AaB hylder danske veteraner på fredag
I samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund og Aalborg Kommune arrangerer AaB på fredag Veteran Match for at hylde danske krigsveteraner.
Med afsæt i Flagdagen 5. september går toppen af dansk fodbold, ishockey og håndbold sammen om at sætte fokus på Danmarks soldaterveteraner.
Det sker, når Veteran Match afvikles over hele landet for at hylde, anerkende og støtte de mennesker, der har sat deres liv på spil for at kæmpe for Danmark i verdens brændpunkter.
AaB er sammen med Aalborg Kommune med i initiativet og dedikerer hjemmekampen mod HB Køge fredag 22. september til at ære danske krigsveteraner. En del af de danske veteraner er vendt hjem fra hårde missioner i krigszoner med ar på krop og sjæl, andre kom aldrig hjem, og fælles for alle udsendte er, at de har sat livet på spil for en større sag.
Disse mennesker fortjener anerkendelse for deres indsats, og det gør vi med flag, klapsalver, stadionspeak og specialdesignede spillertrøjer på fredag.
Spilletrøjerne med et Veteran Match-logo vil efterfølgende komme på auktion for at rejse penge til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.
Er du veteran og interesseret i at være en del af Veteran Match 2023, kan du bestille en gratis billet til hyldestkampen på fredag på Aalborg Portland Park her.
For mere info om Veteran Match 2023 klik ind på veteranmatch.dk.