Titan Nedbrydning er ny sølvpartner i AaB
Aalborgvirksomheden Titan Nedbrydning A/S har indgået et sølvpartnerskab med Hele Nordjyllands Hold.
AaB har indgået et sølvpartnerskab med Titan Nedbrydning A/S, der er et landsdækkende nedbrydningsfirma med hovedsæde i Aalborg.
Titan Nedbrydning sikrer bæredygtig nedbrydning og miljøsanering med lokale projektledere over hele landet, og hele tiden med øje for kerneværdierne professionalitet, ansvar og loyalitet.
Foruden nedbrydning har Titan Nedbrydning et lager for cirkulære byggevarer, hvor den private, klimabevidste bygherre eller arkitekt kan finde byggematerialer screenet for miljøskadelige stoffer og af god kvalitet.
- Vi er stolte af at blive sølvpartner i AaB, for selvom vi er et landsdækkende firma, er det vigtigt for os at bakke op om de store spillere i lokalområdet. Her er AaB et perfekt match for os, og vi glæder os til mange gode oplevelser med vores kunder på Aalborg Portland Park, så vi kan være med til at give AaB den bedst mulige opbakning i et vigtigt forår, siger Morten Rytter, administrerende direktør og medejer af Titan Nedbrydning.
Foruden hovedsædet i Aalborg har Titan Nedbrydning A/S også et afdelingskontor i Ringsted.