AaB med respektfuld tilgang til pokalkamp
Cheftræner Menno van Dam glæder sig til onsdag aftens pokalkamp på Fyn, hvor Morud/Veflinge fra Fynsserien er modstanderen.
Opgøret er en del af Oddset Pokalens anden runde, og AaB jagter i sagens natur avancement videre i turneringen.
- Vi glæder os, og forhåbentligt kan vi udover at lukke af bagude levere noget seværdigt og effektivt angrebsspil, siger AaB’s cheftræner forud for duellen i Morud.
- Det er en vigtig kamp for os, og vi har naturligvis en klar målsætning om at gå videre, men vi er også bevidste om, at det for vores modstander er den nok største kamp indtil videre i deres liv, og derfor kommer vi til Morud med en respektfuld tilgang, understreger Menno van Dam.
- Vi håber på et godt resultat og en god dag for alle på stadion, konstaterer Menno van Dam, der har udtaget følgende navne til kampen:
2 Oumar Diakhité, 4 Lars Kramer, 6 Mylian Jimenez, 7 Jubril Adedeji, 9 Nicklas Helenius, 10 Oliver Ross, 11 Mathias Jørgensen, 13 Bjarne Pudel, 14 Andreas Bruus, 15 Diego Caballo, 17 Andres Jasson, 19 John Iredale, 20 Kasper Jørgensen, 21 Mads Bomholt, 22 Rody de Boer, 27 Kelvin John, 35 Eugene Amankwah, 37 Amar Diagne, 44 Malthe Kjølby og 50 Bertil Grønkjær.
Sebastian Otoa, Melker Widell, Kasper Davidsen og Nóel Atli Arnórsson er optaget af landsholdsopgaver, mens Marc Nielsen er skadet.
Der er kampstart i Morud kl. 18.15, og har man ikke mulighed for at være på stadion, så vises opgøret også på både pokalturnering.dk og på Viaplay.