AaB TV: AaB-HB Køge 2-0

23. september 2023 kl. 07:11 af Rasmus Estrup

Foran 8.474 tilskuere på Aalborg Portland Park vandt AaB fredag aften 2-0 over HB Køge i tiende spillerunde i NordicBet Ligaen. 

I en forholdsvis chancefattig første halvleg bragede Melker Widell på smukkeste vis AaB foran til pausestillingen 1-0, da han efter en assist fra Oliver Ross hamrede et langskud op i målhjørnet. 

Efter pausen kom HB Køge først frem til et par muligheder, inden AaB mod slutningen fik flere og flere tilbud. 

Det udmøntede sig i tillægstiden til en fordobling af føringen, da Nicklas Helenius' stikning fandt en fri Lucas Andersen, som sikkert udplacerede HB Køge-keeperen og lukkede kampen til 2-0. 

Sejren betyder, at AaB indtager førstepladsen i NordicBet Ligaen med 24 point efter ti spillerunder. Næste opgave i NordicBet Ligaen er på fredag på udebane mod Vendsyssel F.F., men allerede tirsdag aften skal AaB i aktion igen, når FC Fredericia gæster Aalborg Portland Park i Oddset Pokalen. 

Køb billetter til tirsdagskampen her. 

Tags på denne nyhed

Fredagssejr på 2-0 over HB Køge

22. september 2023 kl. 20:56 af Rasmus Estrup

I en flot kulisse med 8.474 tilskuere på Aalborg Portland Park vandt AaB fredagskampen over HB Køge med 2-0 efter et vidunderligt mål af Melker Widell i første halvleg og en sen scoring af Lucas Andersen. 

Efter en taktfast hyldest af Danmarks krigsveteraner i forbindelse med dagens Veteran Match, begyndte opgøret låst og chancefattigt. Første afslutning kom fra gæsterne, men det forkølede langskud tog Josip Posavec sig uden problemer af.  

Selvom AaB var mest på kuglen, havde Hele Nordjyllands Hold svært ved at få sat spillet omkring gæsternes felt og skabe muligheder. Hjemmeholdets første afslutning kom derfor først efter 28 minutter, hvor Younes Bakiz sparkede et frispark over muren og tvang målmand Sebastian John til at give en returbold, som dog endte i et målspark. 

AaB's første store chance tilfaldt Melker Widell efter 33 minutter. Forinden havde Younes Bakiz erobret bolden højt og var trukket mod baglinjen, hvorfra han lagde et cutback til svenskeren midt i feltet. Men afslutningen blev afrettet og sneg sig lige forbi stolpen og ud til et hjørne. 

Dette blev i første omgang afværget, men endte uden for feltet, hvorfra Richard Odada tog sigte. Hans flade afslutning reddede HB Køge-keeperen i fuldt udstræk. 

I modsatte ende var gæsterne pludselig på spil med en dobbeltchance kort efter. Først var det Efe Bayrak, der blev spillet alene igennem med Josip Posavec, men den kroatiske AaB-målmand kom godt ud af målet og fik reddet afslutningen. Gæsterne bevarede dog angrebet, som førte til en afslutning fra kanten af feltet. Også dette forsøg kom Josip Posavec i vejen for. 

I 37. minut var der så gevinst for Hele Nordjyllands Hold. Efter et par gode træk af Oliver Ross, gav han bolden videre til Melker Widell, der på smukkeste vis hamrede sit langskud op i nærmeste krog til 1-0, stor jubel for tilskuerne på Aalborg Portland Park og en pauseføring på 1-0. 

Gæsterne sad i højere grad på spillet fra anden halvlegs start, og blot et minut efter pausen kom HB Køge til en afslutning, men forsøget uden for feltet sad lige i favnen på AaB-målmanden. Ni minutter inde i anden halvleg prøvede HB Køge igen lykken fra distancen, men denne gang gik bolden forbi mål.  

20 minutter efter pausen foretog AaB tre udskiftninger, da Richard Odada, Diego Caballo og målscorer Melker Widell blev udskiftet med Lucas Andersen, Jakob Ahlmann og Emmanuel Toku. 

Mens AaB havde svært ved at komme til chancer, fik HB Køges William Madsen efter 72 mnutter testet Josip Posavec med en hård afslutning, der tvang AaB-keeperen til at give en returbold. AaB-målmanden nåede dog selv over den løse bold, inden gæsterne kunne nå frem til den. 

Kort efter blev AaB's sidste to udskiftninger foretaget, da Nicklas Helenius og Pedro Ferreira erstattede Oliver Ross og Malthe Højholt.Straks efter sparkede Emmanuel Toku et giftigt langskud lige forbi fjerneste opstander, og med et lille kvarter igen blev Nicklas Helenius nedlagt lige uden for feltet efter et godt AaB-angreb. Frisparket tog Lucas Andersen sig af, men anføreren ramte muren og sparkede returbolden op på Vesttribunen. 

