- Transfervinduet er begyndelsen på et fundament

11. september 2023 kl. 12:40 af Rasmus Estrup

Med salget af Allan Sousa i den forgangne uge er dette transfervindue endeligt lukket for AaB’s vedkommende. Det var første transfervindue med Ole Jan Kappmeier som sportsdirektør og Jesper Dalum som administrerende direktør.

- Vi har med dette transfervindue ønsket at lægge et fundament, som vi skal bygge videre på i de kommende år. Det har vi gjort ved at trimme antallet af spillere i truppen og ved både at forlænge aftaler med unge spillere fra AaB Akademiet og ved at hente hovedsageligt unge spillere ind udefra, siger sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.

- Når man gør det, vil det selvsagt tage tid at få spilkonceptet ind under huden på de nye og unge spillere, og derfor er vi nødt til at have tålmodighed med udviklingen af vores spilkoncept, ligesom vi skal være tålmodige i forhold til implementeringen af den nye strategi, fortsætter Ole Jan Kappmeier og tilføjer:

- Derfor har det også været stærkt, at vi har opnået det antal point, som vi har, efter de første otte spillerunder i NordicBet Ligaen. Men uanset om vi vinder eller taber, er det altid præstationen, vi fokuserer på, for vi vil hele tiden blive bedre.

Som sportsdirektør i AaB har han denne sommer forlænget aftaler med de tre AaB Akademispillere Anders Noshe, Sebastian Otoa og Mads Bomholt. Mens Sebastian Otoas i denne sæson har fået spilletid i tre kampe - hvoraf to har været fuld tid - har Mads Bomholt fået fire optrædener, én fra start. Derudover har også 18-årige Oliver Ross fået godt med spilletid i ni kampe siden sæsonpremieren, ligesom 22-årige Malthe Højholt er startet inde alle sæsonens kampe - med undtagelse af pokalkampen mod Egen UI.

Siden sommeropstarten for førsteholdet har en række akademispillere i Rasmus Würtz’ transitionsgruppe trænet med Oscar Hiljemarks tropper jævnligt, og det er eksempelvis blevet til spilletid for også Noel Atli Arnorsson, Kasper Davidsen, Sebastian Stahlfest og Oscar Meedom i pokalturneringen i denne sæson.

- Da SSE22 blev storaktionær i AaB, var det med en strategi om at videreudvikle klubben med AaB Akademiet i centrum. Det vidner de spilminutter, der har været til vores unge akademispillere også om, og at vi har indgået længere aftaler med Sebastian Otoa, Mads Bomholt og Anders Noshe er både glædeligt og helt i tråd med vores strategi. Ved at fokusere på udviklingen af vores trænere og specialister både på AaB Akademiet og førsteholdet, er det også ambitionen, at vi i fremtiden vil se flere af vores egne akademispillere komme gennem nåleøjet til førsteholdstruppen, siger Ole Jan Kappmeier.

13 spillere er skiftet - syv er kommet til
Foruden de unge akademispillere har klubben hentet 21-årige Melker Widell, 26-årige Rody de Boer, 29-årige Diego Caballo og 18-årige Eugene Amakwah på permanente aftaler, mens der er lavet lejemål med købsoption af 22-årige Richard Odada, 23-årige Emmanuel Toku og 18-årige Max Vartuli.

- Ældre spillere har også stor betydning i vores trup, men det er ambitionen, at det hovedsageligt er unge spillere, der hentes ind udefra, og det er vi lykkedes med. Vores lejeaftaler er alle med købsoptioner, hvilket kan give os muligheder for fremtiden, og det er netop med øje på fremtiden, at vi har gennemført dette transfervindue, siger Ole Jan Kappmeier og tilføjer:

- Derfor har vi også sagt farvel til et stort antal spillere. Heriblandt flere nøglespillere, som der er kommet fine transferbeløb ind for. Og lige nu er det blandt andet spillersalg, der gør fremtidige investeringer mulige, siger Ole Jan Kappemier.

