Stærk U/19-sejr over FC Midtjylland

19. februar 2024 kl. 10:53 af Rasmus Estrup

I høj solskin tog AaB Akademiets ældste mandskab lørdag imod U/19 Ligaens førerhold FC Midtjylland, som blev besejret med 2-1. 

Fra første fløjt dominerede vores akademihold kampen, og i opgørets 13. minut satte Victor Fjeldgaard et kontramål i nettet til 1-0 efter et oplæg fra Marcus Bonde.

Resten af halvlegen fortsatte AaB’erne de gode takter og kunne været gået til pausen med en større føring.

I anden halvleg overtog FC Midtjylland taktstokken og fik presset vores U/19 Ligahold tilbage på banen. I 82. minut udmøntede det sig i en udligning til 1-1.

Hverken AaB’erne eller gæsterne var tilfreds med uafgjort, og begge hold jagtede derfor det afgørende sejrsmål. Det tilfaldt det bolsjestribede hjemmehold, da vores U/19-mandskab efter et højt pres fandt vej til en omstillingsmulighed, der endte i et selvmål for gæsterne.

Dermed hentede vores U/19 Ligahold sæsonens første sejr med cifrene 2-1.

- Det var en fantastisk og velfortjent sejr, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands.

- Vi har gennem sæsonen kæmpet med at få udnyttet vores chancer. Vi skaber også flere chancer end FC Midtjylland i lørdags og kunne have ført 3-0, selvom de også kom frem til et par muligheder. Det var lidt samme billede, vi oplevede mod Silkeborg I.F. i midtugen, hvor vi også burde have vundet. Men denne gang gik det endelig vores vej til sidst, og det gjorde det, fordi vi viste en fed attitude og pressede på for sejrsmålet efter deres udligning, siger Peter Løvenkrands.

- Sejren har givet os en masse glæde, gejst og motivation, fordi vi endelig fik den sejr, vi har arbejdet for gennem hele sæsonen, og nu jagter vi endnu et godt resultat på lørdag i Vejle, siger U/19 Ligatræneren.

U/19 Ligaholdet har nu otte point, hvilket fortsat rækker til en 13. plads inden næste kamp, som spilles på lørdag kl. 12.30 på udebane mod Vejle Boldklub, der ligger på 12. pladsen med ni point.

Tags på denne nyhed

Husk at stemme om Hele Nordjyllands Håndsrækning

19. februar 2024 kl. 08:08 af Rasmus Estrup

Siden torsdag har alle kunnet stemme på, hvem der skal modtage AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2024. Har man endnu ikke stemt, er det med at få det gjort med det samme. Afstemningen løber nemlig indtil tirsdag 20. februar kl. 12.00.

De tre kandidater er De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, foreningen Et Ben Foran og Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg. Stem her. 

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB’s pris hvorigennem AaB og Arbejdernes Landsbank ubeskåret donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til AaB’s hjemmekampe i NordicBet Ligaen til et godt formål i Nordjylland.

AaB grundlagde Hele Nordjyllands Håndsrækning i 2015. Fra 2017 til og med foråret 2022 støttede Spar Nord Fonden op om prisen, og siden efteråret 2022 har Arbejdernes Landsbank støttet Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Siden 2015 har Hele Nordjyllands Håndsrækning i alt uddelt mere end 1,7 millioner kr. samlet set. Håndsrækningen kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et nordjysk formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter.

Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, heriblandt også anfører Rasmus Thelander, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel har gennemgået alle modtagede ansøgninger, og udvalgt de tre førnævnte kandidater, som du kan læse mere om herunder. 

De Frivillige - Aalborg Universitetshospital
På Aalborg Universitetshospital gør ca. 150 frivillige en forskel for patienter og pårørende i forskellige situationer, så Aalborg Universitetshospital er et trygt og godt sted at være indlagt.

De frivillige hjælper for eksempel med en række praktiske gøremål. De går ture med patienterne, henter ting i kiosken, ledsager og viser vej til de relevante afsnit på hospitalet og vigtigst af alt hygger de med patienterne på sengeafsnittene samt til fællesspisning for patienter, der kan klare det.

Hvis de frivillige på Aalborg Universitetshospital modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning vil pengene gå til at holde relevante og aktuelle oplæg for de frivillige, så de bliver klædt bedst muligt på til at kunne give patienter og pårørende den rette ro, hjælp og omsorg. Derudover vil midlerne også blive brugt på indkøb af nye veste til de frivillige.

Foreningen Et Ben Foran, Hjørring
Et Ben Foran er en forening for amputerede mennesker og deres pårørende, som gennem Et Ben Foran kan blive et del af et fællesskab med folk, der er i samme situationen. Foreningen har adresse i Hjørring, men har medlemmer fra alle nordjyske kommuner.

