Weekendens akademikampe mod Vejle Boldklub førte til sejre for U/19 Ligaholdet og U/15 Ligaholdet, mens U/17 Ligaholdet tabte i tillægstiden.
U/19 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-4
Lørdag tog U/19 Ligaholdet årets første sejr, da Patrick Allentoft samtidig scorede et hattrick i nordjydernes besøg hos Vejle Boldklub.
AaB lagde fra start et godt pres på hjemmeholdet, og den gode indledning blev fulgt op af to scoringer af Patrick Allentoft. Den ene gennem en stikning og den anden efter et godt gennembrudsspil med flot forarbejde af Gustav Dahl.
Efterfølgende fik Vejle Boldklub vendt kampbilledet og først reduceret til 2-1 og siden udlignet til 2-2.
Inden pausen scorede Patrick Allentoft sit tredje mål i kampen, og dermed kunne AaB gå til pause foran 3-2.
Efter pausen fik AaB vist et stærkt udtryk, hvor nordjyderne forsvarede sig komfortabelt mod de få muligheder fra hjemmeholdet, og Donovan Bagou efter en god omstilling i fællesskab med Anders Noshe afgjorde kampen med 4-2-målet.
- Det var dejligt at blive bekræftet i, at vi har udviklet os i vores spil på bolden især. Det så vi især i starten af kampen, hvor vi sad rigtig fint på spillet og leverede noget af det bedste spil i sæsonen. Og så var det fedt at få output på det, vi arbejder hårdt på, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.
- I anden halvleg lignede kampen mere en voksenkamp, hvor vi spillede med stor modenhed, var i god kontrol og viste kynisme i forsvaret af eget felt. Og så skal jeg også huske at rose Patrick Allentoft for hans hattrick i første halvleg. Det er ikke ofte man ser det i U/19 Ligaen, siger Lars Noer Madsen.
AaB har nu 15 point og ligger på 12. pladsen i U/19 Ligaen inden næste weekends udekamp mod FC Midtjylland.
U/17 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-1
U/17 Ligaholdets udekamp mod Vejle Boldklub i lørdags gav desværre ikke point med sig trods en ellers fin præstation.
AaB gjorde det bedst i første halvleg, men fik ikke skabt mange chancer, og opgøret var derfor uden scoringer ved pausen.
I anden halvleg kom Vejle Boldklub bedst ud, og hjemmeholdet kom også i front 20 minutter før tid.
AaB’s Arif Loki fik udlignet fem minutter før slutfløjt, og dermed lignede det, at AaB kunne tage hjem med et point, men i tillægstiden scorede Vejle Boldklub det afgørende 2-1-mål.
- Vi var meget sygdomsramt, men alle kæmpede godt for tingene, og vi lykkedes langt hen ad vejen også med de ting, vi arbejder på både offensivt og defensivt. Især offensivt fik vi skabt flere chancer end senest, så det var med pil op, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.
- Men til sidst er det frustrerende, at vi ikke får et point med hjem, når vi udlignede fem minutter før tid. Og det kan vi kun takke os selv for, fordi vi var for sjuskede og sløsede i at komme på plads i forbindelse med et indkast, som førte til Vejle sejrsmål. Det må ikke ske, siger Theis Larsen.
U/17 Ligaholdet spiller først sin næste ligakamp 1. april på hjemmebane mod FC Nordsjælland. Indtil da ligger AaB på 13. pladsen U/17 Ligaen.
U/15 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 0-2
AaB’s U/15 Ligamandskab kunne ligesom U/19 Ligaholdet tage hjem fra Vejle med en sejr i bagagen.
De nordjyske gæster kom foran med 1-0 efter 30 minutters spil, da Valdemar Rubæk Vestergaard fandt vej til nettet første gang.
Otte minutter efter pausen var Valdemar Rubæk Vestergaard så på pletten igen, da han med sin anden scoring i kampen sikrede AaB en udesejr på 2-0.
Sejren betyder, at AaB indtager femtepladsen i U/15 Ligaen med 25 point.
Næste uges planlagte udekamp mod FC Midtjylland er blevet udsat, og derfor er næste skemalagte U/15 Ligakamp for AaB 18. marts på hjemmebane mod Silkeborg I.F.