De spillere, der denne sommer har forladt AaB permanent er Kasper Høgh, Louka Prip, Daniel Granli, Allan Sousa, Anosike Ementa, Theo Sander og Marcus Hannesbo, mens klubben har udlejet Andreas Poulsen, Milan Makaric og Marco Ramkilde. Derudover er der også sagt farvel til Iver Fossum, Nico Mantl og Kilian Ludewig, der havde kontraktudløb denne sommer.

Læs anden del af interviewet omkring eksekveringen af transfervinduet i morgen, hvor du foruden Ole Jan Kappmeier også kan høre fra administrerende direktør Jesper Dalum.

Tags på denne nyhed

Alle mand til Haderslev!

10. september 2023 kl. 13:02 af Rasmus Estrup

Spillested: Sydbank Park 
Kapacitet: 10.000 
Kapacitet, udebaneafsnit: 1.400 
Placering for AaB-fans: Udebaneafsnit (ståpladser) 

Billet: 
Voksen, ståplads: DKK 110,- inkl. gebyr i forsalg og i døren. 
Barn (7-19 år), ståplads: DKK 60,- inkl. gebyr i forsalg og i døren. 
Barn (0-6 år), ståplads: GRATIS 

AaB-fans opfordres som altid til at købe billetter inden opgøret, for at lette processen ved indgangen. Køb billetter online på https://shop.soenderjyskefodbold.dk/billetsalg - klik på udebanesektionen og følg anvisningen for billetsalget. 

Det er også muligt at købe billetter på kampdagen, såfremt der ikke er udsolgt i udebaneafsnittet. Indgangen forefindes på Gymnasiestien, og billetter købes ved indgangen i løssalg.  

Der er seks kørestolspladser i udebaneafsnittet. Der købes blot en alm. udebanebillet og ledsager kommer med ind gratis. Kørestolspladserne er at finde på 1. række, lige når du kommer ind på udebanetribunen. 

Transport 

Bil og bus 
Sydbank Park er velforbundet med motorvej E45, som ligger 6 km fra Haderslev, samt gode indfaldsveje, som fører bilisterne direkte til Sydbank Park. 

Adressen for Sydbank Park: Stadionvej 7, 6100 Haderslev 

Der anbefales, at man benytter følgende rute i bil eller bus: Fra nord – E45 – Frakørsel 66, Christiansfeld – Forbindelsesvejen – Hovedvej 170 – Christiansfeldvej – Gymnasiestien fra øst. 

Parkering 
Busser med udebanefans kan parkere på Gymnasiestien i den sydlige ende af Sydbank Park, hvor der også er indgang for udebanefans. 

Hvis man som udefan kommer i bil til Sydbank Park, så er det muligt, hvis pladsen tillader det, at parkere på Gymnasiestien. Busserne har dog førsteprioritet.

AaB Support Club arrangerer tur til kampen for både medlemmer og ikke-medlemmer. Læs mere her.

Offentlig transport  
Adressen for busstationen: Nørregade 52, 6100 Haderslev Busstationen ligger 10-15 min. gang fra Sydbank Park. 

Gårute fra Haderslev busstation til Sydbank Park:  

Åben ruten på din enhed her: https://goo.gl/maps/9exzap3LfJmbLQV4A 

Mad og drikkevarer 
Øl (0,4 l) - 50,- 
Sodavand (0,4 l) - 35,- 
Kildevand - 25,- 
Fransk hotdog - 35,- 
Grillmedister m/brød - 40,- 
Grillpølse m/brød - 35,- 
Kaffe - 30,- 
Varm chokolade - 30,- 
Assorteret slik og snacks kan købes i boden. 

Betaling kan ske med kontanter og betalingskort (også kontaktløs) 

AaB ønsker alle en god kamp og takker alle for den flotte støtte på udebane til Hele Nordjyllands Hold. 

