AaB og Hiljemark forlænger til 2027
AaB og cheftræner Oscar Hiljemark har forlænget samarbejdet til 30. juni 2027.
Oscar Hiljemark overtog for to måneder siden cheftrænerposten, og i alt har den 30-årige svensker i to omgange stået i spidsen for AaB i indtil videre 13 betydende kampe.
Forinden har han siden sit karrierestop som spiller i sommeren 2021 varetaget rollen som assistenttræner i AaB. Oscar Hiljemark er godt i gang med sin påkrævede UEFA Pro-uddannelse, hvilket er den højeste trænerlicens i europæisk fodbold.
Oscar Hiljemark kom til AaB efter en sæson hos Dynamo Moskva, mens det tidligere i karrieren var blevet til flere end 200 førsteholdskampe for klubber som PSV Eindhoven, Genoa CFC, Palermo FC og Panathinaikos FC.
Inden han blev solgt i 2013 blev det til 75 kampe og et svensk mesterskab hos IF Elfsborg. Også i tiden i Holland blev det til et nationalt mesterskab.
Landsholdskarrieren inkluderer 28 A-landskamoe og deltagelse i både EM-slutrunden i 2016 og VM-slutrunden i 2018. Ligeledes var Oscar Hiljemark anfører, da Sverige i 2015 vandt guld ved EM-slutrunden for U/21-landshold.
For AaB blev det til 11 officielle kampe og en enkelt scoring, inden overgangen til trænerrollen.
Midlertidig sportslig ansvarlig i AaB, Jan Peters, udtaler:
- Vi har lært Oscar godt at kende i de seneste par måneder og er overbeviste om, at han er den rigtige træner for fremtidens AaB. Holdets præstation og alle spillere har udviklet sig markant i løbet af de seneste uger under ham og hans stab, og vi ser frem til sammen at fortsætte dette momentum i de næste måneder og år.
- Oscar og klubben deler en fælles vision for spille- og træningsmetodik, et yderst professionelt og konkurrencedygtigt mindset og en forståelse for udvikling af holdet og individuelle spilleres præstationer, som alt sammen vil være centrale grundpiller for AaB fremover, fortæller Jan Peters.
- Oscar er en proaktiv og ambitiøs træner og leder med en klar mening og samtidig meget åben for nye input. Han har stor fodboldforståelse og er klar og direkte, og hans professionelle mentalitet smitter af på både staben og spillerne, hvilket viser sig i udviklingen på banen, fremhæver Jan Peters.
- Således er det vores klare ambition sammen at etablere et konkurrencedygtigt og ambitiøst miljø i og omkring AaB og udvikle en succesfuld fremtid med Oscar som vores cheftræner for de kommende år, slutter Jan Peters.
For Oscar Hiljemark, der sammen med AaB er ubesejret i sine seneste syv betydende kampe, var det en nem belutning at forpligte sig yderligere til AaB:
- Min familie og jeg trives i Aalborg og i AaB, og jeg er utrolig glad for også i de kommende sæsoner at få muligheden for at repræsentere AaB, holdet og menneskene i klubben. Vi har en fremragende gruppe af folk i og omkring holdet, og jeg tror på, at vi kan bygge noget stort sammen.
- Lige fra begyndelsen har jeg oplevet en stærk opbakning fra ledelsen, trænerstaben, spillerne og alle i klubben. AaB er en klub, der er fuld af gode mennesker, og jeg er taknemmelig for opbakningen og glad for at få lov til at fortsætte som cheftræner, siger Oscar Hiljemark og tilføjer:
- Mine ambitioner for AaB er store, og lige nu er fokus rettet mod pokalfinalen og de tre vigtige kampe i Superligaen, og vi går all-in på at skabe en succesfuld afslutning på sæsonen.
AaB spiller i morgen klubbens 13. pokalfinale i historien, hvorefter der venter tre afsluttende opgør i 3F Superligaen mod FC Midtjylland, Lyngby Boldklub og Silkeborg I.F.