og Ole Jan Kappmeier og Michael Tuxen Boll vil dermed have det daglige ansvar for AaB henholdsvis sportsligt og kommercielt.

Midlertidig administrerende direktør Jesper Dalum fortsætter i AaB som økonomidirektør.

Abonnenter kan hente billet til årets første hjemmekampe

31. januar 2024 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

Fredag 2. februar kl. 8.00 åbner billetsalget til de to sidste grundspilshjemmekampe mod henholdsvis Sønderjyske lørdag 24. februar kl. 13.00 og Vendsyssel F.F. søndag 10. marts kl. 15.00 på www.billet.aabsport.dk.

Indtil fredag morgen kl. 8.00 har vores billetabonnenter førsteret på billetter til de to kampe.

Sådan henter du billet med et billetabonnement:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk
  2. Vælg AaB-Sønderjyske og/eller AaB-Vendsyssel F.F.
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen.

Køb et billetabonnement
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer, før det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Priserne på billetabonnementet kan ses neden for, og er et billigere alternativ til sæsonkortabonnementet. 

Bliv billetabonnent eller sæsonkortabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Er du sæsonkortabonnent er du automatisk sikret billet til kampene og skal ikke trække en billet via www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Jeppe Pedersen udlejes til Kolding I.F.

30. januar 2024 kl. 18:00 af Rasmus Estrup

Den 22-årige nordjyde kom til AaB fra partnerklubben Hirtshals Boldklub som U/13-spiller. Han debuterede på Hele Nordjyllands Hold i 2019. 

Siden har Jeppe Pedersen foreløbigt spillet i alt 15 officielle førsteholdskampe og scoret to mål for AaB, ligesom han har haft lejeophold i Skive I.K. og Vendsyssel F.F. 

I denne sæson har midtbanespilleren fået spilletid i to af AaB’s pokalkampe med en scoring til følge. 

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Jeppe er en ihærdig midtbanespiller, som har brug for mere spilletid for at fortsætte sin udvikling. Derfor er det positivt for både os og Jeppe, at vi har kunnet indgå denne lejeaftale med Kolding I.F. for resten af året. 

- Vi håber, at Jeppe opnår mange kampe i Kolding, og vi vil følge ham og hans udvikling tæt året igennem, siger Ole Jan Kappmeier. 

Jeppe Pedersen supplerer:

- Efter en længere periode uden særlig meget spilletid har jeg brug for at spille flere kampe. Det glæder jeg mig til at få mulighed for i Kolding I.F.
- Forhåbentlig kan jeg det næste års tid spille en masse fodbold, opnå en god mængde erfaring og udvikle mig som spiller, siger Jeppe Pedersen. 

Jeppe Pedersen opnåede som ungdomsspiller 32 officielle ungdomslandskampe for Danmark, og han har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2025.

Tags på denne nyhed
'