Tags på denne nyhed

Otoa og Ross i U/20-remis mod Frankrig

9. september 2023 kl. 11:34 af Rasmus Estrup

Både Sebastian Otoa og Oliver Ross var med fra start, da Danmarks U/20-landshold i går spillede den første af to venskabskampe mod Frankrig på Gladsaxe Stadion. 

Oliver Ross, der bar anførerbindet, satte gang i det angreb, der bragte danskerne i front i første halvleg, men små ti minutter efter pausen udlignede Frankrig til 1-1. Franskmændene kom også på 2-1 i 81. minut, men fem minutter før tid udlignede Danmark til slutresultatet 2-2.

Mens Sebastian Otoa fik fuld spilletid i sin anden ungdomslandskamp, blev Oliver Ross udskiftet efter 69 minutter i sin 18. ungdomslandskamp. For begges vedkommende var fredagens kamp den første på U/20-landsholdet, der spiller en ny venskabskamp mod Frankrig på mandag. 

Arkivfoto: Fodboldidioterne

Tags på denne nyhed

Fuld spilletid til Odada og Grønkjær

8. september 2023 kl. 08:04 af Rasmus Estrup

Både Richard Odada og AaB Akademiets Bertil Grønkjær fik i går fuld spilletid på deres respektive landshold.

AaB's kenyaner, Richard Odada, spillede således hele kampen på den centrale midtbane, da Kenyas A-landshold i går vandt en venskabskamp på udebane mod Qatar med 2-1.  

Kampen var Richard Odadas sjette A-landskamp for Kenya. 

På det danske U/17-landshold stod Bertil Grønkjær på kassen, da Danmark ved en miniturnering i Belgien tabte 3-1 til Italien, som var foran med 1-0 ved pausen og udbyggede til 2-0 tidligt i anden halvleg, inden danskerne reducerede. Kampens sidste mål sendte Italien i nettet i tillægstiden.  

Opgøret mod Italien var Bertil Grønkjærs ottende ungdomslandskamp - den tredje for U/17-landsholdet, der spiller igen lørdag mod Tyskland. 

Helenius scorer sig ind i AaB’s Top 10

7. september 2023 kl. 12:29 af Brian Andersen

De to pletskud var henholdsvis sæsontræffer nummer seks og nummer syv fra AaB-angriberen, der nu står noteret for 61 scoringer i 193 officielle kampe for AaB.

Dermed passerede Helenius i aftes både Kasper Kusk og Søren Frederiksen, som delte tiendepladsen på listen.

Med sine 61 mål har Nicklas Helenius nu fire mål op til Jeppe Curth på niendepladsen.

All Time-topscorer i AaB er Kjeld Thorst med 88 scoringer.

Herunder Top 20-All Time topscorerlisten i AaB, hvor alle spillere er noteret for 50 mål eller flere:

1. Kjeld Thorst  88 mål
2. John Holm Jensen  81
3. Børge Bach  77
4. Peter Møller  74
5. Ove Flindt Bjerg  71
5. Peter Rasmussen  71
7. Kaj Hansen  70
8. Erik Bo Andersen  67
9. Jeppe Curth  65
10. Nicklas Helenius  61
11. Søren Frederiksen  60
11. Kasper Kusk  60
13. Søren Simon Andersen  57
13. Kurt Berthelsen  57
13. Bjarne Lund Pedersen  57
16. Ingemann Clausen  56
17. Ole Bach Jensen  55
17. Mogens Jespersen  55
17. Ove Rønn  55
20. Bjarne Lildballe  50
20. Kasper Risgård  50

* Søren Simon Andersen på listens 13. plads huserede for AaB i 1920’erne og 1930’erne og skal således ikke forveksles med Søren ”Røde” Andersen, der i perioden 1995-1998 scorede 36 mål for AaB

(Statistisk kilde: John Laden Jensen og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'