AaB TV: Vinder af månedens mål i september

5. oktober 2023 kl. 08:23 af Rasmus Estrup

Af de 17 AaB-scoringer, der blev sat ind i september, var månedens mål Richard Odadas hug ude mod Sønderjyske. 

Det har AaB's fans vurderet gennem en afstemning, hvor kenyanerens fuldtræffer modtog 49,5 procent af stemmerne. Andenpladsen gik til Melker Widells langskud mod HB Køge, der fik 27 procent af stemmerne. 

AaB takker alle, der deltog i afstemningen og ønsker tillykke til Casper, som blev vinderen af Lars Kramers kampbrugte og signerede andentrøje fra forrige sæson. Casper kontaktes direkte på mail af AaB. 

Tags på denne nyhed

AaB spiller i klubdragten på fredag i Horsens

4. oktober 2023 kl. 15:07 af Rasmus Estrup

AaB bærer så vidt muligt altid den rød-hvide klubdragt fra Macron. Det gælder også fredag kl. 19.00, hvor AaB spiller på udebane mod AC Horsens i 12. spillerunde af NordicBet Ligaen.

Klubdragten er ligesom andentrøjen og håndsrækningstrøjen en hyldest til fan- og stadionsangen “Som Ramt af Lynet”. Derfor tager de rød-hvide striber i denne sæson form af lyn, som reference til sangen, der siden 2019 er blevet sunget før kickoff til hver hjemmekamp på Aalborg Portland Park. 

Klubtrøjen er skabt i et tæt samarbejde mellem AaB og Macron, og dragterne er både designet og produceret ved Macrons hovedkontor i Bologna.

Alle AaB's spillersæt er skabt i det miljøvenlige, lette og åndbare Eco-Softlock-materiale, der er produceret af 100% genanvendt plastic. Eco-Softlock er certificeret af Global Recycled Standard, den vigtigste internationale standard for bæredygtig produktion af tøj og tekstiler.

Køb AaB’s klubdragt på www.aabshoppen.dk.

Ønsker du at vise din opbakning til Hele Nordjyllands Hold i Horsens på fredag, kan du læse praktisk info om kampen her. 

Har du ikke mulighed for at følge kampen på tribunen, kan opgøret ses på Viaplay. 

Tags på denne nyhed

3F Tribunen er udsolgt til AaB-B.93

4. oktober 2023 kl. 12:45 af Rasmus Estrup

Søndag 22. oktober har AaB i samarbejde med Macron, Arbejdernes Landsbank og Faxe Kondi inviteret AaB’s mange partnerklubber til Partnerklubbernes Dag for at hylde de flere end 100 nordjyske partnerklubber.

I den forbindelse har Macron, Arbejdernes Landsbank og Faxe Kondi købt 3.000 billetter, som efter først-til-mølle-princippet er blevet udleveret til partnerklubberne siden lørdag. Samtlige 3.000 billetter til partnerklubberne til kampen mod B.93 er allerede nu revet væk.

Det betyder også, at AaB’s afsnit på 3F Tribunen er udsolgt til NordicBet Ligaopgøret. Derfor er der nu frigivet pladser med begrænset udsyn på Comlpea Tribunen.

Det er fortsat muligt at købe billetter til kampen mod B.93 på www.billet.aabsport.dk.

Indstil en frivillig til Årets Frivilligpris
Til Partnerklubbernes Dag bliver Årets Partnerklub kåret, ligesom Årets Frivilligpris også skal uddeles.

Hver klub har mulighed for at indstille én kandidat til Årets Frivilligpris med en begrundelse for, hvorfor lige netop denne person fortjener prisen.

Alle indstillede kandidater til Årets Frivilligpris får to VIP-billetter til kampen, og vinderen får en gavecheck på 20.000 kr. fra Arbejdernes Landsbank til brug af fodboldudstyr til klubben.

Læs mere og indstil din klubs kandidat her.

