AaB henter et point i Odense

12. maj 2023 kl. 20:55 af Rasmus Estrup

Fredagens 3F Superligaduel i Odense endte 1-1 efter et tidligt føringsmål af Emmanuel Sabbi, som midt i anden halvleg blev udlignet af Pedro Ferreira. Pointdelingen betyder, at AaB ligger på 10. pladsen i 3F Superligaen inden weekendens øvrige kampe. 

Et meget velbesøgt udebaneafsnit støttede fra første fløjt AaB, der til kampen bar håndsrækningstrøjen, som støtter foreningen BHOV - Forældre til børn med særlige behov, samt et sørgebind til ære for nyligt afdøde Torben Fristrup. 

På grønsværen var det hjemmeholdet, der kom frem til opgørets første muligheder. Første på en omstilling, hvor Daniel Granli til sidst kom i vejen for Mads Frøkjærs nærgående indlæg, og efter ti minutter flugtede Jakob Breum et indlæg fra Jeppe Tverskov over Nico Mantls mål. 

Efter 12 minutter bragte Emmanuel Sabbi kunne fynboerne foran, da kantspilleren driblede ind i AaB-feltet, inden han fra kanten af det lille felt sparkede OB på 1-0. 

I 20. minut blev Younes Bakiz sendt i dybden til AaB's første gode mulighed, men offensivspilleren blev i skudøjeblikket blokeret af en glidende Tobias Slotsager, og efterfølgende hævede den cypriotiske linjevogter flaget for offside. 

Midt i første halvleg forsøgte Kasper Jørgensen sig med et langskud, der gik over, men AaB havde i første del af første halvleg generelt svært ved at spille sig frem til chancer mod hjemmeholdet, der efter 29 minutter forsøgte sig med et langskud af Jakob Breum, som sparkede lige på AaB's tyske keeper. 

Som halvlegen skred frem fik AaB bedre greb om spillet, og 12 minutter før pausen kombinerede AaB sig frem til en stor chance til Nicklas Helenius. Angriberen vandt løbeduellen med OB-forsvaret, men måtte se sin afslutning reddet fra tæt hold af Martin Hansen. Returen fra OB-keeperen gik lige ud til Younes Bakiz på kanten af feltet, men også han blev reddet af Martin Hansen. 

Sidstnævnte var dog lige ved at blive overlistet kort efter på et giftigt indlæg fra Kilian Ludewig, inden Louka Prip i 38. minut blev sat op til en afslutning på kanten af feltet. Forsøget sad - ligesom Kilian Ludewigs indlæg - desværre uden for rammen. 

Fem minutter før pausen prøvede Younes Bakiz med et langskud fra midtercirklen at overliste OB-målmanden, der dog nåede tilbage og reddede bolden et par meter fra stregen, og dermed lød pausestillingen på en 1-0-føring til OB. 

Inden for anden halvlegs første minut havde Louka Prip prøvet lykken to gange uden held på grund af en forbier og en blokade, og to minutter efter pausen måtte Younes Bakiz også se sit forsøg ramme en fynsk blokade.

Hjemmeholdet ville også deltage i den chancerige indledning på anden halvleg, da Jakob Breum efter 48 minutter tog sigte fr kanten af feltet og blev reddet af Nico Mantl, inden Bashkim Kadrii minuttet senere hamrede et langskud over. 

Ti minutter efter pausen satte cheftræner Oscar Hiljemark Lucas Andersen og Jakob Ahlmann på banen, og et par minutter senere satte Lucas Andersen Younes Bakiz op til en afslutning, men bolden sad lige på OB-målmanden. 

AaB's målmand Nico Mantl var også på plads i modsatte ende på et forsøg fra Emmanuel Sabbi, inden AaB midt i anden halvleg udlignede til 1-1. Et AaB-indlæg blev clearet direkte op i luften på kanten af det lille felt, og her sled AaB's portugiser sig til bolden, som han sendte forbi OB-keeperen og ind i netmaskerne. 

Med lidt over et kvarter igen blev Marco Ramkilde sendt i aktion, og et par minutter efter sparkede OB's Jeppe Tverskov et langskud forbi fjerneste stang. 

10 minutter før tid fald bolden ned for fødderne af Iver Fossum i udkanten af OB-feltet, men nordmandens halvflugter gik lige over mål, hvorefter både Sebastian Otoa og Oliver Ross blev indskiftet. 

Efter 86 minutter fik OB-indskifter Gustav Grubbe en hovedstødschance, som Nico Mantl sikkert tog sig af.

I 89. minut fandt Marco Ramkilde Lucas Andersen i et løb mod OB-feltet. Lucas Andersen trak ind i feltet og blev nedlagt, hvorefter den cypriotiske dommer pegede på pletten til et nordjysk straffespark, men efter et længere VAR-gennemsyn blev straffesparket annulleret for offside i opspillet. 

Syv minutter inde i tillægstiden fik OB frispark lige uden for AaB-feltet, men Nico Mantl reddede Franco Tongyas frisparksforsøg, og dermed sluttede kampen 1-1. 

