U/17-sejr over Brøndby I.F.

25. september 2023 kl. 08:57 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: Brøndby I.F.-AaB 2-3
AaB’s U/17 Ligahold tog lørdag sæsonens fjerde sejr, da det i femte runde blev til en udesejr over Brøndby I.F., som inden opgøret var ubesejret.

I en åben, chancerig og jævnbyrdig kamp ramte AaB efter få minutter hjemmeholdets overligger, men et kvarter inde i kampen kom Brøndby I.F. foran med 1-0.

Efter 20 minutter udlignede Bertram Skovgaard, da han efter et godt angreb blev spillet i en fri position af Georg Ejsing. Blot fire minutter senere var Bertram Skovgaard igen i målscorerens rolle, da han med et elegant lob sendte bolden over Brøndby-keeperen og i nettet til 2-1 efter en frispilning af Emil Borup.

I opgørets 38. minut fik hjemmeholdet så bragt balance på måltavlen efter en tværpasning.

AaB slog endnu en gang straks tilbage, da Marcus Emil Sørensen udnyttede endnu et godt AaB-angreb ved at sparke bolden i nettet ved fjerneste opstander til en nordjysk pauseføring på 3-2.

I anden halvleg bølgede kampen fortsat frem og tilbage med mange muligheder i begge ender, men AaB-defensiven stod imod forsøgene fra hjemmeholdet, og da AaB’s offensiv ikke fik udnyttet mulighederne til at øge føringen, endte opgøret med en AaB-sejr på 3-2 over Brøndby I.F., der kort før tid fik en spiller udvist.

- Kampen blev meget åben i forhold til, hvad vi havde ønsket, og det foregik lidt for meget på Brøndbys præmisser. Men når det er sagt, så var det rigtig fedt at vinde en kamp i Brøndby, for det kan jeg ikke huske, at vi for alvor har været tæt på de seneste mange gange, vi har mødt dem, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Vi er rigtig godt tilfredse med vores opbygningsspil, som var på det højeste niveau, jeg kan huske, vi har præsteret. Vi fandt hele tiden de rigtige løsninger til at spille forbi deres høje pres, og i vores gennembrudsspil formåede vi også at skabe mange gode muligheder, siger Theis Larsen.

AaB ligger nu på fjerdepladsen med 12 point efter fem kampe. Næste kamp i U/17 Ligaen spilles tirsdag 3. oktober kl. 17.30 på hjemmebane mod Randers Freja FC.

U/15 Ligaen: Brøndby I.F.-AaB 6-0
AaB’s U/15 Ligahold løb lørdag ind i sæsonens første nederlag på udebane mod Brøndby I.F., der vandt med hele 6-0.

Hjemmeholdet kom foran efter 27 minutter, og tre minutter inden pausen blev det til en pauseføring til 2-0 til Brøndby I.F.

Med to scoringer henholdsvis 13 og 16 minutter efter pausen stod der 4-0 på tavlen, og da hjemmeholdet scorede to gange yderligere inden for opgørets sidste fire minutter, endte det med et nederlag på 6-0.

AaB’s U/15 Ligahold står efter fire kampe med otte point, hvilket rækker til en foreløbig syvendeplads.

Næste kamp i U/15 Ligaen spilles også tirsdag 3. oktober kl. 17.30 hjemme mod Randers Freja FC.

Tags på denne nyhed

Praktisk info om tirsdagens pokalkamp

24. september 2023 kl. 08:19 af Rasmus Estrup

Kampinfo for FC Fredericia

Spillerunde: 3. runde i Oddset Pokalen
Spilledato: Tirsdag 26. september 2023
Kick-off: Kl. 18.00
Dørene åbner: Kl. 17.00
Fanzonen åbner: Kl. 16.30
Dommer: Michael Rasmussen

Køb billetter på www.billet.aabsport.dk
Du kan i forsalg købe billetter til pokalkampen mod FC Fredericia på www.billet.aabsport.dk.

På www.billet.aabsport.dk kan du også købe et sæsonkortabonnement eller et billetabonnement. Læs mere om abonnementerne her. 

Billethusene på Aalborg Portland Park åbner kl. 17.00 på tirsdag, og her er det også muligt at købe billetter. 

Tilhængere af FC Fredericia skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Vis billet eller sæsonkort i AaB’s app - opdatering kræves
Ved indgangene kan man vise sin billet eller sit sæsonkort i AaB-appen. Det kræver, at man har opdateret AaB-appen til den seneste version.

Man kan også altid tilgå og vise sine billetter online på www.billet.aabsport.dk. 

Download AaB’s officielle app via App Store, hvor den findes under navnet “AaB Sport - AaB” eller Google Play under “AaB”. 

Fanzonen åbner kl. 16.30
AaB’s fanzone åbner kl. 16.30 på tirsdag. Her vil der mulighed for at ramme plet i Faxe Kondis Fan Can, købe lækker mad fra grillen eller Bogø Sandwich og
købe vand, øl og slik i boderne. 

Besøg AaB Fanshop i fanzonen
Tirsdag kan du også kigge forbi AaB Fanshop, der er åben i fanzonen. Her kan du blandt andet kan finde AaB’s nye klubdragter og andendragter fra Macron samt nye halstørklæder.

Fanshoppen i fanzonen åbner kl. 16.30.