Det er en jury bestående af AaB’s administrerende direktør Jesper Dalum, AaB’s akademichef Jacob Larsen og AaB’s børneudviklingstræner i partnerklubberne Jesper Baand, der blandt de nominerede udvælger en vinder af Årets Frivilligpris og Årets Partnerklub.

Hver af AaB’s partnerklubber kan også tilmelde to beslutningstagere til et særligt VIP-arrangement i forbindelse med Partnerklubbernes Dag. Læs mere om det her.

Læs mere om aktiviteterne til Partnerklubbernes Dag her.

Tags på denne nyhed

Ny AaB-sejr i U/17 Ligaen

4. oktober 2023 kl. 10:43 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: AaB-Randers Freja FC 2-1
AaB's U/17 Ligahold fortsatte de gode resultater, da Randers Freja FC i går gæstede Hornevej i et opgør, som det nordjyske hjemmehold vandt 2-1. 

Bortset fra det første minut af kampen, hvor Randers Freja FC havde et par store chancer, spillede AaB godt i begyndelsen, og 11 minutter inde i kampen bragte Marcus Emil Sørensen AaB i front på en returbold efter et velspillet angreb.

Efter endnu et stærkt sammenspil seks minutter senere gjorde Bertram Peter Skovgaard det til 2-0 på oplæg af Johan Hvistendahl. 

Midt i første halvleg reducerede Randers Freja FC til 2-1 på et flot langskud. 

Indtil det 60. minut var AaB mest dominerende, før gæsterne fik overtaget mod slutningen, men opgøret bød ikke på flere mål, og dermed tog AaB sæsonens femte sejr i seks kampe. 

- Overordnet set var det en fin præstation. Med undtagelse af det første minut var vi virkelig gode, og vores to mål kom efter rigtig gode opspil, som vi har arbejdet på til træning, så det var en fornøjelse at se, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen. 

- Næste skridt er, at vi skal være bedre til at lukke kampen, så vi ikke går ind mod slutningen med en smal føring, når vi havde mulighederne til at komme foran med to mål undervejs. Den sidste halve time foregik også for meget på Randers' præmisser, men den første time kan vi være rigtig godt tilfredse med, siger U/17 Ligatræneren. 

AaB ligger nu på tredjepladsen i U/17 Ligaen med 15 point efter seks kampe. Næste kamp i U/17 Ligaen spilles på lørdag på udebane mod Sønderjyske. 

U/15 Ligaen: AaB-Randers Freja FC 1-1 (3-4 efs.)
I U/15 Ligaen endte det i går uafgjort, da AaB og Randers Freja FC mødtes på kunstgræsbanen på Hornevej. 

Efter 32 minutter scorede gæsterne kampens første mål, men i 40. minut udlignede Amar Hadzajlija til 1-1. 

Dette var også stillingen ved slutfløjtet, og derfor skulle pointene fordeles efter en straffesparkskonkurrence, ligesom alle øvrige uafgjorte kampe i U/15 Ligaen, U/17 Ligaen og U/19 Ligaen. 

Her var Randers Freja FC skarpest med tre scoringer, mens AaB scorede to gange. Dermed tog gæsterne to point med fra opgøret, mens AaB måtte nøjes med et enkelt. 

AaB's U/15 Ligahold spiller igen på lørdag på udebane mod Sønderjyske. Indtil da indtager AaB sjettepladsen i ligaen med ni point efter seks kampe. 

Tags på denne nyhed

Otoa udtaget til U/21-landsholdet

4. oktober 2023 kl. 09:58 af Rasmus Estrup

19-årige Sebastian Otoa er netop blevet udtaget til U/21-landsholdet, der møder Tjekkiet på udebane i EM-kvalifikationen 17. oktober. 

Sebastian Otoa, der ikke tidligere har optrådt for Danmarks U/21-landshold, er noteret for tre ungdomslandskampe. Forsvarsspilleren debuterede for U/19-landsholdet i maj, inden han i september spillede to gange for U/20-landsholdet. 

Tags på denne nyhed
'