Senere i samme minut fandt et godt indlæg fra Younes Bakiz pandebrasken på Nicklas Helenius, der dog headede forbi. 

I modsatte ende fik Sebastian Larsen en god mulighed, men AaB-defensiven kom i vejen for afslutningen i AaB-feltet, og i 83. minut headede Jakob Ahlmann så et indlæg langt forbi fra udkanten af gæsternes felt. 

AaB kom i de næste par minutter både til afslutninger til Nicklas Helenius og Lucas Andersen. Mens 9'erens afslutning blev blokeret, sparkede Lucas Andersen over HB Køge-målet. 

I tillægstiden fandt en perfekt aflevering fra Nicklas Helenius så Lucas Andersen i en friløber, og alene med HB Køge-keeperen sparkede AaB's nummer 10 sikkert Hele Nordjyllands Hold på 2-0. 

Kort efter ramte Kasper Jørgensen overliggeren med et hovedstød på kampens sidste mulighed. Dermed endte kampen 2-0. 

Sejren betyder, at AaB fortsat er ubesejret i NordicBet Ligaen, som AaB topper med 24 point efter ti kampe. 

Næste kamp i NordicBet Ligaen spilles på fredag på udebane mod Vendsyssel F.F. Allerede på tirsdag spiller AaB dog igen i Oddset Pokalen, når FC Fredericia gæster Aalborg Portland Park. Køb billetter til pokalkampen på www.billet.aabsport.dk. 

Matchfacts - NordicBet Ligaen, grundspil, 10. spillerunde

AaB-HB Køge 2-0 (1-0)
37. min 1-0 Melker Widell, 90. min 2-0 Lucas Andersen
Advarsler AaB: Malthe Højholt (61), Younes Bakiz (90)
Advarsler HB Køge: Janus Seehusen (28), Efe Bayrak (69)
8.474 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Josip Posavec, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Sebastian Otoa, Kasper Jørgensen, Richard Odada (65: Lucas Andersen), Malthe Højholt (74: Pedro Ferreira), Diego Caballo (65: Jakob Ahlmann), Melker Widell (65: Emmanuel Toku), Oliver Ross (74: Nicklas Helenius), Younes Bakiz. 

HB Køge (4-3-3): Sebastian John, Efe Bayrak (72: Emil Villumsen), Marcus Mustac Gudmann, Nemanja Cavnic, Sebastian Larsen, Janus Seehusen, Mike Jensen, William Madsen (81: Lukas Schmidt), Youssef Dhaflaoui (69: Erkan Semovski), Ifenna Dorgu (81: Niklas Jakobsen), Christian Tue (46: Jubril Adedeji). 

Dommer: Jonas Bøgelund

Tags på denne nyhed

Hiljemark og Widell før AaB-HB Køge

22. september 2023 kl. 09:06 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 gælder det NordicBet Ligakampen mod HB Køge på Aalborg Portland Park. Du kan gøre som flere end 10.000 andre og købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

I dette dobbeltinterview umiddelbart efter torsdagens træning kan du høre fra Melker Widell og cheftræner Oscar Hiljemark, der kigger tilbage på den forgangne uge og frem mod aftenens kamp mod HB Køge. 

Fanzonen åbner kl. 16.30, men allerede fra kl. 15.30 er der jobmesse i fanzonen for studerende, der gratis kan tilmelde sig Students' Grandstand Party her. 

For hver tilskuer til AaB’s hjemmekampe i NordicBet Ligaen i dette efterår donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2023 går ubeskåret til RAV - Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel. Efter sæsonens fem første hjemmekampe er RAV allerede sikret en donation på 72.146 kr.

Køb billet til aftenens kamp her.

Akademispillere i U/16-sejr over Belgien

22. september 2023 kl. 07:41 af Rasmus Estrup

Johan Hvistendahl (nr. 23) og Malthe Egebæk Mortensen (nr. 13) fra AaB Akademiet var begge i startopstillingen, da det danske U/16-landshold i går spillede den tredje og sidste kamp ved miniturneringen i Belgien efter et nederlag til Tyrkiet og en sejr over Portugal i de to første kampe. 

Torsdagens modstander var værtsnationen Belgien, der havde vundet over både Tyrkiet og Portugal, men i går tog danskerne en sejr på 4-2. 

Danmarks U/16-landshold bragte sig foran til pausestillingen 1-0 efter ni minutter, og otte minutter inde i anden halvleg blev danskernes føring fordoblet. Det blev også til 3-0 midt i anden halvleg, inden Belgien fem minutter senere reducerede til 3-1. 

Et kvarter før tid blev det 4-1 til danskerne, og ti minutter før tid blev både Johan Hvistendahl og Malthe Egebæk Mortensen udskiftet. Herefter reducerede belgierne til 4-2. 

Kampen i går var Johan Hvistendahls tredje U/16-landskamp, mens Malthe Egebæk Mortensen er noteret for to optrædener for U/16-landsholdet. 

'