Indløbsbørn fra ASC Junior
Når de 11 AaB-spillere i startopstillingen løber på banen lige inden kickoff er det sammen med juniormedlemmer af AaB's officielle fanklub, AaB Support Club.

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et nyt børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”.

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende kampen igennem.

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagoger og pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park. 

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”.  

For at blive en del af “Fællesskab for alle“ skal man sende en mail til mro@aab-as.dk og købe billet via det link, man modtager i forbindelse med bekræftelsen på, at man er blevet en del af “Fællesskab for alle”. Prisen for at blive en del af "Fællesskab for alle" er samme pris som en almindelig børnebillet til Theodors Familiezone. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen på tirsdag. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Gratis tog- og buskørsel med billet til kampen
Resten af året kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. Det gælder således også til pokalkampen mod FC Fredericia. Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget.

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.00
Boderne på Aalborg Portland Park åbner på tirsdag en time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der ca. fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der ca. ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Udebaneafsnittet er udsolgt i Hjørring

23. september 2023 kl. 11:05 af Rasmus Estrup

Stadion: Nord Energi Arena 
Kapacitet: 10.000  
Placering udebaneafsnit: Nordic Seafood Tribunen (sektion 1, 2 og 3)
Kapacitet udebaneafsnit: 1.250 

Info om billetter: 
Der er allerede udsolgt for AaB-fans, da alle 1.250 billetter til udebaneafsnittet er købt.   

Du behøver ikke printe din billet ud, hvis du har din billet på smartphone, da den kan scannes herpå. Du skal blot huske at have strøm på telefonen og en intakt skærm. Det er den enkelte tilskuers eget ansvar, at billetten kan scannes.  

Transport til og fra Energi Nord Arena 
Adressen til Nord Energi Arena er Tørholmsvej 10, 9800 Hjørring. 

Vesttribunen og AaB Support Club anbefaler, at man tager toget til kampen og deltager i den fælles opvarmning før kampen på Bjesken. Den fælles opvarmning starter kl. 14.30.  

Togafgange fra Aalborg Station: 
- 13.44 
- 14.14 
- 14.44 
- 15.14 
- 15.44 
- 16.14 

Benytter du offentlig transport, stopper toget næsten lige ved døren til Energi Nord Arena. Stå af på Hjørring Station, følg Parallelvej forbi shoppingcentret Metropol, hen til lysreguleringen ved Bropladsen, og følg vejen op til venstre til næste lysregulering. Her går du over vejen og til venstre, indtil du når Skolevangen. Tag et højresving og gå forbi stadion hen til indgang C. 

Efter aftale med Nordjyske Jernbaner, indsættes der et særtog fra Hjørring Station til Aalborg Station efter kampen. 

Særtoget kører fra Hjørring Station (og ikke Hjørring Øst) kl. 21.30 og standser ved alle stationer på vej til Aalborg. 

Parkering: 
Parkeringsmulighederne ved stadion er begrænsede. Fans af udeholdet, der kommer i bil, opfordres til at parkere på grusparkeringen ved Palleskær Engvej, 600 meter fra stadion. 

Mad og drikke: 
På Nord Energi Arena tilbydes det samme til udeholdets tilskuere, som der tilbydes hjemmeholdets fans. Vendsyssel FF har et bredt udvalg af drikkevarer (øl/vand) og madvarer (pølser).  

Tifo og andre fanremedier: 
På Nord Energi Arena ønsker Vendsyssel F.F. en positiv fankultur. Det gælder naturligvis også i afsnittet for udeholdet.  

Herunder følger en liste over materialer, der ikke behøver forhåndsgodkendelse: 
- Små flag 
- Megasize (3×3 meter) 
- Trommer 
- Megafoner 
- Bannere op til 1,5 meter 
- Creperuller 
- Derudover materialer, der er nødvendige for at hænge tifo/bannere/etc. op. Dette gælder gaffatape, strips, malertape, ekstra batterier, etc. 

AaB takker jer alle for den flotte støtte på udebane og ønsker alle en god kamp 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-HB Køge 2-0

23. september 2023 kl. 07:11 af Rasmus Estrup

Foran 8.474 tilskuere på Aalborg Portland Park vandt AaB fredag aften 2-0 over HB Køge i tiende spillerunde i NordicBet Ligaen. 

I en forholdsvis chancefattig første halvleg bragede Melker Widell på smukkeste vis AaB foran til pausestillingen 1-0, da han efter en assist fra Oliver Ross hamrede et langskud op i målhjørnet. 

Efter pausen kom HB Køge først frem til et par muligheder, inden AaB mod slutningen fik flere og flere tilbud. 

Det udmøntede sig i tillægstiden til en fordobling af føringen, da Nicklas Helenius' stikning fandt en fri Lucas Andersen, som sikkert udplacerede HB Køge-keeperen og lukkede kampen til 2-0. 

Sejren betyder, at AaB indtager førstepladsen i NordicBet Ligaen med 24 point efter ti spillerunder. Næste opgave i NordicBet Ligaen er på fredag på udebane mod Vendsyssel F.F., men allerede tirsdag aften skal AaB i aktion igen, når FC Fredericia gæster Aalborg Portland Park i Oddset Pokalen. 

Køb billetter til tirsdagskampen her. 

Tags på denne nyhed
'