Grønkjær vogtede buret i dansk U/17-sejr

12. oktober 2023 kl. 08:06 af Rasmus Estrup

AaB Akademiets målmand Bertil Grønkjær er i øjeblikket med U/17-landsholdet, der er i gang med en EM-kvalifikationsturnering i Georgien. 

I går fik Bertil Grønkjær fuld spilletid i målet, da Danmark vandt første kamp i turneringen med 4-1 over Litauen, der ellers kom foran på et straffespark efter 13 minutter. Danmark svarede hurtigt tilbage med to mål, inden uret rundede 18 minutters spil. Med endnu en dansk scoring inden pausen og et mål i kampens tillægstiden blev det 4-1 til danskerne. 

Anden kamp ved EM-kvalifikationsturneringen spilles på lørdag mod værtsnationen Georgien. Den tredje og sidste kamp i Georgien spilles på tirsdag mod Østrig. 

Kampen i går var Bertil Grønkjærs tiende ungdomslandskamp. 

Tags på denne nyhed

AaB forlænger med Arnórsson indtil udgangen af 2026

11. oktober 2023 kl. 13:20 af Brian Andersen

Den islandske ungdomslandsholdsspiller fik i august 2023 i en alder af 16 år og 319 dage sin debut på AaB’s førstehold som den 11. yngste nogensinde siden 1885.

Nóel Atli Arnórsson kom til AaB som 11-årig fra partnerklubben Aalborg KFUM.

Den venstrebenede midterforsvarer er i gang med sin første sæson som U/19 Ligaspiller.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Som tidligere nævnt er det er en klar strategi og prioritet for os at få spillere igennem fra AaB Akademiet, hvis de har den krævede kvalitet, og forlængelsen med Nóel Atli Arnórsson er endnu et bevis på, at vi er på rette vej. 

- Nóel har stadig halvandet år tilbage af sin ungdomstid, men som en del af den gruppe af transitionsspillere, der primært følger AaB Akademiets U/19 Ligahold, men som også jævnligt deltager i træning med førsteholdet, har han i de seneste måneder gjort store fremskridt, og nu skal han fortsætte sin udvikling, konstaterer Ole Jan Kappmeier.

Kontrakten med Nóel Atli Arnórsson følger i forlængelse af relativt nyligt indgåede aftaler med Sebastian Otoa, Mads Bomholt, Eugene Amankwah, Anders Noshe og Max Vartuli.  

Akademichef Jacob Larsen supplerer:

- Det glæder os hver eneste gang, at en spiller fra AaB Akademiet bliver vurderet god nok til at få en kontrakt, der rækker ind i seniortiden, og det gælder således også i tilfældet med Nóel, der virkelig er i gang med en udvikling i positiv retning.

- Nóel er først og fremmest en moden og utrolig klog og forudseende forsvarsspiller, der som oftest placerer sig rigtigt og i defensiven griber ind før farlige situationer opstår, ligesom han har en fin omgang med bolden og kan sætte spillet fremad banen. Herudover hjælper en fantastisk mentalitet og dedikation ham på vej, og han bliver spændende at følge i de kommende år, siger Jacob Larsen.

Udover sine foreløbige to officielle kampe for AaB er Nóel Atli Arnórsson indtil videre noteret for 11 U-landskampe for Island.

Billetsalget er åbent til AaB-FC Helsingør

11. oktober 2023 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

Efter 48 timers førsteret til AaB's billetabonnenter er billetsalget nu åbent for alle til hjemmekampen mod FC Helsingør søndag 5. november kl. 15.00. Køb billetter til opgøret på på www.billet.aabsport.dk. 

www.billet.aabsport.dk kan du også gøre som flere end 10.000 andre og købe billet til AaB's næste hjemmekamp, der spilles søndag 22. oktober kl. 15.00. 

 

Tags på denne nyhed

10.000 har billet til næste hjemmekamp

11. oktober 2023 kl. 09:04 af Rasmus Estrup

Til AaB's næste hjemmekamp, som spilles søndag 22. oktober kl. 15.00 mod B.93, har flere end 10.000 AaB-fans med 11 dage til kampen allerede sikret sig billet til opgøret. Du kan gøre det samme på www.billet.aabsport.dk. 

For en uge siden blev 3F Tribunens afsnit for AaB-tilskuere udsolgt, så det er kun muligt at købe billetter til Vesttribunen og Complea Tribunen. På Complea Tribunen er der i forvejen frigivet pladser med begrænset udsyn, fordi interessen for kampen er så stor. 

I forbindelse med kampen mod B.93 hylder AaB alle sine nordjyske partnerklubber på Aalborg Portland Park til Partnerklubbernes Dag. Læs mere om dagen her. 

Derudover vil der til kampen også være en hyldest af Kristoffer Pallesen, som i går indstillede sin karriere. 

Køb billetter til AaB-B.93 på www.billet.aabsport.dk. 

Pallesen stopper sin aktive karriere – ansættes i AaB’s administration

10. oktober 2023 kl. 11:45 af Brian Andersen

Det er skaden som højreforsvareren pådrog sig i de sidste sekunder af hjemmekampen mod AC Horsens 7. maj 2023, der desværre betyder, at den 33-årige spiller med øjeblikkelig virkning stopper karrieren.

Kristoffer Pallesen kom til AaB fra Viborg F.F. i sommeren 2017 og har også en fortid i Hobro I.K., I.K. Skovbakken og AGF.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Kristoffer har med en altid dedikeret indsats leveret en flot bidrag for AaB gennem de seneste seks år, og både på og uden for banen har han til enhver tid været en værdig repræsentant for vores klub.

- Naturligvis er det ulykkeligt, at fodboldkarrieren slutter på denne måde, og Kristoffer vil være stærkt savnet i truppen, hvor han med sin professionelle optræden altid har sat holdet over sig selv, påpeger Ole Jan Kappmeier.

- Samtidig glæder vi os over, at Kristoffer har takket ja til at bringe sine kompetencer i spil på anden vis i AaB, og vi ser meget frem til det nye samarbejde, siger Ole Jan Kappmeier.

Kristoffer Pallesen er både ærgerlig og lettet over beslutningen:

- Det har været en meget svær beslutning, som har krævet enormt mange overvejelser. Det der særligt har gjort beslutningen svær er, at så utroligt mange mennesker har støttet mig og investeret tid i at få mig tilbage til banen. I den henseende vil jeg gerne sige tusind tak til min familie, klubben, AaB’s sundhedsstab, spillere, trænere og ikke mindst vores fans for den fantastiske opbakning.

- Jeg er vidende om, at en tilbagevenden vil være forbundet med risici, og derfor er jeg kommet til den konklusion, at fornuften må sejre, og det derfor er nødvendigt at stoppe min fodboldkarriere. Jeg er glad og stolt over at have repræsenteret AaB og trøster mig med, at jeg stopper som AaB-spiller, og at jeg fortsat kommer til at have min daglige gang på anlægget på Hornevej, lyder det fra Kristoffer Pallesen.

Kristoffer Pallesen vil i forbindelse med den kommende hjemmekamp 22. oktober mod B.93 blive hyldet på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed
'