Foreningen hjælper både med samtaler før og efter en amputation. Efter en amputation oplever nogle, at de bliver ensomme og sjældnere kommer ud af eget hjem - for nogles vedkommende, fordi de har en tendens til at ville gemme sig for andre mennesker. Den følelse og ensomhed forsøger Et Ben Foran også at bekæmpe gennem sociale arrangementer for ligesindede.

Hvis Et Ben Foran tildeles Hele Nordjyllands Håndsrækning vil donationen gå til sociale arrangementer for medlemmerne som for eksempel ture eller foredrag med relevante oplægsholdere, hvilket kan være medvirkende til at bringe livskvalitet ind i en ofte ensom hverdag.

Mødrehjælpens lokalforening, Aalborg
Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg driver af ca. 80 frivillige, som alle støtter og hjælper familier med børn i vanskelige livssituationer på grund af eksempelvis fattigdom, manglende sociale ressourcer, kriser, skilsmisser osv.

Det sker blandt andet gennem oplevelser og aktiviteter, som giver børn og familier samvær og fælles oplevelser, hvorigennem de opbygger sociale fællesskaber og inspirerer hinanden. Derudover tilbyder mødrehjælpen også eksempelvis fødselsdagshjælp, babystartpakke og julehjælp.

Hvis Mødrehjælpens lokalforening i Aalborg skulle blive modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning vil donationen primært gå igen at kunne tilbyde fødselsdagshjælpen “Den Rullende Kagemand”, der giver trængte familier mulighed for at invitere barnets børnehave- eller klassekammerater til en festlig børnefødselsdag. I de første otte måneder af 2023 fik 243 børn fødselsdagshjælp, men tilbuddet lukkede ned i august sidste år.

Afstemning
Afstemningen løber indtil tirsdag 20. februar kl. 12.00,
og modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2024 offentliggøres onsdag 21. februar.

Lørdag 24. februar kl. 13.00 spiller AaB forårets første kamp i NordicBet Ligaen, når Sønderjyske gæster Aalborg Portland Park. Køb billetter til topkampen her.

Modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
RAV (Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel) - efterår 2023 - 131.180 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Baglandet Aalborg - velgørenhedstrøje 2023/2024 - endnu ikke opgjort (100 kr. pr. solgt trøje)
BHOV, Aalborg – velgørenhedstrøje 2022/2023 – 30.200 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Café Parasollen, Aalborg – forår 2023 – 139.040 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr.
 (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Pr. dags dato er der i alt uddelt 1.781.482 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Hvem har den tørreste humor?

18. februar 2024 kl. 12:16 af Rasmus Estrup

Hvem i truppen har en tør humor? Hvem er faktisk overhovedet ikke sjov? Hvem griner af sine egne jokes? Og hvem fra trænerstaben kunne godt få prisen?

Det kan du få nogle bud på i denne lille video med Tim Prica og Younes Bakiz, Josip Posavec og Richard Odada, Oliver Ross og Malthe Højholt samt Melker Widell og Rody de Boer. 

Grønkjær på kassen i stor dansk sejr

18. februar 2024 kl. 09:51 af Rasmus Estrup

Det danske U/17-landshold spillede i går sin anden og sidste venskabskamp under opholdet i Pinatar i Spanien, og med fra start var AaB Akademiets målmand Bertil Grønkjær. 

AaB-keeperen, der sad på bænken i første kamp mod Schweiz, vogtede således buret i hele lørdagsopgøret mod Irland. Et opgør, der blev vundet med 5-1. 

Danskerne fik en forrygende start og kunne gå til pause foran 4-0. 

Et kvarter inde i anden halvleg reducerede irerne til 4-1, inden Danmark midt i anden halvleg scorede kampens sidste mål til 5-1. 

Bertil Grønkjær er nu noteret for 12 ungdomslandskampe. Syv af dem har været for U/17-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-HamKam Fotball 2-1

18. februar 2024 kl. 07:00 af Rasmus Estrup

Lørdag eftermiddag vandt vi den femte og sidste testkamp i opstarten, da den norske eliteserieklub HamKam Fotball var modstander på kunstgræsset hos partnerklubben LKB Gistrup. 

I en første halvleg hvor nordmændene kom til et par afslutninger og Jubril Adedeji og Melker Widell også havde et par store chancer, var det Younes Bakiz som lige inden pausen bragte os foran med 1-0 på et skud fra kanten af feltet. 

Anden halvleg var blot nogle sekunder gammel, før HamKam Fotball udlignede til 1-1 ved Snorre Strand Nilsen, men 12 minutter efter pausen gjorde Younes Bakiz det til slutresultatet 2-1 for os. 

I videoen øverst kan du se et sammendrag af kampen ud fra Nordjyskes livestream samt få reaktioner fra Younes Bakiz og cheftræner Oscar Hiljemark. 

Efter en opstart med fire sejre og et nederlag venter forårspremieren i NordicBet Ligaen på lørdag på hjemmebane mod Sønderjyske kl. 13.00. Køb billetter til kampen her. 

Tags på denne nyhed
'