Det uafgjorte resultat betyder, at AaB inden weekendens resterende kampe ligger på 10. pladsen i 3F Superligaen med 27 point, hvilket er lige så mange, som AC Horsens, der dog har en dårligere målscore, og tre point flere end Lyngby Boldklub. 

AaB's næste kamp er pokalfinalen i Parken på torsdag kl. 17.00 mod FC København. Du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

wwww.billet.aabsport.dk kan du også købe billetter til AaB's næste kamp i 3F Superligaen, som spilles søndag 21. maj kl. 14.00 mod FC Midtjylland. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Kvalifikationsspillet, 29. spillerunde

OB-AaB 1-1 (1-0)
13. min 1-0 Emmanuel Sabbi, 67. min 1-1 Pedro Ferreira, 
Advarsler OB: Ingen
Advarsler AaB: Kilian Ludewig (43), Pedro Ferreira (70)
11.523 tilskuere på Nature Energy Park

OB (4-2-3-1): Martin Hansen, Nicholas Mickelson (73: Gustav Grubbe), Bjørn Paulsen, Tobias Slotsager, Jørgen Skjelvik, Alen Mustafic (73: Alasana Manneh), Jeppe Tverskov, Emmanuel Sabbi (83: Charly Nouck), Mads Frøkjær, Jakob Breum (73: Franco Tongya), Bashkim Kadrii. 

AaB (4-3-3): Nico Mantl, Kilian Ludewig (83: Sebastian Otoa), Lars Kramer, Daniel Granli, Kasper Jørgensen (56: Jakob Ahlmann), Pedro Ferreira, Malthe Højholt, Iver Fossum, Louka Prip (56: Lucas Andersen), Nicklas Helenius (74: Marco Ramkilde), Younes Bakiz (83: Oliver Ross). 

Dommer: Chrysovalantis Theouli

Tags på denne nyhed

Hiljemark om fredagskampen mod OB

12. maj 2023 kl. 09:25 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 gæster AaB OB på Nature Energy Park i Odense i sæsonens fjerdesidste runde i 3F Superligaen. 

Inden kampen ligger AaB på 11. pladsen i 3F Superligaen med et point op til AC Horsens på 10. pladsen. 

Umiddelbart efter torsdagens afsluttende træningspas på Hornevej satte cheftræner Oscar Hiljemark ord på fredagsduellen i Odense. Se interviewet med cheftræneren i videoen øverst. 

Klik her for at se, hvordan du kan støtte AaB på tribunen i aften, eller følg opgøret på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sæsonens fire mål mod OB

11. maj 2023 kl. 15:29 af Rasmus Estrup

Igen i morgen aften ventes opbakningen til AaB-fansene at blive stor, og allerede nu har flere end 400 købt billet til udebaneafsnittet i Odense. Her kan du læse mere om, hvordan du kan støtte Hele Nordjyllands Hold til fredagskampen mod OB. 

Inden kampen i morgen aften kan du i dette tilbageblik gense sæsonens fire fuldtræffere mod OB. 

I denne sæson har Lars Kramer, Daniel Granli, Louka Prip og AllaN Sousa således været på tavlen mod fynboerne. 

Kampstart i morgen er kl. 19.00, og opgørets kan følges på TV3 Sport eller høres i Liga på P4. 

Tags på denne nyhed

Torben Fristrup er død

11. maj 2023 kl. 12:45 af Brian Andersen

Torben Fristrup havde et stort AaB-hjerte, og siden april 2017 var han en del af bestyrelsen i AaB A/S.

Fra april 2018 var Torben Fristrup AaB’s formand – et hverv som han grundet sygdom trak sig fra i begyndelsen af marts i år.

Ved sin død var Torben Fristrup stadig en del af AaB’s lokale storinvestorkreds.

I forbindelse med AaB’s opgør i morgen aften mod OB vil AaB’s spillere bære sørgebind, ligesom Torben Fristrup vil blive mindet ved hjemmekampen på Aalborg Portland Park 21. maj mod FC Midtjylland.

I denne svære stund sender vi vores dybeste kondolencer, tanker og medfølelse til Torben Fristrups efterladte.

Æret være Torben Fristrups minde.

På vegne af
AaB A/S

Tags på denne nyhed

Rekordmange AaB-fans har sæsonkort

11. maj 2023 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

Opbakningen til Hele Nordjyllands Hold har været imponerende gennem hele sæsonen, og for første gang i klubbens historie er der nu flere end 4.400 AaB-fans, som har et sæsonkort til Aalborg Portland Park.

I skrivende stund har AaB således 4.436 sæsonkortholdere, og du kan gøre som de 4.436 andre og købe et sæsonkortabonnement her.

Et sæsonkortabonnement koster fra 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. om måneden for børn. Læs mere om fordelene ved at have et sæsonkortabonnement her. 

www.billet.aabsport.dk er billetsalget i fuld gang til pokalfinalen i Parken 18. maj, som flere end 10.000  ligesom du også kan købe billetter til sæsonens to sidste hjemmekampe i 3F Superligaen mod FC Midtjylland og Silkeborg I.F.

Tags på denne nyhed
'