
3-0-sejr i U/15 Ligaen over FC Midtjylland
AaB’s U/15 Ligahold vandt i går 3-0 på udebane over FC Midtjylland.
Mens hverken U/19 Ligaholdet eller U/17 Ligaholdet var i aktion i går, vandt AaB’s U/15 Ligahold 3-0 på udebane mod FC Midtjylland.
Allerede efter tre minutter kom de nordjyske gæster i front, da et veletableret angreb udmøntede sig i en fuldtræffer af Andreas Terp Hansen.
1-0 var også pauseføringen, og med en koncentreret indsats holdt AaB hjemmeholdet fra store chancer efter pausen.
I modsatte ende slog et tålmodigt AaB-mandskab så til efter 72 minutter, da Amar Hadzajlija efter et nyt, flot AaB-angreb fordoblede føringen til 2-0.
Fire minutter senere lukkede Christoffer Donslund kampen, da han sparkede 3-0-scoringen i kassen.
Sejren betyder, at AaB’s U/15 Ligahold rykker op på tredjepladsen med 15 point efter syv kampe. AaB’s næste kamp i U/15 Ligaen spilles 21. oktober på udebane mod Lyngby Boldklub.