Bakiz: Vi skal lægge alt på banen
Younes Bakiz ser frem til et fyldt Aalborg Portland Park i morgen, hvor han og holdkammeraterne vil gøre alt for at sikre en sejr.
- Uden at overdrive er det nok en af AaB’s vigtigste kampe i nyere tid.
Sådan er meldingen fra Younes Bakiz forud for sæsonens sidste og afgørende kamp, der spilles lørdag kl. 14.00 på et udsolgt Aalborg Portland Park mod Silkeborg I.F.
Inden kampen ligger AaB på 10. pladsen med samme pointantal, men en bedre målscore end Lyngby Boldklub og AC Horsens, der møder hinanden.
Status er derfor, at AaB med en sejr vil sikre sig en plads i 3F Superligaen i næste sæson. Taber AaB spiller holdet i NordicBet Ligaen efter sommerferien, og i tilfælde af uafgjort vil AaB kun blive i 3F Superligaen, såfremt mødet mellem AC Horsens og Lyngby Boldklub også ender uafgjort.
- AaB er en klub, der altid har hørt til i toppen af dansk fodbold, og vi spillere er stolte af at være en del af AaB. Det skal vi gå ud at vise på lørdag for at sikre overlevelse, for det fortjener klubben, det fortjener byen og det fortjener fansene, siger Younes Bakiz.
- Håndbremsen skal slippes
Tre gange tidligere i dette forår har AaB mødt Silkeborg I.F. På udebane er det endt uafgjort to gange, mens det seneste møde, pokalsemifinalen på Aalborg Portland Park, blev vundet 4-1 efter blandt andet en scoring af Younes Bakiz.
- Håndbremsen skal slippes. Vi skal levere alt, hvad vi kan, i intensitet. Vi skal gøre det, der har virket for os, og vi skal lægge alt på banen. Så må det briste eller bære. Men efter slutfløjt skal vi i hvert fald kunne kigge hinanden i øjnene og sige, at der ikke var nogen af os, der kunne have gjort mere, siger Younes Bakiz.
Når han og resten af Hele Nordjyllands Hold træder på banen i morgen kl. 14.00 vil det være på et helt proppet Aalborg Portland Park, der allerede torsdag formiddag blev udsolgt i alle AaB’s fanafsnit.
- Opbakningen har været fantastisk hele sæsonen. Både ude og hjemme. Uanset hvordan vi har præsteret, så har de været der uge efter uge, og alle fansene fortjener, at vi går ud og leverer en præstation, som vi allesammen kan være bekendte, så vi kan lykkes med vores mission og fejre sejren sammen efter slutfløjt, slutter Younes Bakiz.